Så gik luften af ballonen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er faldet i søvn foran fjernsynet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har grinet af reklamer, men jeg er helt sikker på, at jeg må have været overtræt, da det skete i går aftes.
Til sidst gik jeg i seng. Der gik 2 minutter, så sov jeg. Vældigt. Lige til lyset begyndte at vise sig på horisonten. Så stod jeg op.
Nu er der brygget kaffe og jeg nyder, at jeg er udsovet og klar til endnu en dag med brug for alle hjernevindingerne.
Jeg bruger alle kræfterne i disse dage. Der skal bruges mange til selve tolkingen, men der sker det forunderlige undervejs, at jeg hele tiden bliver klogere på hjernen og alle dens kringelkroge. Jeg lærer. Jeg får aha-oplevelser, som kan forklare så meget af Alexanders liv og ageren. Jeg lærer alt for sent, at der er logiske forklaringer på hans søvnmønstre, hans lange latenstid og hans måde at agere i verden. Jeg får tilbud om at åbne døre, som aldrig blev åbnet, fordi jeg ikke vidste, hvor håndtaget sad.
Jeg skal tolke. Jeg skal bruge al min energi på den tekniske side af den sag, men samtidig kræver mine følelser, at jeg reflekterer. At jeg sluger kameler på størrelse med Rundetårn. At jeg følelsesmæssigt kaperer. At jeg forstår, at jeg gjorde, hvad jeg kunne og at det faktisk var mere end godt nok. At jeg var og er okay. Mere end okay. At jeg var talentfuld i den boldgade.
Det er nemlig ikke sådan, at jeg ikke gjorde godt. Det er bare sådan, at jeg måske kunne have gjort bedre eller i hvert fald anderledes. Det er sådan, at jeg kunne have forstået og anskuet verden anderledes. Ikke nødvendigvis bedre, men anderledes. Det er stort og sætter mange tanker i spil.
Jeg bliver så træt, at jeg næsten ikke kan hænge sammen, når dagen ender sidst på eftermiddagen. Det er vel okay, men det er vist derfor, at jeg er så stille i disse dage.
11 kommentarer
Liselotte
11. marts 2008 at 16:29Jeg bliver rigere og rigere. Jeg lærer nyt hver dag og noget af det gør ondt, noget andet godt, men det hele gør mig klogere.
Sorg er en underlig størrelse, som skal bæres gennem hele livet, men den er foranderlig og heldigvis for det, for den ville ikke være til at bære ellers.
Omkring Alexander, så er der ting, som jeg ville ønske, at jeg vidste dengang, men det gør ikke sorgen større eller mig ked af det. Det gør mig ærgerlig.
Jeg gjorde det bedste jeg kunne, og jeg kan garantere, at Alexander ville have sagt, at jeg gjorde det godt. Den overbevisning bærer jeg med mig gennem livet. Den gør sorgen til at udholde.
Jeg oplever også, at jeg bliver glad langt ned i maven, når jeg bliver klogere på et eller andet og samtidig kan se, at jeg/vi agerede helt igennem i overenstemmelse med det, Alexander formentlig profiterede allermest af og det er heldigvis langt de fleste gange, at jeg har det sådan :-)
Jeg har det fint med alt det her, men det kræver flere kræfter, end jeg havde forestillet mig.
Marianne
11. marts 2008 at 14:40Du er da ude i dit livs pilgrimsrejse skal jeg love for og selvfølgelig reflekterer du når emnet er så nær dit hjerte og forstand. Du var den bedste og du gjorde det som en verdensmester. Ingen tvivl herom, men jeg forstår dine reflektioner. Vi konfronteres med dem hele tiden – er det nu den rigtige vej vi går osv. gu er det så…. Godt du sov i nat så hjernen ikke også her ligger og kværner. Jeg håber at du snart har påske og kan få strikketøjet til at gøre noget af arbejdet.
Lene
11. marts 2008 at 14:22Knus og varme tanker herfra, du er sej, når du både kan tolke og reflektere på samme tid.
Ella
11. marts 2008 at 13:11Jeg tror jeg ved hvad du sidder med, Liselotte – det er hårdt at blive konfronteret med viden, man gerne ville have haft før.
Forståeligt at du bliver stagende træt og stille!
Gitte
11. marts 2008 at 12:16Når jeg sidder og læser om alle dine oplevleser og bare det at du skriver om din søn. Det giver mig lyst til at bede min veninde læse det også. Hun mistede en søn for snart et år siden – jeg bliver helt ked af det, men alligvel meget glad over at det er muligt at skrive om det så let som du gør. Det er helt sikkert ikke let for dig. Jeg håber hun når så lang også med tiden.
Håber du får en god dag.
Heidi
11. marts 2008 at 09:09Hej Liselotte
Jeg har lige læst noget smukt om sorg og kom til at tænke på det i forbindelse med dine reflektioner.
Sorg er den kærlighed man ikke fik givet, og den kærlighed man ikke nåede at få.
Sorg er den kærlighed man ikke kan give og den kærlighed man ikke kan få.
Synes det er så smukt, da sorg over at have mistet, er sådan en svær størrelse at forklare.
Kærlig hilsen Heidi
Jeannette Mariae
11. marts 2008 at 09:08Håber du trods din træthed får en dejlig dag ;-)
Helle K.
11. marts 2008 at 08:41Godmorgen og god dag :)
Vi gør alle vores bedste, men det betyder ikke, at vi ikke kan lære noget nyt. Ting kan gøre anderledes, ting kan gøres bedre. Du har så mange hjørner og kroge med oplevelser og kunnen – selvfølgelig bliver du træt. :)
Tora
11. marts 2008 at 08:40Det er sterkt å lese om dine refleksjoner rundt ditt liv med et barn for lite. Det virker som om du lever et godt liv, men så plutselig kommer det kastende på deg, og du blir likevel stående på et vis og klarer å skrive om det.. Jeg er selv i startgropa hva mammaliv angår, mine er ikke tre år engang, og jeg aner at en reflekterende mor får mye å gruble på etterhvert. Livet er brutalt på et vis, det lar seg ikke ta tilbake hverken som levende eller død. Ofte er det slik at gjort er gjort og spist er spist, og jeg syns det er tøft å leve med det til tider. Jeg er imponert over din åpenhet.
Håper dagen din blir god, tross alt, og at du får åpnet de dørene du finner og at det gjør noe godt, om du så blir utmattet av det.
Hilsen Tora.
Heidi
11. marts 2008 at 08:39Arjj, Liselotte. Måske er det alt for privat, men hvor er jeg nysgerrig efter at høre, hvad det er for nogle erfaringer, du gør dig i disse dage. Tænk, hvis jeg kunne lære noget af dem i forhold til min egen multihandicappede datter.
Desværre må vi jo se i øjene, at livet leves forlæns og erfares baglæns, så uanset hvad, vil der altid være ting, jeg ønsker jeg havde vidst, DENGANG. Men hvor ville det være dejligt, hviss du kunne hjælpe mig til nogle “genveje” :-)))
Jeg håber, du får nogle inspirerende dage..
Helle Koed
11. marts 2008 at 07:39Rigtig god morgen Liselotte! :)
Døre er til for at blive åbnet, men nogen gange binder de, og nogen gange har de (som du selv skriver) slet ikke håndtag…
Sådan er livet, og jeg synes det er flot at du kan hjernevride – tror du kan komme rigtig langt med det! :)
Håber du får en god dag, med måske knap så mange kameler?? ;)
Knus fra morgennissen!