9

Morgen med ingenting…

Stille morgen

Briller er blevet et nødvendigt støttekorset for mine øjne, så jeg samler til huse af de billige, for jeg er ikke specielt god til at huske, hvor jeg lægger dem.

I går faldt jeg over et par røde briller, som med garanti ikke lige kan forsvinde, eller…

I hvert fald er de ikke forsvundet endnu. De er gode, når jeg sidder her i stilhed og læser blogs, skriver en smule og i det hele taget glæder mig over dagen, som lige er startet.

Om nogle timer skal jeg afsted sydover, men inden er der tid til at nyde, at dette er en fridag, som må bruges akkurat, som jeg lyster. Lige nu er det altså ingenting, der er i højsædet og så måske en strikkepind eller to…

Halskanten

Babysweateren er på vej ind i den afsluttende fase. Jeg mangler kun en stolpelukning, som skal udtænkes om et øjeblik. Den skal ligge pænt og glat på sweaterens forside, så det skal gøres med omtanke.

Bagefter er der den babyblå alpaca. Jeg skulle jo nødig komme til at kede mig… inden foråret for alvor sætter ind, og jeg pakker strikkepindene væk for i år.

Du vil sikkert også kunne lide