8

Fredeligt

Vi har taget en fredelig formiddag, Oskar og jeg. Der er mestendels overskyet heroppe, men der er varmt og dejligt også uden den direkte sol, så vi har nydt livet. Kaffen har været indenfor rækkevidde og det er ikke meget, jeg har bevæget mig denne formiddag. Det passede mig svært godt.

Jeg har siddet stille og hæklet, mens tankerne har været på langfart. Ind imellem tankespind er der hængt tøj på snor, vandet blomster og aftalt grill-aften med Ella. Uhm…

Den lille, hæklede trøje skrider fremad. Jeg har ikke hæklet på den de sidste par timer, så du kan vel fornemme, at det går stærkt. Et dejligt stykke håndarbejde, synes jeg og jeg tror resultatet bliver akkurat, som jeg havde forestillet mig det. Der mangler kun 1½ ærme, så er den klar til en tur i vaskemaskinen sammen med den stribede sweater fra forleden.

I haven er valmuerne i gang med at gøre staudebedet uimodståeligt…

Der er mangle flere blomster i vente, men foreløbig er der kun én på hver af planterne. Det er næsten rigeligt, fordi de er kæmpestore og meget smukke.

Jeg er meget fascineret af den purpurfarvede frugtknude i valmuen. Støvet har den smukkeste farve og indeni valmuen sidder noget, som kunne ligne en mariehøne, men insektet er så tæt belagt med blomsterstøvet, at det er umuligt at se hvilken besøgende jeg har.

Om et øjeblik er den næste vask klar til snoren og familien er oppegående, så nu er her liv og jeg hygger mig fortsat med stort set ingenting. Det er en lørdag lige efter mit hoved – og nej, jeg ser ikke bryllup. Jeg vil hellere nyde, at der er skønt at være… bare at være… udenfor.

Du vil sikkert også kunne lide