Søndag, min søndag…

Oskar og jeg har nydt morgenens stilhed. Der er ikke en vind, der rører sig. Ingen mennesker er oppe og ude endnu, så der er tyst og vi nyder, at vi får lov til at starte søndagen med en morgenvandring uden andet end eget stille selskab.

Jeg fik sovet igennem. Natten har været tung af søvn og restitution. Det gjorde godt. Det genererede energi, som er omsat i oprydning, morgenkaffe og en vask i maskinen, som det ser ud foreløbig.

Udenfor er marts og gæslinger. Stille og uden en vind er verden mild og begyndende grøn. Foråret er på vej og den lokale meteorolog lover os en eftermiddag med sol og mulighed for at finde en solrig krog.

Det er stort og man får lyst til at grave i jorden. Sprede nyt og grønt og finde skud og vækster, som ikke kan vente, men allerede er oven af jorden. De er der. Jeg har set kejserkronen starte tårn, som allerede er 15 centimeter højt.

Indenfor er radioen underholdningen, mens jeg drikker kaffe og husker, at jeg ikke behøver lave meget i dag. Der er styr på livet lige nu. Det er en rar følelse. Jeg klager ikke det mindste, men nyder i stedet den varme, bløde kaffe, som er en tro følgesvend på morgener som denne.

Jeg undrer mig over gårsdagens strikketøj denne morgen. Jeg ender med at trevle op igen, for jeg er ikke tilfreds, kan jeg se. Jeg tænker, at der er tid til at fundere i dag. Finde det helt rigtige strik, men måske handler det bare om, at vi nærmer os foråret, hvor jeg stopper med flittige hænder i strikkepindenes tjeneste og i stedet finder andre anvendelser til ledige hænder.

Måske er det forklaringen. Mine hænder har fået forårskuller. Jeg tror det, for hækken grønnes for hver morgen jeg ser ud på den og fuglefløjt er akkompagnement til min længsel mod varmen, solen og lyset. Kom an forår, for jeg er så klar.