11

Forgæves jagt

Vores lokale planteskole, som har fået kronede tider efter Aalborgs største planteskole lukkede, har været i gang med at udvide de sidste mange måneder. De sidste uger har jeg bemærket, at gravemaskiner er fjernet til fordel for ny indgang og sirligt opstillede indkøbsvogne.

I dag, da jagten på foråret gik ind, var jeg overbevist om, at det kunne findes dernede, så jeg slog et slag indenom.

Planteskolen

Der er blevet vældig fint udenfor. Vandkunst står side om side med indkøbsvogne, som gør det nemt og bekvemt at komme indenfor i varmen, for at proviantere, så jeg var ikke sen til at gribe en af dem og smutte ind i varmen.

Det indendørs areal er udvidet til dobbelt størrelse, så jeg havde en forventning om, at sortimentet også var udvidet og inspirationen lige om hjørnet. Sådan var det så slet ikke. Stort, næsten gabende tomt og i hvert fald gabende kedsommeligt var der, da jeg endelig kom ind i varmen. Der var intet nyt under solen og ikke engang en hyacint havde de hjemme, så det tog ikke mange minutter at komme ud igen.

I stedet smuttede jeg op og handlede ind i de lokale butikker og fik derfor både hyacinter, perlehyacinter og tulipaner med hjem. Foråret skal etableres indendøre, for dagen er stadig grå, tåget og fugtig og der er ikke udsigt til andet lige nu.

Foråret indenfor

I aften skal vi have makaroni. Barndommens pasta. Det eneste der var at få. Pludselig forsvandt det ud af sortimenterne til fordel for fettucine, tagliatella, farfalle, rigatoni og penne, men jeg elsker altså makaroni og pludselig lå det der, lige foran mig, på en hylde i supermarkedet.

Det skal spises med en god tomatsauce af den helt enkle slags. Finthakket gulerod, bladselleri og løg svitses i god olivenolie og herefter spædes op med hakkede tomater, en bouillonterning og evt. lidt vin eller vand og så skal skidtet bare have lov til at simre, til det er kogt ind til det allerbedste i hele verden, en god, mild og velsmagende sugo. Uhm.

Friskrevet parmesan og nybagt foccacia bliver tilbehøret. Jeg glæder mig.

Du vil sikkert også kunne lide