Jeg arbejder stadig. Jeg skulle have holdt fri for længe siden, men sådan er det ikke gået. Jeg er i gang med at lave en annonce, som indeholder fotos af samtlige tolke ansat ved Center for Døve. Det er der kommet meget morskab ud af…
Det sidste vi opdagede, da vi endelig – langt om længe – havde landet alle fotos her hos mig, havde efterbehandlet dem, beskåret, minimeret og placeret var… at et af de mennesker, som havde sneget sig ind på vores afdeling i Odense, slet ikke var en tolk, men en for os fuldstændigt ukendt mand.
Vi har stadig ikke opklaret hvem han er, men nydelig ser han ud. Han er dog forlængst udskiftet med “vores” mand i marken, men hold da op som vi grinte, da vi fik øje på ham. Godt den sendte fil ikke viste andet end et nydeligt pasfoto af en godt nok total ukendt mand. Man kunne jo have forestillet sig noget, som var meget værre ;-)
6 kommentarer
Liselotte
28. marts 2008 at 08:04Yrsa, det har været spøjst :-)
Søren, man kan jo aldrig vide ;-)
Hannah, det er en dejlig morgen :-)
Hannah Reber
28. marts 2008 at 07:55En smuk opvågen med morgenkaffen og Sørens nattergal.Tak
Søren
27. marts 2008 at 23:15Undskyld en ukendt skriver, men det kunne jo have været den
hemmelige millionær, her er ihvertfald en buket
http://www.padronelpaso.net/ar.....nummer%201
Yrsa
27. marts 2008 at 22:38Jeg fik engang en fremmeds billeder med hjem fra fremkaldelse – meget mærkelig oplevelse :-) Opdagede det først da jeg kom hjem – det var IKKE sket i dag !
Liselotte
27. marts 2008 at 19:49Ha ha ha… ja, det er altså ingen spøg med forbytning af billeder ;-)
Lupo
27. marts 2008 at 18:48:)
Som da jeg, da mine børn var små, ville hente årets juleportrætter hos fotografen. Ekspedienten udtalte (flosklen): “Kan du kende de to her?” Idet hun viste mig fine fotos af – TO FREMMEDE BØRN!
Jeg kunne jo kun svare “Nej” til det retoriske spørgsmål, og blev straks svedt. HVOR var mine så?
Vi fandt dem heldigvis hurtigt, pyyha :)