Så gik Oline i dørken. Ikke engang badet nåede hun til, før hun lå og skuttede sig i Kenneths fodende. Der er vist dømt hjemmehygge mere end noget andet og jeg lader dem samle kræfter, uden at blande mig. De trænger, kan jeg fornemme.
Jeg har det bedre allerede i dag. Jeg hoster stadig og er langt fra på toppen, men jeg har det bedre, så der er håb forude. Måske er det ikke langvarigt. Måske jeg alligevel får chancen for at nyde det forår, som venter lige om hjørnet. Jeg håber det.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
3 kommentarer
Liselotte
16. april 2008 at 12:03Ella, hun synes naturligvis, at det er helt og aldeles vidunderligt, den sjuft ;-)
Marianne, jeg er sikker på, at det hjælper gevaldigt :-)
Marianne
16. april 2008 at 11:01Jeg håber at en dag i sengen kan få dem i bedring :-) Sikke nogle skønne tekstiler du viste,ssuuuuuuuukkkkkk :-)
Ella
16. april 2008 at 09:48Det er godt at du har det bedre – men træls, at Oline skranter – eller – hvad synes hun selv? ;-)
Det er et skønt billede med masser af historie :-)