En lørdag værd at huske

Gårsdagens gæstebud var helt igennem hyggeligt. Faktisk var det sådan en af de aftener, som jeg vil lagre i min forsommerhukommelse, for vejret var helt perfekt, men det var gæsterne altså også. Der blev hygget igennem, for det trængte vi allesammen til. Ella kom med yngte og mellemste og så var der en lettere usund servering på terrassen, mens verden blev vendt og Kenneth grillede lammekølle.

Der duftede, så maverne rumlede højlydt…

Foto af Anne Cathrine

Ind imellem venten på den gode mad, tog vi en havetur, hvor kroppene blev rørt lidt og pigerne legede henholdsvis model og fotograf, mens vi andre så undrende til. Der blev beundret valmuer, snakket stauder (Ella og jeg, for de andre er da ligeglade), kigget syrener, leget med Oskar og alt det andet, man kan lave på sådan en skøn aften.

Foto af Anne Cathrine

Vi sad lidt på terrassen, hvor vi nåede vidt omkring. Mellemste og jeg har altid så meget, vi skal dele, så ind imellem opdagede jeg, at jeg næsten havde glemt de andre, men de forstår heldigvis at klare sig selv. Der blev også handlet i porten, for mellemste leger med bomuldsgarn og trak den skønneste, grønne farve frem af gemmerne. Han havde to nøgler, så jeg gik i gang med en intensiv forhandling. Den endte lykkeligt. Vi udvekslede farver, så nu har jeg et lille nøgle af en helt igennem skrap grøn, som vil stå ualmindelig godt til den lille lilla top/kjole jeg eksperimenterer med for øjeblikket. Han har også mere grønt end før, bare i en anden nuance. Vi er begge tilfredse.

Foto af Anne Cathrine

Oskar hyggede sig, for han er god til at finde plads på skød, klap og kæl og masser af opmærksomhed. Han ved slet ikke, at familien fra Vejgård slet ikke er en hunde- men en kattefamilie. Jeg tror i virkeligheden heller ikke, at det er helt sandt. Man kan i hvert fald ikke se det i deres omgang med min rullepølse.

Vi sluttede aftenen af med kaffe og solbærtærte. Så var der heller ikke én, der kunne rokke med ørerne og vi lod familien slippe for videre tiltale. De kørte hjem, efter at have beriget vores lørdag. Tak for det :-)

PS – jeg tror, at der gemmer sig en fotograf i Anne Cathrine. Hun kan ikke se mit kamera, uden hun lige skal låne og resultaterne, ja de taler for sig selv, synes jeg. Hun er slet ikke uden talent.