Uldfestival 2008

Jeg har haft en helt vidunderlig lørdag. Helt og aldeles vidunderlig…

Jeg startede bilen og kørte nordpå, så jeg var i Saltum lige omkring klokken 11. Der var allerede masser af biler deroppe, så jeg holdt i udkanten af byen, men den er ikke verdens største, så det var ikke en uoverkommelig opgave at trave op til de første telte og Bindestuen, som altid er et besøg værd.

Jeg startede med at smutte indenfor i Bindestuen, men allerede efter et kort øjeblik, kunne jeg fornemme, at det omtrent var håbløst at finde plads. Man gik rundt som sild i en tønde og det var håbløst at se modeller eller garn, men jeg nåede at hilse på Ege, som også have fundet vej til Saltum, inden jeg smuttede udenfor igen og gik over på teltpladsen.

To store telte lagde op til fristende overforbrug, men jeg er ikke sådan at skræmme, så jeg sneg mig indenfor, hvor jeg ikke blev skuffet.

De første jeg stødte på, var repræsentanterne for Spindeforeningen og der blev spundet, skal jeg love for…

Der var de smukkeste eksempler på håndspundet garn og som sædvanligt optages jeg lynhurtigt af et håndværk, så jeg fik demonstreret, hvordan man kan spinde med en lille krog, en rundstok og to cd’er…

Jeg så eksempler på det håndspundne garn og der var alt fra en dejlig tyk garn til det fineste, fine tråd. Jeg var ærlig talt behørigt imponeret og meget fascineret af, at man kunne spinde sit eget garn. Jeg havde altså også en god sælger stående her, skal jeg love for. Og talentfuld.

Jeg endte med et startkit, så jeg kan prøve. Det er noget, jeg godt kunne gå hen og blive grebet af, kan jeg mærke.

Denne vest er slet ikke gengivet, som den fortjener. Håndfarvet, håndspundet garn forvandlet til den smukkeste vest, jeg nogensinde har set. Trekant efter trekant, strategisk placerede sprækker og med et har man et helt fantastisk stykke tekstil.

Birthe er mester for denne smukke kreation. Hun var en af de første håndarbejdsinteresserede blogs jeg fulgte, men forsvandt pludselig for mig. Det er ikke en uge siden jeg sidst var forbi, fordi jeg ærgrede mig sådan over, at hun pludselig var væk. Nu fik vi os en snak og det viste sig, at Birthe fortsat blogger – bare et andet sted. Hvor var det dejligt at hilse på hende og ikke mindst at opdage, at jeg stadig kan følge med i alle hendes eksperimenter.

Siden mistede jeg fokus fra fotodokumentation, men fik til gengæld et sansebombardement, der var hele turen værd. Jeg vågnede dog op igen lidt senere, da jeg pludselig opdagede, at jeg havde stået mindst et kvarter ved siden af Karin, fordi jeg ikke kunne vælge mellem alle de fantastisk smukke ting, som keramiker Birthe Sahl havde liggende. Det endte med et par smukke smykker, som kan hjælpe mig til at holde mine sjaler på plads og så kunne jeg endelig komme over og få hilst ordentligt på Karin.

Det er Karin, som har indfarvet og spundet det smukkeste garn til mig. Nu havde hun en stand, som var helt og aldeles fyldt med de smukkeste farvede garner, som udløste det ene suk efter det andet hos mig. Karin og jeg elsker de samme farver. Petroleum og alle de smukke, kølige blå farver, violet og grøn – akvareller i tekstilformat.

Karin havde en trøje liggende, som jeg øjeblikkelig måtte have fingrene i. Farverne var SÅ smukke, at jeg på stedet var forelsket. Karin grinte vist godt af mig, for det viste sig at være hendes allerførste forsøg på hjemmelavet garn, som lå smidt “godt fnulret”, som hun sagde, henne i et hjørne. Det er muligvis hendes første forsøg, men som vi enedes om, så er der altså ikke noget at sige til, at hun fortsatte efter det.

Det var dejligt endelig at få sagt hej til hende.

Efter Karin havnede jeg ovre hos Catherine Collart. Hun er en drøndygtig og humørfyldt keramiker, som havde en stand med alverdens fristelser…

Jeg lod mig friste af den fineste lille broche, som må vente med en fremvisning til i morgen, hvor jeg skal få taget billeder af både den og de smukke tekstilsmykker, som Birthe Sahl havde lavet.

Der var så mange andre, som jeg kunne nævne her, men jeg glemte fotos og jeg glemte navne, men jeg husker – og det gør Bente garanteret også – at jeg brugt LANG tid i hendes hjørne, for jeg forelskede mig på stedet i Albuerum, som ikke rigtigt er tolkeegnet. Vi nåede ud i nogle tanker omkring en modifikation med to ærmer, men så var det pludselig, at jeg fik rigtigt øje på Bente, som var iklædt et par af sine Ærmelinger og de var altså ikke grimme, er jeg nødt til at sige. Så gik det helt galt og jeg endte med slet ikke at kunne beslutte, om jeg skulle strikke det ene eller det andet.

Jeg var nødt til at gå. Det var efterhånden ved at være pinligt, som jeg brugte tid på at stå og væve i det hjørne. Jeg tænkte, at det ville hjælpe at flytte mig en smule, så jeg trak ud på forpladsen, hvor jeg lige nåede at sætte mig, for at tage en beslutning, da jeg pludselig hørte et “Hej Liselotte”. Det var min kusine, som havde læst bloggen og vidste, at jeg var taget nordpå til Saltum. Hun havde, frisk som hun er, tænkt, at hun sikkert kunne finde mig deroppe og ganske rigtigt. Jeg sad jo lige der, på hjørnet til indgangen og var helt alene i verden. Nu var vi to til at dele det hele. Det var dejligt og resten af eftermiddagen havde jeg det skønneste selskab, men uden at træffe en endelig beslutning. Godt Bente også sælger via nettet.

Jeg har hilst på mange af jer, som læser med herinde. Det har været SÅ dejligt og lidt overvældende. Jeg undskylder, hvis jeg har virket andet end imødekommende, men I var mange, som kom og hilste på og jeg var glad for hver eneste af jer, som tog jer tiden til det, men jeg blev faktisk helt overvældet over, at blive genkendt på den måde. Det er alligevel lidt spøjst, synes jeg… men dejligt :-)

Mens vi sad ude på forpladsen kom Kirsten, som læser med herinde, hen og hilste på, som hun havde lovet. Åh, det var bare hyggeligt og så udvidede hun lige vores oplevelser ganske betragteligt, da hun fortalte os, at vi også var nødt til at tage turen til den anden ende af byen, hvor der var endnu to telte OG masser af andet godtfolk, som ville gøre os meget klogere på både det ene og det andet. Hun havde ret. Forude ventede alligevel nogle timer, som i hvert fald gjorde mig klogere, end da jeg tog hjemmefra…