14

Åh, hvor jeg længes…

Der er blevet gået til den ude i haven i dag. Jeg vidste det bare. Der sker noget, når Kenneth og mor tager fat.

Mor og Oskar forsvandt ned i bedet. Der var sol hele dagen med undtagelse af da jeg tog billedet. Enkelte skyer kom forbi for en kort bemærkning, men forsvandt snart igen. Det nød de begge.

De går til den

Kenneth fandt højtryksrenseren frem, tømte terrassen for overflødigt og startede fra en ende af. Det har taget det meste af eftermiddagen kun afbrudt af en tur ud efter forsyninger. Der røg både jord og blomster i kurven. Det er vist tiltænkt mig…

Terrasseforberedelser

Jeg kan godt mærke, at det kribler i fingrene. Jeg ville sørme gerne stå derude nu, godt i gang med at plante krukkerne til med de smukke blomster, men sådan bliver det altså ikke. Det får vente og det render ingen steder.

Stedmoder

Med hjem var en samling mere eller mindre sølle stedmoder, men de var billige og med lidt kærlig pleje skal de nok blive smukke og gøre terrassen blomstrende. Jeg elsker stedmoder og de holder faktisk det meste af sommeren, hvis man er flittig til at nippe blomster og vande regelmæssigt.

Haveskoene

På en af havestolene står mine havesko. De trækker i mig, kan jeg mærke.

Jeg havde regnet med, at de forlængst var taget i brug, men det endte helt anderledes denne bededagsferie. Jeg er stadig syg og energien er mildest talt svingende, men sådan får det være. Der kommer mange flere gode dage med sol og energi, så det er bare et spørgsmål om at være en smule tålmodig. Det har jeg godt af at øve ;-)

Sommerblomst

Åh, hvor jeg længes derud…

Du vil sikkert også kunne lide