Oskar styrer for vildt. Det mener han i hvert fald selv og inde på egen matrikel er det ikke noget problem, for der kan man hævde sin ret, nemlig sofaen.
Man kan jo bide dem af møblet, hvis de ikke flytter sig frivilligt…
Og sådan kan han ikke tåle, at Oline sætter sig i sofaen, hvis han er der først. Så skal hun have tæv og han går til den. Aldrig for alvor, men gerne for sjov. Hun får alt hvad den kan trække og hun ender altid med at kapitulere, så jeg er sikker på, at han mener sig i sin gode ret. Det er jo effektivt.
I dag flyttede hun sig ned på gulvet, men det blev så alligevel for fristende at prøve grænserne af dernede også. Måske kunne han i virkeligheden bestemme over hele stuen og ikke kun sofaen. Så fik hun flere tæv…
Han måtte dog kapitulere til sidst. Han fandt grænsen. Hun nægtede at flytte sig, men til gengæld var han både træt og småmuggen, da han valgte at spadsere ud af stuen, for at lægge sig nede på vores seng, hvor fra der er godt udsyn til resten af huset. Hende Oline skal jo nemlig ikke tro, at hun er noget. Nu kommer han farende ved det mindste blink.
Han er tosset, men jeg elsker, at han stadig er så glad for at lege.
16 kommentarer
Liselotte
7. marts 2008 at 18:42stensamler, han er en dansk/svensk gårdhund og en dejlig, mild, frisk, legesyg og klog lille hund. Han kan til gengæld ikke fange mus. Han er nærmest lidt bange for dem… ;-)
stensamler
7. marts 2008 at 17:17Det er lige sådan en vovse, jeg gerne vil have. Han ser kvik og klog ud. Er han et kryds? Og kan han fange mus?
Liselotte
7. marts 2008 at 07:32JJH, vi har, fra han var helt lille, bedt ham holde mund, når det kun handlede om forbipasserende eller lyde udefra. Konsekvent og uden at falde af på den, har vi fortalt ham, at vi ikke gider have det. I dag gøer han ikke, medmindre der virkelig er en grund til det.
Vi har før haft en dansk/svensk gårdhund og de gøer af alt og ingenting. Det gad jeg simpelthen ikke, så han er opdraget til at lade være. Ganske enkelt. Måske har vi bare været heldige med ham her, for det er immervæk hundens natur, men en flittig indsats har minimeret det, så han er hyggeligt selskab og stort set aldrig gøer :-)
JJH
6. marts 2008 at 23:11Hvordan har I båret jer ad med at få ham til at lade være med at gø unødvendigt? Min dejlige da/sv hund går grassat bare der er en fasan eller skade udenfor vinduet. Hvis der går hunde forbi huset skal de have en hilsen med, og katten får en ordentlig salut, når den er udenfor – han siger aldrig noget til den, når den er inde. Jeg ser med overbærenhed på at han gør ad ræven, når den står udenfor, men alt det andet er ret irriterende. Når han er på første sal i huset gør han aldrig, men der kan han heller ikke se ud ad vinduerne!
Liselotte
6. marts 2008 at 21:54Oskar er 4 år gammel… eller ung, må det vel være :-)
Han er en glad hund, som altid er med på lidt spas. Livlig og lærenem er han også og så det allerbedste… han er opdraget til IKKE at gø uden grund. En stor fordel med en race som hans ;-)
Sofie
6. marts 2008 at 21:40Jeg er gerne fuldstændig flad af grin over dine beskrivelser af skønne Oskar. Han er så helt igennem elskværdig, dejlig og helt igennem sin egen – ja sådan opfatter jeg ham i hvert fald. Jeg har længe drømt om en hund som Oskar. Er desværre ikke helt sikker på hvad vores kat ville synes om sådan et vilddyr på sit domæne.
Helle K.
6. marts 2008 at 21:36Hvor gammel er Oskar egentlig? Jeg drømmer om en hund i samme størrelse – jeg synes den er perfekt til en indehund. Vi har engang for snart mange år siden haft en hund, når han rejste sig op under sofabordet, så havde han sofabordet på ryggen – sådan en hund er lidt for stor i en stue :)
Det er smadderhyggeligt, som I har placeret jer med udsyn til kokken.
Hanne P
6. marts 2008 at 21:28Hvor er han nuser ham Oskar.
Liselotte
6. marts 2008 at 21:19Nadia, han er en dejlig, lille hund :-)
Gitte, han er stadig vild med at lege og det er rigtigt skønt. Han er altid glad :-)
Gitte
6. marts 2008 at 19:46Jeg synes det er rart at Oskar er vild med at lege. Jeg har en veninde hvis hund hellere ikkestår tilbage når der skal leges. når vi går tur i skoven er det altid mig, der får pinden og skal lege. Det er nok min egen skyld, for jeg er også lidt af et legebarn.
kan i hygge jer i sofaen hvis i er hurtig nok.
Nadia
6. marts 2008 at 19:40Åhh min hals, som ikke har for godt af at grine, men hvor søren, Oskar er jo en hund over alle hunde (eller noget).
Liselotte
6. marts 2008 at 18:48Ella, han er dælme en mærkelig hund, er han – og tak :-)
Ella
6. marts 2008 at 18:46Hvor er her forresten fint – topbanner og tapet går op i en højere enhed :-)
Ella
6. marts 2008 at 18:45Han er så sjov – jeg var færdig af grin over hans optræden med r….lige i vejret sammen med tøserne på bænken :-)
Liselotte
6. marts 2008 at 18:17Det er han altså også, Hanne ;-)
Hanne
6. marts 2008 at 18:15Tosset eller ej, lige nu har jeg en dameudgave af Oskar, som står og piver foran skærmen, fordi hun har fået øje på ham….måske synes hun, at han er lidt lækker :)