Hvidt forår

Vi har fået en snert af sneen her i Aalborg, men ikke noget, som er værd at snakke om. Til gengæld er vinden akkurat lige så kold og bidende heroppe, som den er de fleste andre steder i landet.

Himlen er høj og blå og der er friskt udenfor, da Oskar og jeg tager en smuttur ud i haven, for at beundre det sneklædte forår. Vi har sendt Anne Cathrine ind til Ella og Ole og venter nyt derinde fra, men intet nyt er godt nyt, så vi tager det roligt, mens vi pjasker sne og løber en tur med bolden.

Abrikosen står med blomster, som stræber efter himlens blå, mens jeg bekymres for, om de kan tåle al den kulde. Det vil tiden vise, men jeg drømmer jo allerede om en ny portion abrikoschutney til efteråret.

Jeg krydser fingre.

Vandet i mit trug er frosset. Fuglene kan skøjteløbe, hvis de får lyst. Isen er sikker for første gang i år.

Oskar står indenfor i terrassedøren og undres over dem, når de kommer på visit derude. De spiser de æbler, jeg placerer rundt omkring i potterne og mens de bliver mætte, står han bag ruden og forsøger at få kontakt. De er ikke det mindste skræmte af ham. De ved, han er ufarlig, når han er indenfor.

Påsken er her og jeg har fundet chokoladeæggene frem. Om lidt skal der kaffe på bordet, en film på dvd’en og strikketøj i skødet. Jeg trænger til at huske, at der er ro her. Lige her.