43

En rynket rosin… eller…

Der er masser af ting ikke at elske, hvis man er sådan indrettet, at man helst finder fejl fremfor noget smukt at bemærke. Jeg kan huske min farmor. Hun elskede sine rynker og hun havde – mildt sagt – nok at elske. Det syntes jeg var dejligt, for jeg elskede dem også og syntes, at de var meget smukke. Mine fingre kunne vandre lange og krogede ture ned ad hendes kinder, langs furer, som var resultat af et levet liv.

Min mor har rynker. Min far havde vel også sin andel, men jeg husker dem ikke så tydeligt, nok mest fordi mænds rynker på en eller anden måde ikke falder i øjnene på samme måde, som en kvindes gør. Mine øjne altså. Jeg ved ikke hvordan dine er indrettet.

Rynker på vej...

Nu er det min tur. Genetisk er jeg ikke disponeret, så jeg holder mig evigt ung og nærmest rynkefri. Jeg ligner vist mest min far, men her kommer farmors rynker vel også ind i billedet. Jeg har en del rynker til gode endnu, er jeg temmelig sikker på, men skal sandheden frem, så elsker jeg kragetæerne ved øjnene. Dem, som bliver tydelige, når jeg smiler. Dem, som ender med dybe furer, som formentlig trækker mine øjne ned til kineserne, bare jeg venter længe nok.

Jeg elsker den dybe fure i panden, som mor meget tidligt advarede mig om. “Du får en dyb fure i panden, når du rynker bryn på den måde”, sagde hun altid, da jeg var yngre. Hun fik vel ret og hvad så? Jeg kan lide den. Jeg kan gøre den helt dyb og meget tydelig, når jeg vil. Jeg vil godt ind imellem og specielt, hvis jeg kan drille mor lidt med den.

Jeg synes, at min mors rynker er smukke. Jeg synes, at de vidner om et liv, som er levet og levet godt. Jeg ved godt, at det er frygteligt moderne, at prøve at undgå de rynker, men jeg kan altså lide dem og har glædet mig til at få dem, så jeg gider ikke gå og gemme dem.

Måske ændres mit forhold til dem med alderen, men lige nu kan jeg faktisk godt lide dem. Jeg hilste min første rynke velkommen. Hvad gjorde du?

Update… fordi jeg synes, at jeg også ligner udskidt æblegrød og Mor Skrap MED rynker…

Kat synes i en kommentar til indlægget her, at jeg ser så forskellig ud hver gang, hun ser et billede af mig. Tidligere i dag var jeg Mor Skrap, lige inden Oline og jeg skulle op til skole/hjem-samtale. Truende og med mørke skyer i øjnene… men vist egentlig meget lig den Liselotte, du kunne møde på gaden, så her er jeg… sådan i ucensureret udgave…

Skrappe Liselotte

– og forøvrigt griner jeg altid… men altså ikke her. Jeg er SKRAP, kan du godt se, ikke? Måske ligner jeg Kat’s keramiklærerinde. Måske ikke. Jeg ligner vist i hvert fald mig på sådan en helt gennemsnitslig tirsdag efter en arbejdsdag og inden en kop kaffe ;-)

Du vil sikkert også kunne lide