At skønne på…

Jeg er næsten lige kommet hjem. Dagen blev lang, men god, for Ole kunne modtage besøg og jeg strøg lige derud efter arbejde. Han har det bare så godt og jeg blev bare SÅ glad, for vi har hygget os gevaldigt og grinet, så tårerne trillede.

På mit havebord står stadig de stedmoder, som jeg købte for snart to uger siden. De er ikke nået meget længere, men der har været andre ting på programmet, som har gjort plantningen af blomsterne til en langsommelig affære. Sådan skal det bare være. De er akkurat lige så sejlivede, som Ole er.

I stedet for at ærgre mig over synet af dem, mindede de mig bare om den rigdom, der ligger i at være i stand til overhovedet at komme hjem.

At kunne træde ind over egen dørtærskel, når jeg vil. At kunne spadsere ud i haven og se tingene gro og grønnes. At kunne sætte den ene fod foran den anden, det er en rigdom, som ikke er alle forundt og hverdagen bliver dejligt mild og blød, når tingene sættes i perspektiv, som de gør for mig i øjeblikket.

Jeg vælger i stedet at glædes over, at de står så smukt op af den røde mur, ved siden af bænken, som om ganske kort tid skal indtages i sen eftermiddagssol, bare fordi jeg kan.

Bare fordi jeg kan…