Kenneth og jeg er forskellige og selvfølgelig er vi det. Vi knytter os til forskellige ting. Vi giver slip i eget tempo og vi giver hinanden plads til lige præcis det. Det har været godt i forhold til Alexander.
Tid er en underlig størrelse, for det er allerede 1½ år siden, vi mistede Alexander og alligevel er det kun for et øjeblik siden. Jeg tænker fortsat på ham hver eneste dag. Forskellen er, at det ikke er hver eneste dag, at jeg græder over tabet, men langt størstedelen af dagene kan jeg tænke på ham og bare ende med en varm følelse i maven. En taknemmelighed over, at han kom her forbi. Det er dejligt og det er fremdrift. Det er godt, fordi det er tydeligt tegn på, at jeg heler.
Det er ikke fordi jeg har glemt smerterne, der er forbundet med Alexanders sidste tid. Det er ikke fordi, jeg har glemt de svigt, jeg stadig synes, Alexander og hans familie oplevede, men det er fordi de ting med tiden er veget for alle de smukke, sjove og gode minder jeg har om mit hjertebarn.
Hver aften falder jeg i søvn med udsigt til Alexander. På en reol her i mit værelse står et af mine yndlingsbilleder af Alexander. Det er det sidste jeg ser, inden jeg lukker øjnene. Jeg har det godt med, at det er sådan. Kenneth kan ikke se det billede. Han ønsker det heller ikke, for det er stadig forbundet med stor smerte, at mindes Alexander og hans sidste tid. Kenneth har brug for mere tid, end jeg har. Det er i orden med mig.
Kenneth har taget et stort skridt for nylig. Han har sat Alexanders bus til salg. Det kan synes mærkeligt, at man knytter sig til en bus, men virkeligheden er, at den bus har været rammen om så mange af Kenneth og Alexanders fælles oplevelser, at den i virkeligheden repræsenterer hele deres fælles liv for Kenneth.
Bussen har længe været alt for stor, alt for dyr og alt for upraktisk, men den har været en del af vores hverdag, fordi den var nødt til at være det. Det er Kenneths sidste bastion, som falder i morgen, når bussen bliver hentet. Den er solgt. Kenneth har selv valgt, at det skal være sådan. Det bliver frygteligt vanskeligt for ham, at se den køre væk, men han er klar nu, siger han. Jeg tror ham og egentlig har jeg syntes, at det var en lidt sjov ting at være så tæt knyttet til, men pludselig kan jeg mærke, at den bus også betyder noget helt specielt for mig.
Jeg vil vædde på, at vi står to mennesker ude på gårdspladsen og fælder en tåre i morgen, når den kører her fra for sidste gang. Kald os bare underlige, men sådan er det vist.
31 kommentarer
Liselotte
1. maj 2008 at 08:20Tak for din kommentar, Vibeke. Det er et stort held, at det er det gode, som bundfælder sig. Livet havde været svært, hvis ikke det var sådan :-)
Vibeke Bruhn
1. maj 2008 at 04:27PS
Der er heldigvis ingen forkert måde at beabejde sorg på
– de følelser og tanker vi har, har vi jo. Sådan er det.
Vibeke Bruhn
1. maj 2008 at 04:21Kære Liselotte
Jeg har fulgt dine tanker og følelser i prosessen med Alexander – dem du deler med os andre – hele vejen.
Det er lærerigt at se hvordan du klarer store kriser i livet og komme helskindet videre.
Som du skriver, er tid er noget underligt uhåndgribeligt noget!!!!!
Det gode vi vil være længe i, forsvinder hurtigt –
det dårlige, kan næsten ikke få ende.
Når man har et sundt sind, er det så fantastisk, at det er det gode der bliver hængende i længden og man altid vil have med sig.
Det er en stor glæde at have nogen at elske som elsker tilbage.
Tak for en på alle måder spændende blog,
hvor du deler store og små ting med os –
også de smukke billeder.
God vind i de sejl du sætter.
Liselotte
30. april 2008 at 21:20Det gjorde ondt, Anja.
Anne
30. april 2008 at 20:43Oh, så må det have føltes virkeligt slemt, at de der kanaljer huggede bilen og hærgede den. Av-av. Måtte han komme godt gennem dagen – trods alt.
Liselotte
30. april 2008 at 20:16Nej, det er vist ikke spor underligt, Bop. Det går den rigtige vej. Det tager bare den tid, det tager :-)
Bop
30. april 2008 at 20:07Det er ikke spor underligt hvis I skulle få lidt støv i øjet når bilen kører bort i morgen.
Iøvrigt kender jeg det med at sorgen over minderne gradvist over tid ændres til noget andet, mere positivt og brugbart. Det går den rigtige vej.
Liselotte
30. april 2008 at 16:27Ja, der venter en afsked i morgen, men det går an. Vi kan godt.
Jeannette Mariae
30. april 2008 at 15:57Alt er vel sagt… Så kun gode tanker herfra til det farvel, der endnu engang skal tages i morgen. Knus ;-)
Maria Jensen
30. april 2008 at 15:54Kære LiseLotte!
Selvfølgelig vil i en fælde en tåre når bussen med de mange kærlige minder triller afsted mod “Sit” ny hjem.
En trøst må være at Alexander IKKE køre med i bussen han vil for altid være i jeres hjerter!
knus Maria
Liselotte
30. april 2008 at 15:40Ja, der er mange følelser i spil, når vi mennesker tager afsked. Det er ikke altid lige logisk og fornuftsbetonet, men det skal det heller ikke være. Det er i orden at gemme det, som betyder noget. En stor Caravelle er bare lige i overkanten ;-)
Sofie
30. april 2008 at 14:55Underlige er da det sidste jeg vil kalde jer. I da bare så drønhamrende meneskelige som nogen kan være. Ja, nu sidder jeg næsten og tuder, for forpokker hvor kan jeg sagtens forstå jer. Det er jo en afsked I har gang i. Det kan godt være at det fysisk ‘bare’ er en bus, men det er jo livet med den bus, I tager afsked med. Mange gode tanker, Sofie
Hanne C
30. april 2008 at 14:54underlige…..nej I er forældre..
Lisbeth
30. april 2008 at 14:29Åh, jeg forstår også jeres tilknytning til bilen. Men dejligt at en anden familie kan få glæde af den nu. Jeg har stadig en tandbørste, som jeg ikke kan smide ud, selvom det snart er 12 år siden, den blev brugt. Tiden bare flyver afsted.
God Kr. Himmelfart til jer alle.
Gitte
30. april 2008 at 14:07Det er et stort skridt Kenneth har taget, men som Lotte siger – en anden familie får nu glæde af den.
Vi har lige været til årsminde med min veninde og det var meget overvældende, men en god oplevelse. Hun mistede sin søn for et år siden, trakisk ulykke.
Så jeg forstår godt den sørg jeres familie går med, det er jo ikke helt bare at ligge på hylden.
God eftermiddag til jer.
Alice Ibing
30. april 2008 at 13:54Jeg forstår godt Kenneth:-) Mange bastioner er faldet her på matriklen og livet er gået videre, men inde i skabet står stadig en dåse med fortykningspulver som jeg har meget svært ved at skille mig af med. Temmelige fjollet måske, men sådan er det..
Det gør mig rigtig glad at høre, hvordan I har formået at støtte hinanden gennem sorgen også selvom I har hver jeres måde at tackle den på. I mit tilfælde gik det ikke. Venner er vi stadig, men vi fandt aldrig ind på den samme vej igen…
Tanker til jer…
Lena
30. april 2008 at 13:29Skjønner Kenneth godt jeg, det er ikke så lett å gi slipp. Det kom noen tårer her hos meg nå, når jeg ser for meg dere 2 på gårdsplassen når bussen kjører avsted.. Sikkert både lettelse, sorg og smerte. *klem*
Hannah Reber
30. april 2008 at 13:07Sidder også her med tårer i øjnene. Vi havde også en rød bus ford transit som vi brugte når vi var på besøg hos vennerne og det var meget hårdt at sælge den. Men netop fordi det var en familie der kunne lide den som den var og ikke ville lave om på det hele kunne vi glæde os over at den ville køre videre og glæde mennesker. Liselotte du har været så kær at svare på mine private mails og du kan tro jeg har tålmod med dig. Du er unik. Dine ord giver mig ange glæder og dine kreationer i garn plus ikke at glemme dine skønne fotos. Sender gode tanker til jer begge og lad bussen køre videre med nye mennesker og nye oplevelser. Knus fra Schweiz
Ella
30. april 2008 at 13:07Jeg kan sagtens forstå Kenneths følelser for bussen – vi stod forleden og snakkede med den og om den ude på gårdspladsen. Han er klar til at give slip, selv om det bliver svært for ham – og dig – og vel også Oline, der har haft så mange minder med Alexander og bussen.
Jeg sender en tanke :-)
Liselotte
30. april 2008 at 12:35Det skal den, Lotte :-)
Lotte
30. april 2008 at 12:13Jeg forstår det sgu godt, Liselotte.
Men nu får en anden familie glæde af bussen og sådan skal tilværelsen nok gå videre…
Liselotte
30. april 2008 at 12:01Det bliver meget, meget underligt at sige farvel til den, men det er på tide og den kommer ud og gør meget større gavn et andet sted, så det er i orden.
Marianne, den bus er nemlig en kolonihave på hjul, når man er forældre til de her specielle børn, for den giver os frihed til oplevelser, som vi ellers ikke kunne få. Det er jo derfor, at den er så betydningsfuld :-)
Jo, det bliver vemodigt, men jeg kan lide ham, som kommer og henter den og det gør, underligt nok, en stor forskel.
Det var præcis den bus, som blev kapret af et par pirater med jordbæris i maven ;-)
fisker & fernández
30. april 2008 at 11:53Det er forskelligt, hvordan man mindes sine elskede og de oplevelser man har haft sammen. Nogen goer det i tankerne og andre i ting, som er direkte forbundet med oplevelserne.
Faeld en taare i morgen, det er et farvel til Alexanders bus, men det er ogsaa et skridt videre i en ny retning. Minderne, billederne, tankerne og oplevelserne forsvinder jo aldrig.
Louisek
30. april 2008 at 11:52Ja det er nok ikke det sjoveste. Jeg vil tænke på jer.
Forresten, var det så ikke også den bus, der blev “Kapret” af et par frække pirater?
Deborah
30. april 2008 at 11:49Nej det er ikke underligt synes jeg. Kender godt det med, at knytte sig til de underligste ting. Eller have svært ved noget, som andre måske ikke forstår. F.eks. har jeg det svært med det hus, mor og far skulle være flyttet i. Jeg kan simpelthen ikke lide at være der. Det er nu kun sommerhus, men det er meget min mor, fordi hun gjorde meget ud af det lige før hun døde.
Anne, Mandagspigen
30. april 2008 at 11:49vist fælder I en tåre, den var jo en del af jeres liv med Alexander. nu triller bussen videre ud til andre opgaver…. Pas nu godt på hinanden ( det gør i jo :-)
Jane
30. april 2008 at 11:48Kan jeg godt forstå…
Anni
30. april 2008 at 11:30du skriver : Jeg vil vædde på, at vi står to mennesker ude på gårdspladsen og fælder en tåre i morgen……. og det helt i orden og jeg gjorde det saa nu, hvor jeg laeste din blok!
Forresten tillykke med det röde lyn. wauh…
KH fra Wien
Marianne
30. april 2008 at 11:17Jeg kan godt forstå følelsen, tror jeg. Den bus rummer så mange ubeskrivelige minder – især de gode. Fordi sådan en bus gør at man trods alt som forældre til et handicappede barn kan komme ud. Jeg mindes alle de gange vi har holdt i skovbrynet og bare siddet inde i bilen og spist madder eller lign. Sådan en bus er meget mere end en bil – det er nærmest en lille kolonihave på hjul. Det bliver godt at den kommer videre, men det bliver også tungt. Jeg tænker på jer :-)
capac
30. april 2008 at 11:17Jeg kan sagtens følge Kenneth og hans tilknytning til bilen. Sådan cirka har jeg det også med den gamle bil, jeg har arvet efter mine forældre.
Lene
30. april 2008 at 11:16sådan er det Liselotte, og hvor er det godt at I giver hinanden plads til forskellige måder at sørge og sige farvel på. Alt for mange bliver skilt fordi de har svært ved at rumme hinandens sorg.