Fristelser og gæstevisit

Jeg kunne have købt mig fattig i strikkekits, men det gik anderledes, for jeg er god til at fortælle mig selv, at det, som kan skaffes med et klik over nettet, kan vente. Anderledes er det med de ting, som enten er så billige, at de ikke er til at gå forbi eller noget af alt det kunsthåndværk, som også er repræsenteret oppe på årets Uldfestival.

Jeg gjorde et kup, da jeg faldt over Karen Noes shetlandstweed. Fem nøgler for hundrede kroner og jeg var solgt til stanglakrids, så jeg forsynede mig rigeligt.

Den grønne øverst til højre i billedet fik jeg ti nøgler med hjem af. De andre er her nu i varierende antal, men hver farve tilstrækkeligt til, at der kan strikkes smukke ting af det. Der røg tyve nøgler i kurven, for jeg kunne ikke stå for de smukke garner og jeg vidste, at Kenneth ville elske farverne, så der er potentiale for et projekt til ham, vil jeg mene. Vil han ikke, rummer jeg masser af andre idéer og der er den smukkeste, naturfarvede uld med små nister i retning af grøn, som er reserveret en halsklud til mig. Åh, som det er smukt.

Hos Birthe Sahl faldt jeg i svime over de mange, smukke keramikknapper og de meget smukke strikbrocher, så der blev brugt lang tid på at vælge præcis den rigtige.

I første omgang faldt jeg naturligvis for de farvede af slagsen. Der var violfarvede, pink brændt på rødt ler, turkis så havet må sukke og alt derimellem, men jeg endte med en klassiker, som med sikkerhed vil være smuk til de fleste af mine strik.

Jeg havde vist spændt sikkerhedsline ud under mig selv i går, for det ligner ikke mig, at vælge ovenstående, men så var jeg altså også nødt til at sprælle lidt ved siden af…

En lille, pink broche, som er lige til at skrue i hvad som helst, så den kan danne blikfang på et gråvejrsdag. Den er brændt på rødt ler, så kanterne er til at få øje på, når man bærer den.

Jeg er sikker på, at jeg kommer til at elske dem begge.

Siden faldt jeg for Catherine Collarts skæve brocher. Der var en kurv fuld, men da jeg fik denne her i hænderne, var der ikke længere tvivl…

Skæv og med skæve huse, skal den pynte, når jeg ikke selv kan. Jeg er vild med den fine porcelænsbroche, som har en snert af grøn i bunden.

Og sådan kom jeg hjem med kurven fuld og forøvrigt ligger den gamle brugs lige ved siden af teltene og den rummer så megen overflod af alt mellem himmel og jord, at den ikke kan besøges uden at komme derfra med yderligere ting. Jeg snuppede bl.a. et par smukke, shakerinspirerede kurve, som kan hænge på væggen.

Der var fyrre procent på kurvene, så jeg fik begge med hjem for 55 kroner og ærgrer mig allerede over, at jeg ikke snuppede et sæt mere, men til gengæld fik jeg hils på Jette, som kommer her på næste mandag. Nu har vi da set hinanden, inden vi har sat hinanden i stævne, så det var dejligt :-)

Ja, fristelser var der altså nok af, men dagens ration var brugt og forøvrigt havde jeg en eftermiddagsaftale med Kirsten, som læser med herinde. Lidt hjælp til samling af Cobblestone var lovet, så jeg sagde farvel til Susanne, drog en anelse sydpå, hvor jeg blev trakteret med dejlig varm kaffe, hjemmelavet rabarberkage, som fik englene til at synge, brownies fra Penny Lane og allerbedst dejligt selskab.

Vi kendte ikke hinanden, så det var lidt spøjst at parkere og gå op til en hoveddør og ringe på hos et menneske, som jeg aldrig har mødt før, men der var ingen grund til nervøsitet, for Kirsten forstod at få mig til at føle mig hjemme med det samme.

Jeg hjalp Kirsten med Cobblestone, men Kirsten er jo en erfaren håndarbejdslærerinde, så jeg fik også nye tricks med hjem. Nogle gange kan en simpel demonstration af en strikketeknik ændre alting og sådan var det for mig. Kirsten kan nemlig slå nye masker op for enden af en pind på en helt igennem simpel, men også uanfægteligt genial måde. Fremover vil en opskrift med aflukning og genopslagning ikke skræmme mig det mindste takket være hende. Tusinde tak for at lære mig det, Kirsten. En skønne dag, vil jeg lære fra mig herinde, for den slags genialiteter skal deles, synes jeg.

Jeg tror aldrig man får lov til at gå tomhændet fra Kirsten, så ikke alene fik jeg en ny teknik med i bagagen, men også en dejlig flaske vin og planter til staudebedet. Jeg fik den yndigste plante, som Kirsten kaldte Blue Grass. Det er en græs med små, yndige og meget blå blomster og desforuden fik jeg en anden blomstrende plante med hjem, men jeg har allerede glemt navnet. Jeg håber du vil hjælpe mig, Kirsten.

Jeg frøs en smule efter Uldfestival i nordlig blæst, men det var snart vand under broen, for Kirsten sørgede for både den udvendige og den indvendige varme. Tusinde tak for det :-)