Endnu en dag med hjerneføde venter forude. Det passer mig vældig godt. Jeg er klar, til at sende budskaber tværs gennem lokalet. Ikke mine budskaber, men en andens. En andens tanker, ord og handlinger skal formidles hele dagen. Det er det, jeg gør hver dag.
Jeg er på arbejde, men jeg er der ikke. Kun i pauserne. Så må jeg gerne være mig og tage plads. Det gør jeg så, men ikke mens jeg er på arbejde. Så fylder jeg ingenting. Ikke fysisk, men sådan i overført betydning. Så er jeg ikke til stede, men bare et redskab.
I dag vil det passe fint. Imens kan jeg lære. Langsomt blive klogere.
Om et øjeblik er ingredienserne til den første rabarbertærte klar. Lige om et øjeblik. Udenfor synger fuglene. Der er tørvejr og solen skinner.
Alt tegner i retning af en god dag. Det vil også passe fint.
God torsdag derude :-)
11 kommentarer
Liselotte
13. marts 2008 at 16:54Jeg har aldrig syntes, at det var svært at finde ind i tolkerollen. At være “usynlig” og tilpas neutral til, at budskaberne uhindret kan finde vej, er en egenskab man skal finde frem og dyrke, for den er vigtig, men om den er krævende tror jeg er meget forskelligt.
Hvis man er i stille person, er den ikke svær. Hvis man er en med store armbevægelser og masser af løgnehistorier i ærmet, er den straks en større udfordring, men det kan sagtens lade sig gøre, hvis man er bevidst om rollen.
Jeg er af den sidste slags. Jeg ville dø, hvis jeg aldrig fik lov til at sprælle, men det er ikke i arbejdstiden man skal dyrke den side af sig selv. Den kan og skal komme til udtryk i andre sammenhænge og sådan er det bare, når man har valgt at være tolk.
stensamlers eksempel på den glemte tolk er udmærket til at illustrere, hvordan vi fungerer, når vi fungerer optimalt i rollen som tolk. De glemmer, at vi er der, men den viser også, at vi skal være i stand til at tilsidesætte egne behov til fordel for jobbet. Tolke har veludviklede selskabsblærer, føler aldrig sult eller tørst og er i det hele taget enormt gode til at sætte egne behov til side, mens vi er på arbejde. Sådan må det nødvendigvist være, men ind imellem kan man da godt føle sig overset eller glemt, hvis man ikke ved, at man bagefter får lov til at sprælle. Jeg sørger for at sprælle ;-)
Jeg tager ikke mig med på arbejde. Jeg tager tolken Liselotte med. Jeg dukker op i glimt, men primært er det tolken Liselotte, som er ude at svinge armene i arbejdstiden :-)
Omkring rabarberne, så de er bare det sikre tegn på forår. Man bliver da glad helt ned i storetæerne, gør man! :-)
Charlotte
13. marts 2008 at 14:59I søndags havde vi blandt dåbsgæsterne et ægtepar, hvor kvinden tolkede for sin mand. Bagefter kom andre kirkegængere og fortalte, hvor facinerede de var. Det havde beriget deres egen oplevelse af både prædiken og salmer. Selv kan jeg bare et enkelt tegn; navnet Jesus. Det viser jeg tilgengæld af og til, fordi det er et meget fint udgangspunkt for at fortælle, hvem han er for mig og i kirkens tro.
At være præst er også en slags tolkearbejde, og netop overvejelserne om ikke at stå i vejen for budskabet men formidle, er så vigtige.
Lise-E
13. marts 2008 at 14:22Øv, jeg vil hjem til Danmark og foråret.
Her i Moskva er der stor risiko for at falde, når man går tur. Alt sneen er trådt sammen til is og nu er der kommet regn ovenpå. Næsten livsfarligt.
ÅÅÅÅÅÅÅÅÅh rabarbere.
Helle K.
13. marts 2008 at 08:49De rabarber tændte et forårssmil hos mig ;) Her regner det lige nu indimellem holder det op, men starter igen – solen er der ingen tegn på at vi får. God dag . Det lyder helt rigtigt, at du er usynlig, når du er på arbejde. Var det ikke svært i starten, ikke at lade sig selv skinne igennem?
stensamler
13. marts 2008 at 08:47Ja, tolkens rolle er spøjs. I dit tilfælde skal du jo ikke være usynlig, men du er ganske rigtigt et medium og ikke en person.
Jeg har prøvet at sidde en hel middag på en umagelig skammel bagved Dronning Ingrid og en højtstående italiensk embedsmand. På et tidspunkt vender dronningen sig mod mig og siger: “Jamen, De får jo slet ikke noget at spise”. Nej, den slags behov har tolke ikke.
Marianne
13. marts 2008 at 08:06Rabarber – et er altså for vildt…. nyd torsdagen – jeg kan mærke den bliver god :-)
Liselotte
13. marts 2008 at 07:38Måske ender det også anderledes heroppe, Catarina, så det er med at nyde det – og god dag til dig :-)
Catarina
13. marts 2008 at 07:35Du må også have en god dag, nyd din solskin på Fun ser det helæt anderledes ud.
Umm rabarbertærte, det er en dejlig sommerspise. :-)
Liselotte
13. marts 2008 at 07:33De rabarber er tegn på forår lige om lidt. Min hæk grønnes. Jeg sidder her med udsigt til små blade, som er på nippet til at folde sig ud. Om et øjeblik, er jeg omkranset af grønt og jeg elsker det! Det bliver en god dag :-)
Sifka
13. marts 2008 at 07:31Hold da op, når jeg ser dine rabarbere, synes jeg alligevel at vinteren er gået hurtigt. Tænk vi er allerede her igen, på tærsklen til foråret:) God arbejdesfornøjelse.
Bambi72
13. marts 2008 at 07:30Wow dine rabarber er kommet meget op