Jeg har en meget, meget underlig hund, som aldrig nogensinde har spist direkte af sin madskål medmindre det drejer sig om en sjælden gang rester fra de riges bord. Sådan en rest med fedt og måske endda sovs ved han godt, ikke skal tages med andre steder hen, men…
Han tager en mundfuld tørkost og traver så tålmodigt ind i stuen, hvor han lægger maden på tæppet. Først da går han i gang med at spise. Forøvrigt med stort velbehag og logren, hvis vi kigger på ham. Han mener sig fuldt berettiget. Det er jo hans tallerken.
Han kan løbe frem og tilbage mange gange. Han er sær.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
31 kommentarer
Liselotte
12. marts 2008 at 17:16Fr. Møller, Pluto er vist heller ikke helt almindelig, men de ligner vel deres ejere, vores hunde ;-)
Louise, Oskar tigger heller ikke, men gud hvor kan han se sulten ud ;-)
Louise
12. marts 2008 at 16:31Vores sidste hund, da jeg boede hjemme, kunne næsten gøre hundekunster, når der kom mad fra de riges bord. Han tiggede aldrig, selvom man dog godt på lang afstand kunne se ud som om, at man ikke havde fået mad en hel uge…
Fr. Møller
12. marts 2008 at 14:14Pluto har altid – helt af egen tilskyndelse – taget godbidder med hen i sin kurv. Inklusive kødben. Med tiden udviklede han dog en stor forkærlighed for at gnaske kødben på mit græske hyrdetæppe. Så kunne han nemlig slet ikke gøre for, at han kom til at trække tråde ud af tæppet. Indsæt selv billede af lille, grim hund med glorie – og frækheden lysende ud af øjnene :-).
Da børnene var i “junkfoodalderen”, var hunden tosset med pommes frites. Når han fik en portion i sin madskål, blev hver enkelt omhyggeligt båret fra køkkenet og ind i spisestuen og nydt i kurven.
Liselotte
12. marts 2008 at 12:26Sikke mange skønne historier om kæledyrene, som hver især har deres helt egen facon. Oskar er altså ikke specielt tosset… eller i hvert fald har han så mange fæller ;-)
Kirsten
12. marts 2008 at 11:55De er altså sære, de kræ… :-)
Her i huset har vi jo både hund og kat(te) – og dét bli´r det altså ikke mindre underligt af. Hunden (labrador-rundkørsel af en art!) er – meget atypisk for racen – i perioder temmelig ligegyldig overfor føde. Medmindre altså, at kattene prøver at nærme sig det – SÅ vågner han op til dåd! Men har selvfølgelig lidt meget at se til, når han sådan skal forsøge at knurre dem halvt ihjel MENS han spiser sin mad i en rasende fart ;-)
Kattene er nu alligevel dem der tager prisen herhjemme. Ikke mht mad – dér er de meget ligetil: Lander det i gulvhøjde, siger man som tigrene i Zoo, og slås om det. Færdig!
Men: Vi har en halvstor killing vi i lang tid har været lidt uenige om navn til. Nu er det valgt: Blaffer! Han har det nemlig med at sætte sig under bilen for at nyde motorvarmen – og hvis vi så ikke lige er vågne når vi starter den, ta´r han med ud på tur i det blå! Det er ikke sjældent vi kommer ud fra Brugsen 7 km hjemmefra, og finder ham, kælent ventende ved kareten – og han er MEGET tilfreds når han så kommer med ind i bilen på hjemvejen, og kan sidde ved føreren, med poterne på den nederste del af rattet………… :-)
capac
12. marts 2008 at 10:29Så er min gravhund også sær. Han henter også mad i skålen i køkkenet og slæber det ind i stuen og allerhelst op i sofaen. I det hele taget indtager han helst sin mad i vores selskab. Forståeligt nok, for han er blevet en del af familien! ;-)
Moster Tulle
12. marts 2008 at 08:17Hunde er sære, men skønne væsener. Her har vi 2 (ikke gårdhunde men Coton’er) – den ene spiser langsomt, velovervejet, tager hver lille “pille” op af skålen, ud på gulvet og så spises den. Den anden kommer som en kæmpe myresluger og spiser sin mad på 3 sekunder OG springer så som en tiger over i den andens skål, hvis hun kan se sit snit til det.
Kari
11. marts 2008 at 23:33Våres Springer spaniel gjør akkurat det samme.
Tar maten og bærer den ut på teppet.
Else
11. marts 2008 at 22:22Sikke en sød vane :) Må sige vores retriever krydsning når aldrig at overveje taktikken med at flytte maden fra skålen – det kunne jo være der kom en og stjal det mens han vendte bagen til ;). Da jeg hentede ham på internatet havde han en vane med selv at tage sin mad direkte fra posen – den går bare ikke mere siger madmor.
Hvad angår hans kødben, så skal de vises frem og med logrende hale + klap til dygtige Basil :). Jeg møder ofte hunde via mit arbejde og de fleste er bare så søde og snakkeglade :D
Milea
11. marts 2008 at 22:20Vores hund laver samme nummer. Han kan godt spise af sin madskål, men han borer hele snuden ned i skålen, og spreder al sit foder, for at finde det bedste stykke. Han synes det er allerbedst at spise af sin skål, når der ikke lige er plads til ham, dvs. når vi skal vaske op, og han ved at han ikke lige kan komme til. :-) Det kan da godt tænkes, at det ligger til den race at spise på lige den måde…
Liselotte
11. marts 2008 at 22:05Øv, jeg havde ellers lige sat næsen op, Susan… ;-)
Hvis der ligger andet end tæppet, flytter Oskar sin spiseplads ud på tæppet i gangen. Det skal tilsyneladende være et tæppe ;-)
Joan, de lugter garanteret! ;-)
Nej, hunde har det jo med at tygge i og spise underlige ting mens de er hvalpe. De fleste vokser jo heldigvis fra det :-)
Susan
11. marts 2008 at 21:59Lige een ting … jeg er ikke sikker paa at du skal regne med at han vil begynde at bruge kniv og gaffel … medmindre man kan faa et saet der er velegnet til at holde med hundepoter ;-)
Susan
11. marts 2008 at 21:58Det er vel egentlig ikke saa underligt. Vi andre spiser jo heller ikke direkte af skaalen, men tager maden op af skaalen, flytter den, laegger den ned og spiser den saa derefter.
Har I proevet at laegge et lille stykke tallerkenformet voksdug der hvor Oskar har besluttet at hans tallerken staar og set om han vil bruge den :-)
Hunde ligner deres mennesker – ja, de efterligner os jo for at kunne begaa sig i flokken :-)
Joan
11. marts 2008 at 21:57Hvor sødt, at han gør det :)
Jeg er jo den stolte nybagte hundeejer til en labrador.. Han har slet ikke tid til, at flytte maden nogen steder hen.. det når knapt i skålen, før der er spist op.. Han spiser gerne alt, hele tiden, og helst hvis der var ubegrænsede mængder..
Hans særhed er så, at han spiser mine – brugte – strømper. De andres har ingen interesse, men mine lyserøde er meget spændende.. eller også lugter de bare ;)
Liselotte
11. marts 2008 at 21:51Ha ha ha, skøn historie, Jane :-)
Jane K
11. marts 2008 at 21:42Hos mine bedsteforældre havde vi også en gravhund, der mente hun var berettiget til at spise i stuen. Når rugbrød m. leverpostejen var skåret i tern, tog hun et tern i munden af gangen og trådet 3-4 skridt ind i stuen inden hun spiste den, og så retur til madskålen i køkkenet efter en ny bid… *ss*…
Dejligt at se der er flere ‘stue-spisere’ … :o)
Liselotte
11. marts 2008 at 21:41Kan vi snart konkludere, at alle dansk/svenske gårdhunde er en smule sære… ;-)
Laila
11. marts 2008 at 21:14Vores søde Oline, som også er Dansk./svensk bruger det også ofte.. En mundfuld og så ind på tæppet.
Liselotte
11. marts 2008 at 21:11Hmmm… underlige firbenede væsener ;-)
Hunden ligner din ejer, siger du, Vida. Ja, det kan der være noget om. Jeg kan godt finde på at sidde på gulvet og spise, men jeg plejer at bruge en tallerken ,-)
Vida de praia
11. marts 2008 at 20:54Det siges, at hunde bliver som deres ejere… men jeg har ikke spor forstand på hunde ;-)
Lone
11. marts 2008 at 20:27Vores kat vælter sit tørkost ud på gulvet med poten, og spiser det af gulvet, den drikker også KUN vand, mens det løber fra hanen, eller fra en vandpyt, det giver ingen mening, vi skifter vand i hans vandskål flere gange dagligt, men han drikker det ikke ;-)
Charlotte
11. marts 2008 at 20:25Min “Frue”, er en ruhåret gravhund. Hun gør ligesådan. Alt mad bliver båret ud i gangen, hvor hun har sin faste plads. Der spiser hun. Hvis hun får et ben, ruller jeg løberen sammen og vasker gulvet bagefter. Ja, ja – lidt tosset bliver man jo, af at have hund! Men hyggeligt er det, også med alle deres særheder.
JJH
11. marts 2008 at 20:10Jeg tror altså, det er noget, der ligger til racen! Min da/sv gør det samme, og min datters er også med på trenden.
Elin
11. marts 2008 at 20:04Slik gjør min óg – og han er slett ingen gårdshund, men en liten sofasliter. Han har alltid fått så mye mat han trenger, og har stort sett selskap der matskåla står. Jeg har forsøkt å ta bort teppet, men da går han bare videre til neste, uansett hvor langt borte det er. Nå har han en egen spise-matte på kjøkkenet..! Det er da pussig at de helst skal spise på underlag som gir både støv og hår i maten :)
Liselotte
11. marts 2008 at 19:57Ella, han er tosset, men også ret sød ;-)
Måske ligger det til racen. Det er i hvert fald morsomt og tankevækkende, at andre har oplevet det samme med deres gårdhund :-)
Therese
11. marts 2008 at 19:51Hi hi, det var da skægt :-)
Lotte
11. marts 2008 at 19:42Min gårdhund gjorde det samme…
Kari
11. marts 2008 at 19:41Det må ligge til racen. Vi kendte en mangen til, som gjorde præsis det samme. Vi grinede meget af det dengang :)
Ella
11. marts 2008 at 19:28Han er tosset ;-)
Det er så hyggeligt, at han går ind efter mad i skålen, når man kommer på besøg, for så at spise det, mens jeg får jakken af – jeg er vild med den hund :-)
Liselotte
11. marts 2008 at 19:28Næ… det tror jeg ikke, for vi behøver ikke være derinde. Lige nu er vi allesammen i køkkenet :-)
Anne
11. marts 2008 at 19:25Han spiser helst i selskab?