Berit Kiilerich, en fårehyrde

Man tager selvfølgelig ikke på uldfestival uden at møde får. Vi så nogle fine eksemplarer, som stod nyklippede og lidt betuttede, mens de blev nærkigget af både børn og voksne.

De sorte var endda respræsenteret og der var mere end ét. En lille pige, som overhørte min begejstring for netop dem, fortalte, at det var præcis sådan nogle, de havde derhjemme. Jeg spurgte om hun passede dem, men nej, det gjorde hun ikke. Hun kunne bare lide dem, ligesom mig.

Oppe af en skråning kunne vi ane endnu en bod, så vi tog bjergbestigertalenterne frem og stred os vej og gennem bakkens glatte græs. Vi blev mødt af en ram lugt af dyr og et kranie…

Heroppe udstillede Berit fra Lystbækgård. Standen var fyldt til randen med autentiske skind, som lugtede, så nogle børn var ved at besvime, fårekranier, ubehandlet uld og de smukkeste, naturfarvede garner.

Berit selv sad midt i al virakken og strikkede på kæmpepinde med ubehandlet, nyklippet uld. Det så helt fantastisk ud og så var jeg grebet og stod et stykke tid og iagttog hende på afstand. Hun fortalte passioneret om ulden og alle dens gode egenskaber.

Jeg nåede imens at forelske mig i et garn hun havde hængende. Aldrig nogensinde har jeg set eller rørt ved så smukt uld. En spundet, smuk og lysebrun uld var akkurat noget, som talte til mine strikkepinde. Sikke en Cobblestone, tænkte jeg. Den kommer aldrig af Kenneth igen, hvis den først bliver strikket… og så pludselig hørte jeg en sækkepibe og vendte min opmærksomhed mod det der skete lidt henne af pladsen…

Det viste sig, at Berit er Danmarks eneste kvindelige, uddannede fårehyrde. Nu ville hun, sammen med to af sine hunde, vise os, hvordan den slags foregår. Sådan en chance lader man ikke gå fra sig.

Her står Berit klar til at demonstrere, hvordan hun og hundene samarbejder om at holde fåreflokkene samlet. Der var noget at glæde sig til, syntes jeg og det var slet ikke nødvendigt at overtale Susanne. Vi var enige om, at dette her ville vi ikke gå glip af.

Det blev en fantastisk halv time vi brugte ovre ved marken bagved standen…

Jeg har set før, hvordan hyrder og hunde kan drive enorme fåreflokke frem, men det er ikke det samme at se på tv og så stå lige foran og få en medfølgende forklaring, når flokken, som godt nok ikke var stor, løb fra den ene ende af marken til den anden. Hundene var imponerende disciplinerede. Ikke én gang lod de sig distrahere af os, som stod helt tæt langs hegnet, for at få det hele med.

Berit havde to hunde med. Jeg var svært imponeret over, at tæven tilsyneladende ikke reagerede det mindste på Berits kommandoer, men det skulle vise sig, at der var en naturlig forklaring. Hundene forstod hvert sit sprog. Med hanhunden taler Berit dansk, med tæven engelsk. Se det er smart og senere demonstrerede hun hvordan hundene sagtens kunne samarbejde om at flytte fårene.

Jeg var meget optaget af opvisningen og blev stærkt grebet af det oprindelige i hendes fag. Hun er en god formidler.

Berit er uddannet i England. Hun er som sagt Danmarks eneste, kvindelige fårehyrde og var tidligere ansat som hyrde på Ulborg Statsskovdistrikt, hvor man benyttede får i stedet for maskiner til  naturpleje af de store hedearealer. Hun blev sparet væk og tog en rask beslutning, købte Lystbækgård og omdannede den til et besøgscenter for lokalhistorien om egnen og gården. Hun søger bevarelse af de gamle traditioner om fårehold, holder gamle uldteknikker i live og informerer om uld, kartning, kæmning, spinding og vævning. Hun er et passioneret menneske.

Berit demonstrerede hvor nemt det er at lave en uldgarn. Hun indfangede et får, klippede et lille stykke uld af og greb den ten, som var monteret forrest på hendes trøje. I løbet af et øjeblik var hun i gang med at spinde tråd, som vikingerne engang gjorde.

Jeg vil vædde på, at trøjen ikke ville lugte specielt godt, men den ville både omtrent vandtæt og ikke mindst varm. Så nemt kan det gøres, hvis man ikke foretrækker at forarbejde ulden, inden man spinder den.

Efter endt opvisning uddelte Berit “levende visitkort” i form af uldtotter. Mange af børnene ville gerne have et stykke uld med hjem og imens fortalte Berit yderligere om sit liv, som fårehyrde.

Hun fortalte om besværlighederne ved at overleve og om fordelene ved at anvende får til naturpleje. Hun fortalte om ønsket om at lære andre faget, men de uoverstigelige problemer forbundet med det. En lærling ønsker naturligvis løn, som Berit ikke er i stand til at betale, fordi det er mere passion end mammon, som driver hendes gård og der er ingen tilskud at hente på trods af, at dette er et fag, som formentlig uddør med hende, men hun beklagede sig ikke ét eneste øjeblik. Hun ærgrede sig og det er noget andet.

Jeg fik eftermiddagens mest fantastiske oplevelse i hendes selskab. Det kan virkelig anbefales og så vil jeg lige tilføje, at trangen til at blive fårehyrde meldte sig efter mødet med passionen Berit og det er da ikke så lidt, at kunne give andre lyst til ensomhed på heden, synes jeg.

Man kan besøge Berits gård, hvis man skulle få lyst. Jeg har allerede proklameret herhjemme, at de ikke slipper. Vi skal derned. Vi skal!

Kenneth skal vel også have sin uld, for den glemte jeg naturligvis at købe. Jeg fjols.