Næsten sommer

Vi har nydt aftensmaden udenfor på terrassen. I hjørnet er der varmt og rart. Det er min familie også. Jeg nød det og bliver sådan helt varm indeni, når jeg sidder bænket med dem, jeg elsker.

Dagen er brugt på det rene ingenting. Tant og fjas er det blevet til og nu har Oline negle, som er skiftevis limegrønne og sorte. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg synes om det, men det er vist også helt ligegyldigt, så vidt jeg har forstået.

Det mest fornuftige der er sket her er, at Kenneth har kørt en tur med plæneklipperen, så det hele nu er korthåret. Det klæder nu min have.

Nede bagerst i haven er der hjørnet med valmuerne. De står på en baggrund af næsten sølvfarvet træ. Op ad det høje plankeværk vokser æbletræer, brombær, hindbær og jordskokker, så mig generer det ikke, men jeg ærgrer mig fortsat på Leos vegne. Han lever i en cigarkasse nu, men valget er hans og jeg har fred. Tænk engang, at det kan blive nødvendigt med en fæstning for at få fred og ro i egen have.

Jeg har fornøjelse af Leos smukke vimpel, men han kan ikke have andet end ærgrelse ved synet af mit plankeværk.

Jeg tænker ind imellem, at han måske fortryder, at han ikke kunne holde næsen ovre på egen side af hækken, men syntes, at der skulle råbes ukvemsord efter os, skæres ansigter og i det hele taget chikaneres i en grad, så vi ikke syntes, at vi havde andet valg.

Jeg skal lade være med at bruge kræfter på at ærgre mig på hans vegne. Han har selv valgt. Jeg skal i stedet beundre mine valmuer, for de er på deres allerhøjeste nu, selvom knopper stadig står og duver i vinden med løfter om endnu flere kjoler…

Der er bal i min have. Jeg elsker det og så sådan en “sommeraften”, som denne :-)