Nogle gange er lykken en underlig størrelse, for den kan findes i en tur sydpå ad motorvejen, når man pludselig får syn for en vidunderlig himmel, som rummer både mørket og lyset. Ligesom sindet.
Eller når man kommer hjem og sætter sig ved spisebordet sammen med en datter, som er fortællelysten og glad.
Eller når man opdager, at juleroserne stadig er mangfoldige og springer om kap nede i bedet…
Lykken gemmer sig også i en havetur med Oskar, som springer glad og energisk rundt, mens han undersøger mosegrisenes jordtuer og er sikker på, at venter han tilstrækkeligt længe, springer de op og hilser god eftermiddag.
Den gemmer sig i en kop kaffe, som serveres af manden i mit liv, fordi han ved, at jeg trængte, da jeg kom hjem for et øjeblik siden.
Der er måske plads til lykken, fordi emnet i dag var stress og jeg nåede til erkendelse af, at der stadig er lang vej endnu, inden jeg kan erklære familien fri af den dyne af ubeslutsomhed, mangel på overblik og evne til planlægning, som har præget os de sidste år i kølvandet på Alexanders sidste år.
Pladsen fik lykken vist fordi, jeg endelig kunne se, at der er lang vej endnu, inden vi eller vores omverden kan tillade at forvente noget som helst. Ro i maven følger i kølvandet på forståelse.
Stress er så pokkers alvorlig en tilstand, at alle burde lære at sige “jeg har travlt” i stedet for. Det er det de fleste af os har. Vi har ikke stress.
Stress er invaliderende, hvis den får lov til at udvikle sig. Jeg ved det. Jeg har nære relationer, som bærer vidnesbyrd om netop det. Stress skal tages alvorligt og eftervirkningerne kan enten være permanente eller i bedste fald bare langvarige og de giver sig blandt andet udslag i manglende evne til at etablere overblik. Jeg kan genkende det og jeg ved nu, at tid er min bedste ven.
Det er vel også lykke, at vide det.
31 kommentarer
Liselotte
12. marts 2008 at 19:40Selvfølgelig kan det ende godt, men så skal “godt” vist defineres, for det er rigtigt, at man kan komme på den anden side af en alvorlig og langvarig stress, men langt de fleste vil skulle bruge år på at hele og siden lære at leve med, at der er ting her i livet, som de ikke længere magter.
På den anden side af en alvorlig stress venter et anderledes liv. Det er derfor, at det er vigtigt at skelne.
Får man hjælp, eller handler man selv på en stresstilstand, udsættes man slet ikke for den stress, som jeg snakker om og det er heldigvis sådan for de fleste af os, at vi aldrig nogensinde når ud i nærheden af den helbredstruende stress. Vi hiver os selv, eller hives i land, inden vi drukner, men derfor er det også vigtigt at have respekt for de, som rammes så alvorligt, at det ødelægger eller forandrer deres liv.
Det var såmænd alene det, som var mit ærinde med indlægget her.
Anita
12. marts 2008 at 17:22Jamen vi er jo enige, Liselotte :-D
Ihvertfald mht. langvarig stress og hvad det kan gøre ved et menneske, såfremt man ikke får hjælp til at tackle det. Nogle klarer sig selv ud af skærene, imens andre er nødt til at have fagfolk med på banen.
Alt i alt, så er den langvarige stress, uanset om den så varer fra uger til måneder eller år, klart den værste. Den gør ondt på alle mulige måder og er ikke ønskværdig for nogen, men går det godt, så er der sol på den anden side.
Det skal vi jo heller ikke glemme, midt i alt det forfærdelige – at det også kan ende godt :-)
Liselotte
12. marts 2008 at 17:06Kortvarig stress er ikke sundt, men praktisk. Der er en grund til at krop og sind bagefter har brug for at restituere. Det er også hvad Sundhedsstyrelsen skriver.
Omkring langvarig stress, så er hjælp i tide jo en indikator på, at man netop ikke udsættes for det, men hjælpes til at undgå eller håndtere det. Langvarig stress vil altid, uden indsats, resultere i, at man ikke magter at fungere.
Mit ærinde er ikke at splitte hår her, men at fastholde, at der er stor forskel på at have travlt/være kortvarigt stresset/have en livskrise og så være i en situation, hvor man over lang tid er blevet syg, af at være udsat for stressbelastning. Det sidste resulterer i de alvorligste tilfælde i permanente hjerneskader.
Anita
12. marts 2008 at 14:31Det må du hellere sige til Sundhedsstyrelsen så – dét med den kortvarige stress. Det står højt og flot i deres pjecer om Stress, at den kan være af den gode art, fordi:
“kortvarig stress kan vi alle opleve, når vi står overfor større udfordringer. Denne form for stress medfører en række fysiske, psykiske og adfærdsmæssige reaktioner, der gør os parate til at yde vores bedste.
Kortvarig stress kan gøre os i stand til at klare udfordringer bedst muligt fx. i trafikken, ved eksamensbordet, ved sportspræstationer, i konfliktsituationer og i forbindelse med uheld og ulykker. Kortvarig stress vil i langt de fleste tilfælde gøre os fit for fight.
Når udfordringerne er overstået, skal krop og sind have tid til at komme sig. Lige så vigtigt det er, at komme op i gear når der er brug for det, lige så vigtigt er det, at man bagefter falder ned igen, så man kan genopbygge sine ressourcer.”
Det kan da kun siges at være sundt at komme op i gear, for at kunne yde sit allerbedste, men som der også står, så skal man også sørge for at komme ned på jorden igen og finde et naturligt leje.
Når jeg læser ordet invaliderende, så forstår jeg det sådan, at man overhovedet ikke kan fungere på noget plan.
Sådan ser jeg ikke, at en langvarig stress nødvendigvist spiller sig ud for alle. Igen kommer det jo an på, om man har søgt hjælp i tide, for har man ikke gjort det, så er det naturligvis en selvfølge at måneders manglende søvn, koncentrationsbesvær, irritabilitet, angst osv. kan gøre et menneske invalid og ikke i stand til at fungere i en normal dagligdag. Sådan behøver det bare ikke at gå for alle med det, der kaldes, den langvarige stress*.
*langvarig stress vil ifølge Sundhedsstyrelsens pjece sige, at man har haft en stresstilstand som varer i uger og måneder, hvor man ikke dagligt får sovet tilstrækkeligt og får koblet fra – (længden afhænger af, hvor kraftig belastningen er, om man får støtte fra omgivelserne og ens individuelle sårbarhed.
Liselotte
12. marts 2008 at 13:05Den kortvarige stress er sørme ikke sund og den langvarige stress ER da invaliderende. Den fratager dig muligheden for at fungere.
Anita
12. marts 2008 at 12:52Liselotte – jeg ved det, det med den kortvarige og den langvarige. Jeg kender symptomerne på hhv. sund og usund stress og alt det jeg skriver om længere oppe, er med den langvarige stress i tankerne. Når man står (eller ligger ned fordi man er gået ud som et lys) midt i orkanens øje af usund stress, kan man være handlingslammet.
Den kortvarige stress er kun sund og er den, som får os til at yde vores allerbedste i pressede situationer.
Den langvarige er mildest talt rædselsfuld og skal behandles. Den behøver ikke nødvendigvis at være invaliderende, men den kan desværre være det, hvis der går for lang tid uden handling på den.
Jeg ville gerne skrive meget mere, men jeg er på vej ud ad døren nu. Svimmelheden skal afklares. Endelig! :o)
Liselotte
12. marts 2008 at 12:24Måske misforstår jeg, men som jeg læser det, snakker du om den kortvarige stress, Anita. Du snakker om akutfase og “stressorkanens øje”. Den hvor man rammes umiddelbart og måske handlingslammes.
Den er overstået indenfor relativ kort tid og kan sagtens sammenlignes med at have travlt eller “meget om ørerne”. Kroppen udløser stresshormoner, blodtrykket stiger og det er målbart, at man er stresset, men indenfor relativ kort tid falder alle værdier igen. Den stress er positiv i den forstand, at den gør os årvågne og i stand til at håndtere og præstere.
Det er den man oplever, lige når verden vælter.
Den langvarige stress er den virkelig farlige. Den stress, som forårsages af langvarig og konstant forhøjede stresshormoner i kroppen. Det er en tilstand, som er uforanderlig over en lang periode. En tilstand, hvor man konstant er i forhøjet alarmberedskab og ikke kan “falde ned igen” og hvor hjernen simpelthen degenererer. Det er den, som i sidste ende kan resultere i udbrændthed eller udmattelsesdepression, som det vel også kan kaldes og jeg synes stadig, at der er meget stor forskel på de to former. Den sidste levner faktisk ikke plads til at skulle forholde sig til noget som helst og slet ikke andre mennesker. Man mister simpelthen evnen til empati og er ude at stand til at præstere.
Den første form for stress er den vi alle oplever mange gange i løbet af et liv. Den vi kommer igennem. Den trækker tænder ud og gør ondt, mens den står på, men vi kommer hele ud på den anden side. Den anden invaliderer. Deri ligger forskellen og det er vel derfor, at jeg synes, at det er vigtigt at skelne.
Yrsa, lykke ligger gemt alle steder. Man skal bare have øje for den :-)
Lene, jeg synes det er utrolig vigtigt at kunne skelne, hvis vi også skal kunne rumme de mennesker, som er ramt af den langvarige stress, som gør uarbejdsdygtig og ensom, fordi der mangler forståelse for problematikken :-)
Lene
12. marts 2008 at 10:13Tak for et godt og tankevækkende indlæg og sammen med de mange kommentarer bliver det endnu bedre.
Jeg har linket til det her indlæg i dag, for jeg synes, det er vigtigt at skelne mellem at have for travlt, at være udbrændt eller at have stress
Yrsa
12. marts 2008 at 09:28Ja lykken ligger og lurer rundt om hjørnet – det var det jeg hæftede mig ved i dit indlæg. Jeg føler den også komme snigende når jeg mindst venter den.
Og jeg er helt enig med dig i at der er forskel på at have travlt og at have stress.
Anita
12. marts 2008 at 08:56Liselotte, vi er slet ikke uenige i, at der skal oplyses omkring, hvad stress i virkeligheden er. Sætningen “åh altså, hvor er jeg stresset lige for tiden” mener jeg virkelig skal manes dybt ned i jorden med tonstunge slag og aldrig mere findes frem igen, førend der virkelig er tale om ægte stress!
Måske har jeg udtrykt mig skævt, men det jeg mener med “stresset situation” er ikke “bare” det, at have travlt, men at man står midt i stressorkanens øje. Dér hvor det virkelig bider og bider hårdt! At man står midt i den og er handlingslammet. Det var dét, jeg mente.
Det er dér, ikke alle er i stand til at give igen, når der misforståes, for som du siger, så har stressen mange ansigter og ligeså tackler mennesker også den virkelige stress på forskellige måder. Nogle har stadig en rest energi til at forklare sig, andre har ikke.
Men naturligvis skal der oplyses til både den almene borgermand, chefen, skolen, familien… alle der kommer i berøring med et menneske, som bærer rundt på stressen som en klam ånde i nakken. Det er meget meget relevant og det er den stressramte, der bedst kan beskrive, hvordan tingene hænger sammen. Det er bare ikke at forlange, at denne skal kunne gøre det, når akutfasen er på sit højeste.
Nogle er i stand til at være sammen med andre mennesker, andre er ikke. Som sagt viser stressen sig på forskellige måder, men fælles for dem alle, er det, at det bringer sygdom med sig i halen. Det er på sin vis godt nok, for så er det et råb om at handle. Et råb om at gøre noget…
Håber jeg fik forklaret mig lidt mere tydeligt, for jeg er sikker på, vi slet ikke er så uenige, når det kommer til stykket :o)
Liselotte
11. marts 2008 at 21:32Anita, jeg er stadig ikke ubetinget enig, for stress er en tilstand, som kan have mange ansigter og man skal nå temmelig langt op i det røde felt, før man ikke er i stand til at tage til genmæle overfor misforståelser. Når man er der, er man slet ikke i stand til at møde andre mennesker, men isolerer sig.
Det er ikke akut stressede situationer jeg taler om. Så har man travlt eller har meget om ørerne og det er en positiv stress, som bevirker, at man kan håndtere og præstere. Denne tilstand er kortvarig og levner oftest også plads til at opklare misforståelser.
Jeg synes faktisk det er vigtigt, at omgivelserne giver plads til og udbyder forståelse for. Jeg er personligt ikke ligeglad med, hvordan omgivelserne tolker ordet stress, for det er netop tolkningen, som skal udløse omsorg. At have travlt fordrer også omgivelsernes forståelse og omsorg, men der skal skelnes, synes jeg.
Stress, der hvor det bliver en reel sundhedstrussel, kan aflæses på hjernen, som degenererer i takt med den aktuelle stresspåvirkning. Over en tid vil hjernen blive påvirket negativt af den massive produktion af kortisol og begynde at skrue ned for de funktioner, som ellers er med til at sørge for, at vi mestrer livet og hverdagen. Er vi der, er vi end ikke i stand til at rumme andre mennesker og naturligvis heller ikke i stand til at tage til genmæle.
Jeg mener det er vigtigt, at vi tager stress alvorligt, for det er skræmmende ødelæggende, men der er stor forskel på den positive stress, som udløses af akut opståede situationer, som kræver handlekraft og overskud og så den langvarige stress, som ødelægger på permanent basis.
Anita
11. marts 2008 at 21:06Liselotte – personligt er jeg (ligenu) ligeglad med, hvordan “fremmede” tolker ordet stresset, hvis jeg siger, at jeg er det. Det vigtigste for mig er, at min familie og min chef er lydhør og forstående. Det er alfa og omega i allerførste række, fordi det er dem, som skal hjælpe mig videre, men jeg forstår godt, hvad du mener.
Det er bare ikke i den akut stressede situation, der er kræfter til at lægge arm med misforståelser og fejlfortolkninger.
Gitte – stress er ikke en sygdom i sig selv, men den skaber sygdom, hvis ikke man tager den alvorligt. Jeg håber du kommer godt videre, som tiden og du selv arbejder med den.
Helle Koed
11. marts 2008 at 20:47Ihhh… Det er spændende læsning! :)
Hvor ser man ord forskelligt og alligevel ser jeg, at I alle i bund og grund er enige?
Jeg tror det er forskelligt fra person til person om man har tendens til at blive stresset og hvad der stresser én.
Hvad er forskellen på angst og stress eller depression for den sags skyld?
Hvad stresser mig, er ikke sikkert det stresser dig!
Jeg bliver ikke stresset af at have travlt, jeg bliver stresset af at have for meget i hovedet!
Jeg bruger ALDRIG ordet stresset – nettop fordi det er blevet et “modeord”!!
Nå ja, så kom jeg også med min tanke! ;)
Rigtig god aften til Liselotte som sætter gang i en god snak og alle jer andre.
PS: Hvordan lærer man at tage den med ro??? ;)
Gitte
11. marts 2008 at 20:26Det at have (har haft) stress er virkelig en sygedom og ikke noget at spøge med. Jeg selv har forhøjt blodtryk, jeg troede ikke mine piller virkede mere, fik så besked på, at jeg skulle få løst mit problem, der var på min arbejdsplads. Det forlagde jeg for vores direktør og vi fik en snak med vedkommende, (en forklaring personen holdte ikke hvad han lovede og det fik mig til at overtage hans opgaver også). Det hjælp, men min angst er der stadigvæk, for at det skal komme igen. Der skal nemlig ikke meget til før jeg mærker hjertet banke for hurtigt. Bare lige min tilføjelse.
Ha’ en god aften
Liselotte
11. marts 2008 at 19:56Anita, jeg er faktisk ikke enig. Det er ikke ligegyldigt hvordan andre hører ordet og efterfølgende tænker, for det devaluerer og gør til ingenting.
Det er vigtigt, at man forstår forskellen og det er vigtigt, at man påpeger den, når man møder den misforståede “åh, jeg er så stresset for tiden” eller selv er ramt og bliver mødt med “så må du lige tage den med ro lidt”. Jeg synes, at det er både synd og skam, at man som stressramt ikke kan finde forståelse ret mange steder, fordi omgivelserne efterhånden er så vant til at bruge ordet i flæng. Måske skal der findes et andet ord for den stress, som er en helbredstrussel…
Marianne, der er jo en verden til forskel og man skal passe på sig selv og sine medmennesker :-)
Marianne
11. marts 2008 at 19:30Hvor er det rart at du påpeger forskellen mellem stress og at have travlt… Man skal passe på det liv man har fået og stress er en lumsk satan….
Anita
11. marts 2008 at 19:30Ordet stress er misbrugt igennem årene, så når man virkelig _har_ fået stress og siger det højt, så beder folk “bare” én om at tage den lidt mere med ro så. De hører ordet som – pyha, jeg har godt nok haft travlt idag…
Gitte – jeg er 120% enig med dig! Har man været der, så kender man lige netop forskellen – og så er det egentlig så inderligt ligegyldigt, hvordan andre hører ordet og tænker efterfølgende.
Man kan heldigvis selv gøre noget for at komme udover den stress. Naturligvis i samspil med de instanser, som er en del af ens hverdag.
Liselotte
11. marts 2008 at 19:27Gitte, det gør man. Der er stor forskel.
Sifka, det er rædselsfuldt og ødelæggende. Bedet er en rigdom og dem skal man skønne på :-)
Liselotte
11. marts 2008 at 19:26Tak Ella :-)
Valdemarsro, der er jo stor forskel på de to ting… :-)
Peter, det kan jeg sagtens :-)
Jeannette Mariae, jeg tror det er rigtigt at et øjebliks klarsyn ind imellem er mere værd end et helt livs erfaring, for lærer man ikke af erfaringerne, er årene ikke meget bevendt :-)
Claus, jeg er nok enig :-)
Sifka
11. marts 2008 at 19:26I sandhed ja, stress er rædselsfuldt. Og når det er sagt, springer jeg over i dit bed af smukke juleroser. Hvilken rigdom! God aften:)
Gitte
11. marts 2008 at 19:25Nogle gode ord om stress og travlhed, men når man har været der ved man hvad forskellen er.
Claus
11. marts 2008 at 19:19‘Stress’ er lige så misbrugt som ‘service’
Jeannette Mariae
11. marts 2008 at 19:12Jeg modtog disse ord i dag fra Charity Focus: A moment´s insight is sometimes worth a life´s experience. — Oliver Wendell Holmes – Synes de passer så godt til dit indlæg. Sender ønsket om en dejlig aften til dig ;-)
Peter
11. marts 2008 at 18:56Godt af du kan finde de lyse sider i hverdagen :)
Valdemarsro.dk
11. marts 2008 at 18:56Dejlig læsning!
-og jeg er helt enig i ordbruget af “stress” og “travlhed”.
Ella
11. marts 2008 at 18:51Det er kloge og gode ord, Liselotte :-)
Liselotte
11. marts 2008 at 18:46Stress er blevet et modeord. Det bliver brugt i flæng om at have travlt og det er både synd og en skam for de, som virkelig er ramt af det, som klinisk beskrives som stress.
Ingen tager det mere alvorligt end de synes, at de kan tillade sig at sammenligne det med deres egen hverdag, som sikkert også er travl, men forskellen er, at stress gør syg. Syg for alvor. Stress er en trussel mod helbred og det er ikke at have travlt.
Når det er sagt, så har mange forøvrigt alt for travlt, synes jeg :-)
Bodil L.
11. marts 2008 at 18:27Meget kloge ord du har skrevet om stress, Liselotte. Håber dine læsere tager dem til sig, og mærker efter i krop og sjæl. jeg har selv været i stressens sorte hul, men var heldig ;-) fik få men. Men det tager år at komme sig. Pas på dig og dine ;-)
Line
11. marts 2008 at 16:48Vakre OG kloke ord i morges og i ettermiddag.Du gir rom til ettertanke og jeg tenker at det du sier er noe jeg burde ha lært om for noen år siden!!Takk for inspirerende og vakre bilder.Jeg er glad du skriver din blogg;)
Ha en flott ettermiddag,på Nesodden i Norge regner det!
fisker & fernández
11. marts 2008 at 16:39Lykken er en underlig stoerrelse, men dejligt at laese, at den findes der lige midt i hverdagens smaa indslag :-)
Tillykke ;-)
Jeannette Mariae
11. marts 2008 at 16:32Kloge ord fra en klog kone ;-)