15

Måske sku’ man…

Jeg har lige kogt æg nok til en mindre kolesteroleksplosion, for der er gang i forberedelserne til aftensmaden, som skal indtages i Ella og AC’s selskab. Vi skal have koftas, som vel er en sydlandsk omskrivning for den lidet eksotiske kødbolle.

Æg nok

En god, krydret fars svøbes omkring de kogte æg, som efterfølgende steges sprøde på panden. Karry er en vigtig ingrediens i farsen, synes vi, så det skal til.

Til kødbollerne serveres stærkt krydrede ris og en god, mild yoghurt, rørt med persille, hvidløg, karry og andet, som falder i skålen undervejs. Ved siden af laver vi en salat, som skal smage lidt sødt, lidt surt og lidt stærkt, men i første omgang gjaldt det altså æggekogningen.

Femten stykker blev det til, for der skal være lidt til morgendagens frokost. Kun ét sprækkede. Jeg er ganske tilfreds. Og nu gider jeg ikke koge mere… det skulle da lige være en halv time på sofaen.

Du vil sikkert også kunne lide