I går købte jeg de nødvendige ærmepinde. Jeg strikkede bolen og fik brugt de sidste nøgler garn, der var vundet op. I dag er jeg klar til ærmestrik. Den kedeligste del af Cobblestone er overstået.
Det er skønt og det bedste ved denne ærmestrik er, at jeg ikke behøver starte på strømpepinde, men kan kaste mig over en lille rundpind med det samme. Så er der fart på fra startskuddet lyder. Det passer så vældigt.
Små rundpinde kan være en plage, fordi wiren sjældent er særlig samarbejdsvillig efter at have ligget snoet tæt sammen inde i pakningen. Det er der råd for.
Snup din rundpind, sæt lidt vand over og find et fad frem, som tåler varmen. Når vandet koger, lægger du rundpinden i fadet og overhælder den med det kogende vand. Wiren folder sig ud og bliver efterfølgende blød og medgørlig. Det gør en pokkers stor forskel.
Kvaliteten af en rundpind er afgørende for fornøjelsen ved at strikke. Overgangen mellem pind og wire skal være glat og uden forhindringer, som afholder maskerne fra at glide nemt og bekvemt over pinden, men også wirens blødhed er afgørende for, hvor nemt det er at strikke med pinden.
ADDI er uovertrufne hvad det angår, men du kan sagtens opgradere dine gamle rundpinde med en kande kogende vand og et fad, som tåler varmen. Det forandrer ikke overgangen mellem pind og wire, men det gør wiren blødere og dermed strikkepinden meget skønnere at sidde med. Prøv det :-)
PS – dette fif skal IKKE anvendes til bambus- eller ædeltræ, men kun til metalpinde.
10 kommentarer
Tusindfryd/Dorte
10. februar 2008 at 19:15Jeg plejer bare at koge en kedel vand og så holde wiren ind over dampen, mens man holder den udstrakt. Det virker også fortrinligt, og træpinden tager ikke skade…
Liselotte
9. februar 2008 at 12:40Simpelthen, så det skal prøves, Anne :-)
Anne
9. februar 2008 at 12:37det var jo løsningen at holde træet ovenvande genialt :-)
Liselotte
9. februar 2008 at 12:18God idé med kun at lade wiren ramme vandet, Tina. Så kan træpindene vel også tåle en omgang :-)
Tina Poulsen
9. februar 2008 at 12:12Ja altså jeg ville jo sige rundpinde i træ ;)
Tina Poulsen
9. februar 2008 at 12:12Jeg gør også dette med rundpinde, men sørger for at kun wiren er i vandet, mens jeg står og holder fat i pindene ovenvande ;)
Dejligt fif som virkelig kan tæmme nogen trælse wire! :)
Liselotte
9. februar 2008 at 11:49Jeg har ødelagt træpinde på den facon, Anne, så jeg ville ikke turde anbefale det… ;-)
Anne
9. februar 2008 at 11:45Jeg gør det også med mine rundpinde af træ og ædeltræ….men det gør man jo op med sig selv om man vover …men tipset er uovertruffent godt …så godt med en reminder LIselotte
:-)
Liselotte
9. februar 2008 at 11:42Jeg er sikker på, at det vil gøre en stor forskel, Anita – og så tager det kun to minutter :-)
Anita
9. februar 2008 at 11:17Du er da en perle, sådan at give det her tip. Jeg har nemlig en wire, der er så tosset, så jeg har været tæt på at smide den ud flere gange.
Jeg må lige prøve tricket af, når jeg vender tilbage til strikkelysten :o)