Oline og Oskar var ude at nyde det gode vejr. De spillede fodbold. Oline skød og Oskar løb efter bolden, som var han skudt ud af en kanon.
Så langt, så godt, men det er ikke, hvis sandheden skal frem, det mest talentfulde foldboldgeni jeg har gående herhjemme. Faktisk er det en udfordring at ramme bolden, så pludselig så jeg Oskar flyve gennem luften og bolden ligge tilbage på plænen…
Den eneste der hylede, var Oline. Det gjorde hun til gengæld også.
Oskar er stadig frisk på en omgang bold og forstår ikke, hvorfor Oline ikke vil… men sikke en forskrækkelse hun fik. Det bliver ikke fodbolden, de kommer til at dele foreløbig.
PS – Oskar virker helt okay, men vi holder naturligvis øje med ham.
24 kommentarer
Liselotte
12. april 2008 at 09:01Det kunne vise sig at blive nødvendigt, capac ;-)
capac
12. april 2008 at 08:50Øvelse gør mester. Hvis du nu anskaffer en beskyttelsesdragt til Oskar – à la dem, ishockeyspillerne har på – så går det nok! ;-)
Liselotte
12. april 2008 at 01:34Anja, vi bærer vist allesammen på den slags historier. Godt Chang ikke mistede fingrene ;-)
phenixmum, jeg tror også, at han er helt klar til at lege igen i morgen :-)
phenixmum
12. april 2008 at 00:23Vidunderet & jeg skal ikke le av de uheldige parter..
it takes two to tango..
Han henter den røde nikeballen sin i boden og setter god avstand mellom frembena- og vips så har du en norsk landslagshund.)
Hils Oline fra meg og si at i lek så kan alt gå an – Oskar er en tøffing – han er klar til ny lek om et par dage..
Gode klemmer fra phenixmum
Anja ligenu
11. april 2008 at 23:54Det glemmer hun nok aldrig. Jeg sparkede engang døren til klasseværelsets garderobe i netop som min gode ven Chang kom og tog fat i karmen. I den efterfølgende time måtte lærene sende mig hjem fordi jeg var helt hvid i hovedet og skulle kaste op.
Chang er i dag helt fin.
Liselotte
11. april 2008 at 22:57Han er helt i orden, så der er ingen fare, men forskrækkelsen sidder i Oline endnu…
Mette
11. april 2008 at 22:00Det er forfærdeligt at gøre sine dyr ondt… Og dyrene tilgiver os øjeblikket efter. Det tager længere tid med os selv…
Jeg var altid meget forsigtig med ikke at sparke efter bolden, hvis der var den mindste risiko for at ramme samtidig med at hunden ville prøve at bide i bolden. Det var mit skrækbillede i hovedet at ramme kæben. Det skete heldigvis aldrig.
Men de kan holde til meget de små kræ. Og hvis i kan røre og klemme uden at han giver sig, og han ellers opfører sig normalt er der ingen grund til panik.
Anette B
11. april 2008 at 21:53Godt at ingen kom til skade – det er da synd for dem begge.
Liselotte
11. april 2008 at 21:24De klarer sig vist fortrinligt, begge to :-)
Tina Poulsen
11. april 2008 at 21:18Ja jeg må jo altså indrømme at latteren bobler her!!! Nu ved jeg jo at ingen kom til skade, ud over en grim forskrækkelse… så er det vist tilladt ;)
Opmuntrende smil til både Oline og Oskar!! :)
kagekonen
11. april 2008 at 20:29jeg griner altså også, for jeg får som Lotte ‘Monty Python’ agtige billeder frem på den indre skærm… Men hold da op, hvor jeg også føler med den stakkels bold-udfordrede Oline.
Stine
11. april 2008 at 19:53Jeg sidder her med et skævt smil, det bobler frem ;) Jeg kan tydeligt huske hvor dårligt jeg havde det da jeg trådte på naboens hunds hale, forståeligt har Oline det langt værre. Heldigvis tilgiver hunde ofte hurtigt – forhåbentlig slipper han med forskrækkelsen. Sikke en historie!
Liselotte
11. april 2008 at 19:53Åh jo, Helle… det blev hun ;-)
Helle K.
11. april 2008 at 19:08Jeg var lige ved at grine, men gjorde det selvfølgelig ikke ;) Hvor uheldigt og synd for Oline – jeg kan godt forstå, at hun blev forskrækket, da bolden lå tilbage :)
Liselotte
11. april 2008 at 18:42Der var temmelig meget “Flying Circus” over det, hvis jeg skal være ærlig, men det var rigtigt synd for Oline, for hun blev så ked af det bagefter. Oskar er i fin form… selv efter at have leget “Kanonkongen Mortensen”, så der er ingen ko på den is ;-)
Marianne
11. april 2008 at 18:29For helgoland da ………
Lotte
11. april 2008 at 18:27Ja sorry, men jeg kom også til at grine. Det er VILDT synd for dem begge, men fanden billedet i hovedet trækker i retning af noget Monty Python´s Flying Circus eller noget *G*
Susan
11. april 2008 at 18:17Undskyld men jeg kom altsaa til at grine … ret hoejt – dog kun fordi du skriver at Oskar har det godt.
Sikke et syn, Flyvende Oskar :-)
Jeg kan godt forstaa hun blev forskraekket og ikke har lyst til at spille fodbold – maa jeg anbefale en mindre bold og saa at hun kaster den :-)
Frøken Solhat
11. april 2008 at 18:16….jeg sidder her og kan altså ikke lade være med at grine Liselotte ;0)
Det er da helt tragiskkomisk…. kan lige se det for mig…. men er glad både på Oscar og Olines vegne over at intet uopretteligt skete. God week-end.
Anne Dyrholm Stange
11. april 2008 at 18:04Stakkels Oscar og stakkels Oline :-(
Jeg kan let forestille mig, hvor ked af det hun blev, det er ikke rart at komme til at gøre hundebassen ondt – fodboldgeni eller ej…
Pust til Oscar og et strøg over krøllerne til Oline!
Bambi72
11. april 2008 at 18:00Uf for den da :-(
Randi
11. april 2008 at 17:57Det ku´ jeg også sagtens have gjort :-/ Intet boldøje her – men masser af medfølelse med Oline, for man hader bare sig selv, når man uforvarende er kommet til at gøre sit dyr ondt. Herhjemme bliver der trådt på en pote i ny og næ – det udløser et højt piv og en masse logren og mange undskyldninger ;-) Min største frygt er at smække bildøren på halen en dag.
Oscar har det sikkert helt fint, at dømme udfra hans opførsel.
Liselotte
11. april 2008 at 17:56Catarina, han er blevet ramt et meget “heldigt” sted, tror jeg. Han er frisk, som en havørn… og jo, han har en indiskutabel lighed med en fodbold ;-)
Catarina
11. april 2008 at 17:52Det var da utroligt Oscar ikke sagde en lyd.
Med lidt god vilje kan Oscar da også godt lige en fodbold sådan lidt da… jeg mener han er jo sort og hvid… og hvis han nu var krøllet lidt sammen sååå….