16

En god dag

Jeg tog min kage med. Det var godt at vide, at den var der, hvis Ole skulle få appetit senere, tænkte jeg, men sådan gik det slet ikke, for nogen havde sladret om, at jeg var på vej med hjemmebag, så ikke så snart var jeg – og vel allervigtigst kagen – landet ude på syvende, før jeg blev sendt ind med kage til Ole, som allerede lå og glædede sig.

Han kunne lide min kage. Han roste den og spiste med imponerende appetit, mens han lavede sjov og drak den længe ventede kaffe. Imens tudede jeg lidt, uden nogen så det, for det er stort at være sammen med Ole og konstatere, at humoren er intakt, ligesom sproget og hans evne til at lege med det.

Oles fysik driller ham frygteligt, men sofaen hjemme trækker så meget, at han synes, at sygeplejerskerne skal vide det. Ofte. Det er i orden med mig, for jeg ved, at hans allerhøjeste ønske er at komme hjem, men jeg ved også, at han slet ikke er klar. Til gengæld er han Ole. Det er alt rigeligt for mig.

I samlet flok

Jeg tog Anne Cathrine med hjem og bænkede hende ved siden af Oline. De hyggede sig synkront med hver sin computer og mor snuppede min, så jeg kunne få tid til at lave aftensmad.

Nu er alle mætte, varme og tilfredse efter en stærk curry og intet nyt er godt nyt, så jeg er sikker på, at Ella og Ole fortsat hygger sig i hinandens selskab og uden os til at forstyrre. Det er dem vel undt.

Du vil sikkert også kunne lide