Der var lukket for de lette, da vi skulle passere og jeg skal love for, at der var en heftig sidevind, men den slags afholder ikke en dedikeret chauffør fra at tage turen over Sprogø, så afsted gik det…
Imens sad jeg ved siden af… og strikkede de sidste pinde på det nye, lyseblå sjal. Enderne skal hæftes og så skal skidtet vaskes og tørres. Det sidder lige i skabet, tror jeg.
Tiden flyver afsted i selskab med Kenneth og et strikketøj. Lyset havde vi helt frem til klokken 19, hvor jeg lige nåede at lukke de sidste masker af. Det er forår lige om lidt.
Jeg har lige spist. Der er varm kaffe på kanden. Man skulle være et skarn, hvis man ikke kunne finde ud af at drikke det i sofaen.
7 kommentarer
Liselotte
3. marts 2008 at 08:36Lene, det er herligt med et strikketøj, når turen er lang og egentlig bare skal overståes. Vi kender jo den tur til hudløshed, så der er sjældent nyt at se. Øjnene kan sagtens engagere sig i to pinde, mens snakken går og jeg når så meget, når jeg sidder der ved siden af :-)
Peter, vel er det da så ;-)
Peter
3. marts 2008 at 00:19Godt skud af 2 “fyre” på en gang.
Lene
2. marts 2008 at 23:26Velkommen hjem med strikketøj, chauffør og duften af sommer :-)
Jeg ville ønske at jeg kunne strikke i en bil, men i dag har jeg været kortlæser, ruteplanlægger og nydt nordjylland :-)
Liselotte
2. marts 2008 at 22:34Anne, det kan man… og det er hyggeligt at sidde indendøre, når naturen raser :-)
Jeannette Mariae, det var dejligt at komme hjem også :-)
Charlotte, den er slet ikke så dum, den sweater ;-)
Charlotte Illum Larsen
2. marts 2008 at 22:16Og som sweateren dog klær chaufføren
Jeannette Mariae
2. marts 2008 at 21:10Velkommen hjem. Ja, du har så ret – ude godt, men hjemme aller bedst ;-)
Anne,mandagspigen
2. marts 2008 at 21:08man kan nå så mange gode masker , der på vejen over Storebælt…og sammen med maskerne mangen en god snak…dejlig tur…bedst i vindstille…det hiver sådan i bilen når man lige har sluppet pylonen og så kommer der kname en til ..sjuiiii…og ja ude godt, men hjemme bedst.