Jeg startede dagen i skyggen. Først en kop stille morgenkaffe på terrassen, mens jeg tog beslutning omkring indsatsområderne i dag. Det endte med staudebedet, som skulle rømmes for ukrudt og uvelkomne snegle, så jeg tog fat fra en ende af og kort tid efter ankom mor.
Kaffen var med i bedet, for den slags skal man ikke holde sig for god til, men mor er en tornado uden lige, så det med at sidde stille og drikke kaffe, det hører ikke hjemme i et staudebed, som er ved at overtages af skvalderkål. I gang med mig…
Faktisk er der to staudebede dernede. Et på hver side af knækflisestien, som vi lavede samtidig med bedet. Da vi var færdige med det første bed, var der endnu et at kravle i, så arbejdsløse blev vi ikke lige med det samme, men ind imellem tog vi en frokostpause i skyggen. Den var velfortjent, vil jeg sige og mens vi holdt pause, foldede den første Allium næsten vingerne ud.
Efter frokost så vi endelig Oline, som stod op, spiste lidt mad og derefter kastede sig over lektierne. Hun sidder stadig inde under halvtaget, med en forlængerledning på omtrent flere hundrede meter, for computeren er selvfølgelig med ude til lektierne.
Imens hun sled, sled vi også. Staudebedene blev færdige og er nu renset for ukrudt. Langs hegnet i den anden ende af haven, er nu gjort rent bord blandt de planter, som gerne skal sprede sig og gøre et bunddække, så jeg snart ikke længere behøver give kunstigt åndedræt. Mor var uhyre flittig. Om jeg fatter, hvor hun henter sin energi henne…
Kæmpevalmuerne står på spring og den første har forsigtigt givet kig ind til de lyserøde kronblade. Uha, som den er smuk, husker jeg. Lad den endelig springe og helst snart.
Så tog mor hjem. Hun var fornuftig og sagde stop, inden hun endte helt udmattet. Jeg drak den sidste kop kaffe, mens jeg lå – nærmest besvimet af fryd – i hjørnet på terrassen, med udsigt til flittige Oline og min gode bog i hånden. Sådan skal en pinsesøndags eftermiddag afsluttes…
Måske med et ekstra lille kig til kvædeblomsterne, som er noget af det yndigste og mest flygtige, der findes. Sarte og delikate springer de nu ud på de to kvædetræer, som er ved at få godt fat.
Nå ja… og så fandt Kenneth starten på en abrikos. Hvad siger I så? Lykken vil jo ingen ende tage.
6 kommentarer
Liselotte
12. maj 2008 at 22:35Peter, jeg prøver :-)
Peter
12. maj 2008 at 21:09“en forlængerledning på omtrent flere hundrede meter”
he he – du maler med dit sprog :-D
Liselotte
11. maj 2008 at 21:06En tomat-bh må der til ;-)
Anne Dyrholm Stange
11. maj 2008 at 19:45Der må snor til, og måske et lille net, sådan som man bruger det ved meloner, en tomat-bh ;-)
Liselotte
11. maj 2008 at 19:25Åh, det er en fryd at tage en havetur efter sådan en dag, Anne. Sirlighed, sirlighed… og senegræs, det har vi også taget vores tørn med i dag. Det er noget fanden har skabt, tror jeg, men bagefter… åh salighed :-)
Tomaterne lyder helt fantastiske, men enten har du ikke plads til planten i drivhuset, eller også skal du belave dig på at binde op ;-)
Anne Dyrholm Stange
11. maj 2008 at 18:49Flittighed og fryd :-)
Sikke en dejlig arbejdsdag i haven, der findes ikke noget bedre, end ny-nippede bede, der er vandet let efter at riven har glattet toppen.
Jeg har også siddet blandt stauder i dag, og myrdet metervis af senegræs, der vælter ind ude fra de vilde områder.
Og så er der sat 2 nye tomater i drivhuset, de er af jugoslavisk oprindelse og skulle efter sigende give kæmpe tomater, virkelig kæmpe, på et kilos penge!
Vi venter i spænding!
Fortsat gode dag, du sommerbrune søde kone…