Bare jeg kan få sølv

Jeg har altid foretrukket sølv. Det gør jeg fortsat. Jeg ønsker mig aldrig guld. Det klæder mig ikke, synes jeg og så er der ofte noget alt for pænt over guldet, som slet ikke passer til mig. Jeg er ikke pæn…

Jeg har dog en favoritting, som kan prale med guld, nemlig mit græske armbånd fra Athena inde i Aalborg. Der kan guldglimt anes, når jeg kaster håndtegn i alle retninger og faktisk var det slet ikke meningen med det guld, for egentlig ønskede jeg mig armbåndet i rent sølv, men da jeg endelig fik ønsket opfyldt, var det blevet redesignet og nu var der altså guld med i købet.

Det gør absolut ingenting, for jeg elsker det armbånd, ligesom jeg elsker mit brede, tunge sølvarmbånd derinde fra.

Det kan også flashe små glimt af guld. Stenene sidder i guldfatninger, som giver armbåndet sit helt eget udtryk og jeg er vild også med det.

Begge armbånd er så store og dominerende, at det er rigeligt at tage et af dem på og være så tilpas smukkeseret, at der ikke rigtigt er plads til de ørenringe, jeg alligevel altid glemmer. Det passer mig strålende, for jeg synes ærlig talt også, at jeg bliver sådan lidt for pæn med noget i ørerne.

Nu har jeg så forelsket mig i et sølvkors derinde fra. Et temmelig stort, tungt og måske en anelse vulgært et af slagsen, men jeg kan ikke gøre for det.

Jeg sværmer for de store smykker. De, som skal bæres alene.

De, som gør en forskel på alt det sorte…

Nu er der vel kun tilbage, at gøre opmærksom på ønsket og så sætte sig ned og håbe eller alternativt smutte ind forbi og spørge hvor mange gulve der skal vaskes, før det er mit…