14

Godmorgen fantastiske verden

Godmorgen verden, siger jeg, da jeg står op til høj sol, blå himmel og en terrasse, som er gjort sommerklar. Blomster står derude i fine rækker og venter på en, der er frisk på jord under neglene. Træværket har fået olie, brædder og møbler er lyse og uden antydning af vinter og nu mangler kun lidt orden.

Græsset havde en antydning af rim denne morgen, så man skal ikke lade sig snyde, der er stadig koldt i de tidlige morgentimer, men når solen skinner, som den gør denne morgen, er det svært at bevare pessimismen og jeg fyldes af en overvældende glæde over livet.

Livskvalitet handler lige nu om fuglefløjt og solskin for mit vedkommende. Det er banalt, men sandt. Lykken kan findes i det små, hvis man har øje for den og den indfinder sig med det samme, når jeg åbner havedøren og lyden af fugle finder vej ind i køkkenet, hvor kaffen står dampende varm og venter på mig.

Balsam Geranium

Er du A, B eller måske endda C-menneske spurgte Madame forleden. Jeg er vist ingen af delene. Jeg er i stedet dybt afhængig af lyset.

Om sommeren er jeg udpræget A-menneske, som er tidligt oppe, for at nyde morgenstunden. Jeg elsker at vågne med lyset, stå op, lave kaffe og nyde den stilhed, som følger med at være tidligt oppe. Jeg kan gå sent i seng og alligevel være oppe ved daggry. Det er helt anderledes om vinteren, hvor jeg nærmest finder det naturstridigt at skulle op, mens det stadig er mørkt.

Jeg elsker det lyse halvår. Jeg elsker, at lyset vækker mig om morgenen. Lyset gør mig glad og giver mig energi. Jeg er ikke den eneste, ved jeg, men det gør en kolossal forskel for mig, om der er lyst eller mørkt, når jeg skal op. Derfor elsker jeg en morgen, som denne. Godmorgen verden :-)

Du vil sikkert også kunne lide