Hverdagsudsigt

Det er svært ikke at være glad med den mand jeg er udstyret med. Han går til makronerne og stikker ikke op for bollemælk, men han tager gerne imod idéer og dem er jeg jo fuld af, så det kan nok være, at han har været i sving i dag.

Jeg har dirigeret imellem næsepudsning, hosteanfald og latterlige forestillinger om, at jeg sikkert sagtens lige kunne…

Det kunne jeg så ikke. Jeg holdt mig pænt i skindet, men nød i stedet for, at jeg kunne se Kenneth arbejde ihærdigt med at gøre terrassen forårsklar. Det er lykkedes.

Kenneth har endda købt de smukkeste kobjælder. Tre forskellige farver. De kommer vist i jorden senere.

Der er så fint derude og det kan ærgre, at vi ikke har ferie og bare kunne nyde, men i stedet har to syge madammer på matriklen, for nu ligger Oline der også. Hun måtte kapitulere i går aftes for alvor og er nu akkurat lige så søløvesammelignelig, som jeg er. Hun hoster, pudser næse, har ondt i halsen og er overraskende stille. Det sidste tillader vi os at nyde. Det varer kun så kort.

Jeg synes selv, at det går fremad. Jeg har det bedre, end jeg havde i går. Jeg har det meget bedre, end jeg havde i forgårs. Jeg er stadig ikke rask, men det går altså fremad og det er sådan set hvad jeg har ventet på, for dette her er alligevel noget sejlivet skidt. Kollegerne har ligget i sidste og forrige uge med noget, der ligner, så jeg har en formodning om, at jeg overlever og så går det nok altsammen.

På terrassen har vi aftensol. For et øjeblik siden drak jeg en kop varm te derude. Siddende med ryggen mod muren kunne jeg mærke, at der er en grund til, at jeg elsker lige præcis det hjørne. I det tidlige forår samler muren varme i løbet af dagen, så der er lunt selv her klokken næsten otte.

Det har været en vidunderlig forårsdag. Jeg samler energi på en dag som denne. Jeg har god brug for den. Om lidt vil jeg være helt rask, så hverdagen kan genoptages. Jeg har haft så lidt af den gennem de sidste mange år, at jeg stadig betragter den, som en luksus. Jeg elsker hverdagen.