13

Glædesmad

Der er taget lam ud af fryseren. Økologisk, tidligere levende og lykkeligt lam, som skal grilles. Annemette kommer alene, for Heidi er desværre bukket under for en skulder og nakke, som slet ikke vil, som hun vil, men ikke desto mindre skal der festes lidt, når den raske halvdel ankommer. Vi glæder os nemlig sådan.

Et festmåltid hos os kan sagtens være marineret, grillet lam med nye kartofler i en rustik salat, lidt friskbagt brød og siden hen et stykke af den gode chokolade til den kaffe, som uvægerligt følger efter. Sådan bliver det nok, for Kenneth er gået i krydderurterne for at proviantere…

Kenneth i krydderurterne

Han snupper lidt hist og lidt her, mens han glædes over, at de fleste af urterne allerede er klar til at byde ind med friske kviste. Selv mynten kan hentes allerede.

Jeg glædes over at se, at han bærer en af sine Cobblestone. Der er noget ved at strikke, når det bagefter bliver modtaget med glæde og brugt omtrent hver eneste dag.

Koncentreret

Han samler koncentreret til huse i en lille kurv, jeg har stående derude til samme formål. Det kan sagtens give en følelse af lykke, at være selvforsynende, selvom det er i så petit målestok.

Indtil krydderurterne kommer lidt mere i vækst, tror jeg, han nøjes med urter til marinaden og undlader, at kaste nogle af dem på kullene. Det ynder han ellers at gøre. Det dufter dejligt, men alene duften af en tændt grill skal nok give mundvand, er jeg sikker på og når først lammet begynder at dufte, er der ikke et øje tørt…

Mørke skyer

Måske mest på grund af den regn, som allerede har været forbi med et par dråber for lidt siden. De blev fulgt på vej af et skønt tordenskrald, men desværre kun ét. Jeg håber på flere, mens jeg går og glæder mig til at få tændt grillen. Uhm.

Du vil sikkert også kunne lide