Flittige hænder

Jeg startede dagen i skyggen. Først en kop stille morgenkaffe på terrassen, mens jeg tog beslutning omkring indsatsområderne i dag. Det endte med staudebedet, som skulle rømmes for ukrudt og uvelkomne snegle, så jeg tog fat fra en ende af og kort tid efter ankom mor.

Kaffen var med i bedet, for den slags skal man ikke holde sig for god til, men mor er en tornado uden lige, så det med at sidde stille og drikke kaffe, det hører ikke hjemme i et staudebed, som er ved at overtages af skvalderkål. I gang med mig…

Faktisk er der to staudebede dernede. Et på hver side af knækflisestien, som vi lavede samtidig med bedet. Da vi var færdige med det første bed, var der endnu et at kravle i, så arbejdsløse blev vi ikke lige med det samme, men ind imellem tog vi en frokostpause i skyggen. Den var velfortjent, vil jeg sige og mens vi holdt pause, foldede den første Allium næsten vingerne ud.

Efter frokost så vi endelig Oline, som stod op, spiste lidt mad og derefter kastede sig over lektierne. Hun sidder stadig inde under halvtaget, med en forlængerledning på omtrent flere hundrede meter, for computeren er selvfølgelig med ude til lektierne.

Imens hun sled, sled vi også. Staudebedene blev færdige og er nu renset for ukrudt. Langs hegnet i den anden ende af haven, er nu gjort rent bord blandt de planter, som gerne skal sprede sig og gøre et bunddække, så jeg snart ikke længere behøver give kunstigt åndedræt. Mor var uhyre flittig. Om jeg fatter, hvor hun henter sin energi henne…

Kæmpevalmuerne står på spring og den første har forsigtigt givet kig ind til de lyserøde kronblade. Uha, som den er smuk, husker jeg. Lad den endelig springe og helst snart.

Så tog mor hjem. Hun var fornuftig og sagde stop, inden hun endte helt udmattet. Jeg drak den sidste kop kaffe, mens jeg lå – nærmest besvimet af fryd – i hjørnet på terrassen, med udsigt til flittige Oline og min gode bog i hånden. Sådan skal en pinsesøndags eftermiddag afsluttes…

Måske med et ekstra lille kig til kvædeblomsterne, som er noget af det yndigste og mest flygtige, der findes. Sarte og delikate springer de nu ud på de to kvædetræer, som er ved at få godt fat.

Nå ja… og så fandt Kenneth starten på en abrikos. Hvad siger I så? Lykken vil jo ingen ende tage.