Livet er frygteligt skrøbeligt, så vi skal passe på og skønne på det hver eneste dag. Nogle lærer det aldrig, andre blivet brat vækket af en virkelighed, de slet ikke ønsker, men de, som formår at glædes og se det store i det små, er godt rustet til livets rutsjebane.
At kunne se det store i det små er en kunst, som vi kan øve os i konstant og vedholdende, for det er en egenskab, som gør os til overlevere i en verden af kaos og den kan opøves.
Jeg har lige talt med Ella. Ole gør små, forsigtige fremskridt. At se det store i det små er nødvendigt, når man skal videre fra det familien står midt i og Ella og jeg er gode til at få øje på de små ting, som giver livet ekstra saft og kraft. Når jeg ikke kan, kan Ella og omvendt. Sammen er vi rigtigt gode til det.
Der er stadig usikkerhed og risisci forbundet med Oles indlæggelse, men godt nyt er godt nyt. Vi skal værne om den slags. Lagre det og glædes over det.
Ole er det mest viljestærke menneske, jeg nogensinde har mødt. Han har en kraft, som kan synes næsten uforståelig, når man har været en del af hans liv det sidste stykke tid, som ikke har været uden forhindringer. Den kraft er hans bedste kort og Ella forstår at få den til at vokse. Jeg tror på dem!
Ole vil have skidne æg og sin egen sofa. Det er da livskraft så det basker og jeg smiler stille ved tanken.
Han får ikke sin sofa lige nu, men skidne æg skal han få, når han ikke længere er fastende og han og hans familie skal få kaffebesøg senere i dag. Jeg insisterer.
10 kommentarer
Deborah
20. marts 2008 at 19:01Du har så ganske ret… iøvrigt nogen fantastisk dejlige billeder som altid. Man må tage og klamre sig til fremskridtene, og glæde sig en dag ad gangen. Der er næsten ikke andet for.
Anni
20. marts 2008 at 16:01Hvor er du dejlig og omsorgsfuld, Liselotte.
Det er godt, at der ogsaa bliver kraeset lidt for Kenneth i dag.
KH fra Wien
Anne,mandagspigen
20. marts 2008 at 14:39I krisetider er det godt med gode venner der er …godt du er Liselotte…send venligst helbredende tanker videre herfra.
Liselotte
20. marts 2008 at 13:32Anni, du ville være Oles bedste ven lige nu, er jeg sikker på. Han er sulten som en ulv og drømmer bare om skidne æg, den stakkel. Jeg håber snart de åbner op for madposen ude på sygehuset og gør de det, er der også et stykke Drømmekage i min baglomme ;-)
Anni
20. marts 2008 at 13:17Altsaa Liselotte, jeg kunne heller ikke lade vaere med at smile gennem taarene, for jeg staa lige og laver sennnepsovs til de skidne aeg.
Hils ogsaa mange gange.
Kh fra Wien
Liselotte
20. marts 2008 at 13:09Jeg skal hilse fra alle de mange, som tilkendegiver, at de tænker på familien og jeg ved, at det vil varme dem :-)
Ja, man skal have øje for, at livet er lige nu og her, Madame :-)
Madame
20. marts 2008 at 13:02Det var godt at høre nyt, Liselotte, og det glæder mig, at der er små fremskridt. Giv dem masser knus og klem i eftermiddag herfra. Og hvor har du dog ret i, at man skal se på de små ting i livet.
Liselotte
20. marts 2008 at 12:36Livet er det bedste der findes. Vi skal passe på det og hinanden. Så er det godt på trods :-)
Marianne
20. marts 2008 at 12:24Liselotte, der rammer du plet – det med at se detajlen (de små ting) i livet og at vi skal glædes, hver dag og hele tiden. Og jeg ved at Ella og Ole skal klare det her og jeg ved at du og den hengivende familie er der og at i nok skal sørge for at Ole for skidne æg. Og så tager i den der fra i håb om nye ønsker fra patienten og ønsker skal han få opfyldt….
Det satans liv på godt og ondt – det er så skrøbeligt, som glas og hårdt som metal, men vi kan jo godt lide det trods alt :-) Godt at Ella og familie har dig og Kenneth i deres nærhed for i er huld værd :-)
Anette B
20. marts 2008 at 12:20Det er godt du insisterer på kaffebesøg – det kan forhåbenligt aflede nogle tanker og gøre godt at få snakket med gode venner. Du har ret – “godt nyt ER godt nyt”