18

Udsøgt forplejning

Forplejningen i går var ikke så ringe, er jeg nødt til at sige. Jeg bød ind med hus, kaffe, te og lidt mandler og tørrede abrikoser og så var min andel af forberedelser egentlig overstået, for der var også arbejdet at passe om formiddagen, men til gengæld var der andre, som havde været mere end flittige.

Anne kom med en mandeldrøm af en kage…

Den blev serveret med en creme fraiche med frisk vanille og jeg skal love for, at den smagte så englene faldt af skyerne. Det allerbedste er, at der stadig står en halv kage tilbage, som JEG må spise. Jo, jeg må!

Lene kom med den lækreste, nybagte krans. Jeg elsker krans. Jeg synes simpelthen, at det er noget af det allerbedste der findes og Lenes, den er altså anbefalelsesværdig. Uhm, som den smagte – jo, for den smagte jeg også – og den var der sørme også MEGET tilbage af, som nu ligger i min fryser og venter på en regnvejrsdag. Jeg glæder mig til regnvejr.

Desværre fik jeg ikke taget fotos af den, for pludselig kaglede jeg mere, end jeg fotograferede og det er vist egentlig et rigtigt godt tegn på, at jeg hygger mig.

Til aften havde vi valgt, at der skulle bestilles mad udefra. Ingen skulle bruge tid på at stå i køkkenet og det skulle være nemt for alle, så et cetera foreslog, at vi skulle prøve mad fra den nye Fandanko, som ligger lige henne om hjørnet. Sådan blev det. Tapas til tolv…

Hvor var det dog lækkert. Rigeligt med mad, som smagte utroligt dejligt. Der blev spist godt igennem og alligevel var der overskud, så der manglede bestemt ikke noget. Til tapasbestillingen fik vi brød og der har et cetera og jeg tilsyneladende samme sære idé, for vi er overbeviste om, at brødet afslører en frygteligt masse om et spisesteds sans for mad. Det skal være friskt og lækkert. Det skal være værd at sætte tænderne i krummen.

Fandanko forstår sig på den slags. Der var lækkert, friskbagt brød, som smagte dejligt. Det eneste vi savnede, var smør til, men Kenneth er en knag, så han rørte en hurtig hvidløgssmør, som absolut ikke var ueffen. Det var tapas, som sådan nogle skal være. Forskellige, spændende smagsoplevelser, som absolut godt kan anbefales. Varmt.

Det var ganske unødvendigt at tage kneb i brug, for at gøre os tilfredse, men der var nu alligevel medsendt bestikkelse i form af de skønneste, søde kaffestykker…

Hold da op, som de matchede aftenens kaffe- og teindtag på terrassen. De smagte som et stykke af himlen i Provence…

Fandanko tilbyder Take Away i høj kvalitet, så jeg var spændt på maden i går. Jeg syntes absolut, at de levede op til mine forventninger og det bliver ikke sidste gang, de får bestillinger herfra. Selv skriver de:

Egentlig er vi bare 3 kræsne og madglade venner – og nu også kompagnoner.
Butikken er ganske enkelt opstået af vores egne behov for en lækker take away butik i Aalborg.
I en travl hverdag har vi savnet en take away butik med gode og sunde råvarer.

Butikkens varer bærer i høj grad præg af vores egne holdninger til det, vi putter i munden. Vi går ikke på kompromis med kvaliteten. Hurtig mad behøver ikke at være stegt i friture.

Hos FANDANKO lægger vi stor vægt på kvalitet og rene råvarer. De varer, du finder i butikken, er derfor enten hjemmelavet fra bunden eller håndplukket fra de bedste leverandører med stor respekt for dine smagsløg.

De lever så absolut op til egne ord. Jeg kunne sagtens se mig selv spise tapas igen i aften og hvor er jeg glad for, at Aalborg endelig har fået en kvalitetsbevidst butik, som tilbyder meget, meget lækker mad, når man ikke selv gider.

Du vil sikkert også kunne lide