Jeg venter…

Godmorgen råber bonderoserne, da jeg endelig står op. Kenneth har flyttet dem i går aftes og de er ikke til at overse, så jeg har fået smukt udsyn til en arbejdsdag og det passer svært godt. Vejret er nemlig helt forrygende og jeg ærgrer mig frygteligt over, at det er indenfor formiddagens timer skal tilbringes.

Hvis jeg anstrenger mig, kan jeg måske være færdig til frokosttid. Så er der eftermiddagen, som kan tilbringes udenfor i solen. Jeg har tænkt mig at forsøge.

Der er et par store opgaver forude, men igen mangler jeg information, for at komme videre. Det er frygteligt frustrerende at være klar med foden på speederen, uden at kunne trykke i bund, men sådan er mine opgaver for øjeblikket og jeg skal vist bare blive god til at læne mig tilbage…

Jeg venter…

I stedet kan jeg jo sætte mig for, at jeg vil huske at nyde, at et ceteras bonderoser er helt fantastiske i farven. De er tæt på at være selvlysende, som de står på bordet ved siden af computeren.

Jeg kan også rydde lidt op omkring arbejdspladsen. Det kunne trænge. Rent bord er en god start og så er der kaffen, som kan nydes stille og roligt, inden det hele går løs… hvis jeg altså får et svar snart. Jeg krydser fingre. Så jeg har helt ondt.