13

Jeg burde så meget…

Mestendels blå himmel, smukke blomster og udsigten til en god dag gør en dejlig mandag morgen, hvor solen er begyndt at skinne. De lover op til tretten grader. Det er da forår, så jeg håber solen holder ved, til jeg kommer hjem igen. Så kunne et hjørne på terrassen godt lokke mig udenfor, er jeg sikker på.

Godmorgen verden

Min ryg er stadig temmelig påvirket af lørdag aften og det er noget skidt, for forude venter en lang arbejdsdag, men jeg tager afsted og ser hvordan det går. Jeg har både en bruger og en kollega, som begge regner med mig denne morgen. Hensynet til dem vejer tungere end hensynet til mig selv. Sådan er vi mange, som har det. Alle os, som ved, at der venter mennesker i den anden ende, som må undvære, hvis vi ikke møder ind.

Jeg burde tilbringe formiddagen i en svømmehal. Jeg burde svømme med lange seje tag, mens ryggens muskler gav slip i stedet for at sidde tilbage, som en stor knude, som konstant minder mig om, at jeg er udstyret med en bagside. Jeg burde så meget…

Om et øjeblik tager jeg afsted. Jeg er sikker på, at der forude venter en dejlig dag med faglige udfordringer og masser af grin. Det kan opveje meget.

Du vil sikkert også kunne lide