Endelig kom hun…

Annemette overraskede os ved at ankomme nogle tidligere end annonceret. Det er noget hun ynder at gøre og hun griner altid, når hun træder ind af døren. Vi griner også, men det er mest af glæde over hun ankommer, for os kan hun ikke længere overraske. Kaffen stod nybrygget og klar, da hun trådte ind af døren i går, så hvem snød hvem, spørger jeg bare…

Der var dog absolut ingen kontakt, før hun havde fået ringet til Heidi og havde sikret sig, at hun havde det godt. Det kan man jo blive fornærmet over, men jeg synes, det er et meget sympatisk træk og faktisk havde Heidi det ikke godt, men tåleligt og det var tilstrækkeligt til, at hun kunne vende opmærksomheden mod os. Det var dejligt.

Så tog vi kaffen med udenfor på terrassen, for nok var himlen mørk på sine steder, men der var lunt og dejligt og udelivet kan jo nydes, indtil det regner for alvor…

Lammet kom på grillen, Kenneth og Annemette kiggede på biler – er jeg bange for – og pludselig kom vores kusine Susanne, som straks blev installeret i et hjørne på terrassen med en kop te. Så blev der snakket og grinet, for Annemette og Susanne har ikke set hinanden siden Alexanders bisættelse og før det var der vist nærmest gået et årti eller mere. Der var meget at vende.

Minutter senere kom mor også og blev installeret på terrassen. Nu gik snakken og vi hyggede os vældigt, mens lammet fristede med liflige dufte, som bredte sig i hele haven.

Det endte med mad på bordet og mad i maven og det endte også med et selskab, som var lidt mere omfangsrigt end først antaget og den slags gør ingenting, men ofte en aften endnu bedre. Vi improviserede og det endte med den skønneste middag, kaffe og spil, så vi grinede til maverne gjorde ondt.

Vi spillede Sybarit. Annemette og jeg var på hold sammen. Vi vandt! Sådan skal det være!

Lidt senere i dag skal vi til stor fødselsdagsfest, men først kaffe og snak… Uhm :-)