Ind imellem kan jeg strække og trække elastikken til den er bristefærdig, for jeg ved præcis hvornår den brister, så jeg danser på tynd is, fordi jeg kan.
I dag, hvor Ole endelig er stabil og vi tør tro på, at vejen fremad eksisterer, kommer kvalmen buldrende. Huden er tynd som pergament og alene tanken om at skulle træde ind af døren ude på Syd er nok til, at jeg begynder at opfinde undskyldninger. Jeg ved præcis, hvad det handler om.
Jeg har gået den tungeste gang på jorden lige der, hvor Ole befinder sig nu. Alene at skulle forcere svingdøren kræver kræfter, som skal hentes fra et sted, som knapt eksisterer, men jeg er god til at sætte mig selv til side, når andre har brug. Lige indtil…
I dag skal jeg passe på mig selv, kan jeg mærke. Måske jeg finder plads til et besøg hos Ole, men gør jeg ikke, ved jeg hvorfor og Ella og Ole ved også hvorfor. Det er helt og aldeles tilladt at være tyndhudet. Upraktisk, men tilladt.
15 kommentarer
Liselotte
23. marts 2008 at 10:26Jeg prøver at passe på mig selv. Det er vigtigt. Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke sørger for sig selv, så det var nødvendigt med time-out i går. I dag er bedre, kan jeg mærke :-)
Britta
23. marts 2008 at 09:34Pas rigtig godt på dig selv Liselotte, jeg ved hvor stor en støtte du er for Ella og hendes familie, jeg ved også hvor hudløs man kan være når minderne dukker op!
Irene
22. marts 2008 at 22:06Puuuuuuuuust!
Marianne
22. marts 2008 at 20:54Vores følelser kan vi ikke bestemmer over. Den kvalme og udmattethed der overmander dig er bare så frygtelig og ubeskrivelig – pas godt på dig, søde :-)
Liselotte
22. marts 2008 at 15:42Ja, det er præcis hvad der er brug for, Johanne. Jeg skal lige have styr på mig selv, så er jeg klar igen :-)
Johanne
22. marts 2008 at 15:26Lige nu handler det hos dig om ro i sindet, hvor er det godt, du ved det. Du er et enestående menneske, liselotte.
Varmt knus til dig.
Liselotte
22. marts 2008 at 14:54Jeg sidder stille og nyder, at der er stille og jeg er… det er godt lige nu :-)
Anne Dyrholm Stange
22. marts 2008 at 12:55Mærke uden r for pokker, undskyld…
Anne Dyrholm Stange
22. marts 2008 at 12:54Timeout!!
Hen i sofaen, kaffe i koppen, Kenneths arme om dig og så bare være og mærker.
Varme tanker og bjørnekram…
Pia
22. marts 2008 at 12:40Det er noget underligt noget det med døre.
Når en dør lukker – åbner der altid en ny!
Men svingdøre er lidt specielle at passere, de svinger både frem og tilbage og bør derfor altid passeres med nænsomhed og respekt.
En svingdør går man heller ikke bare lige igennem som andre døre, ofte skal man passere den samme svingdør flere gange – før man kommer helt igennem den.
Giv dig tid kære Liselotte – Tænker på dig
Bambi72
22. marts 2008 at 12:26Det er lige hvad det er…..
Man kan kun strække sig SÅ langt… Og så er man simpelthen nød til at tænke på sig selv… Ellers kan man jo ikke tænke på alle andre….
Godt at læse at du ved det, og du husker at mærke efter :-)
Miri
22. marts 2008 at 12:17Et eller andet tidspunkt, må reaktionen jo komme :-)
Det er godt at have venner, der forstår.
Helle K.
22. marts 2008 at 11:39Krammer :)
Jeannette Mariae
22. marts 2008 at 11:37Tillad dig al den tyndhudethed, du har brug for. Lige om lidt skinner solen igen – det ved du, om nogen anden. Knus herfra;-)
et cetera
22. marts 2008 at 11:22Ja, det ér, Liselotte – helt og aldeles tilladt! Du står rank i kriser – indtil der er så meget “ro på” at du kan falde sammen – og det tidspunkt er kommet nu. Det er godt, at du og de omkring dig véd præcist hvad det ér som sker. Pas på dig, min ven!