11

Jeg vil se film!

Egentlig havde jeg planer om at ville ud i verden denne søndag, men virkeligheden er, at jeg er alt for træt efter gårsdagen og nattens arbejde, så jeg er faktisk ikke meget værd og derfor fristet af en sofa, lidt gode film og så ellers det rene ingenting.

Det eneste, som er vågent herhjemme, er vintergækkerne, som folder skørterne ud og pynter lige her, ved siden af computeren. De er smukke og forårsagtige, men det er vejret ikke og måske er tågen og alt det grå medvirkende til, at jeg ikke rigtigt orker noget som helst…

Vågne gækker

Jeg har ingen anelse om filmbeholdningen i stuen, men det kræver vel bare, at jeg rejser mig og tager et kig i skufferne. Der er nok at tage af, så det er vel mere et spørgsmål om, hvad jeg gider. Noget let skal det være, for jeg er på det nærmeste hjernedød i dag og trænger bare til at blive underholdt.

Alle planer om en tur nordpå, brødbagning og måske endda en kanelkage i ovnen er skrinlagt. Jeg gider ikke!

Søndagsstrikkerier

Første ærme på Cobblestone er startet. Det er bare derud af. Ingen hjerneaktivitet er nødvendig, så det vil passe perfekt til en film eller to.

En kande varm te, et stykke chokolade og fødderne under varm hund, det er vist lige hvad jeg kan trække mig op til. Nogle dage er det godt nok, så jeg vil tage mig sammen og få fyldt vaskemaskinen, som kan få lov til at arbejde, når jeg ikke orker.

Om nogle timer smider jeg alting og lader søndag være søndag. Så skal der ses film. Basta.

Du vil sikkert også kunne lide