18

Gækken er løs

Engang var det Oline, som sørgede for forårsbebudere indendøre. Sådan er det ikke længere. Nu bruger hun hellere dagene på indendørs sysler, som at sove til langt ud på eftermiddagen.

Det skal naturligvis ikke afholde mig fra en tur ned i bunden af haven, hvor vintergækker gror inde i skovbunden…

Vintergæk

De står i små, kompakte klaser og bringer forårsstemning ind i haven. De gemmer sig, så der er buske og træer, som skal forceres, inden jeg finder dem. Oskar er med på sidelinjen, for han holder meget af at strejfe nede i den ende af haven.

Vintergæk

Oline kunne tidligere slet ikke se en vintergæk uden at tage den med indenfor. Nu står de i fred inde under træer og buske, for ingen plukker dem længere.

Det varer ikke ved, for jeg kan naturligvis ikke nære mig. Jeg plukker en håndfuld, mens jeg drikker duften af muld og forår. Jeg ser bænkebidere, som traver over skovbunden i evig jagt efter føde, men ellers er der stille dernede.

Vintergæk

Vintergækken er så yndig, men allersmukkest er den, når den kommer med indenfor i varmen og får lejlighed til at sætte skørtet i sving. Når den folder sig ud og begynder at danse, er kigget til det grønne underskørt det bedste ved gækken…

Vintergæk

Jeg tog kun en lille håndfuld med ind, for yndigheder skal trækkes i langdrag og om et øjeblik er de alle væk.

Den er kommet tidligt i år og holder vist ikke frem til gækkebrevene skal skrives, men jeg tænker også, at den tid er forbi, hvor Oline kunne bruge en hel dag på at tegne, klippe, klistre og skrive yndige versefødder. Tiden går…

Vintergæk

Måske jeg skulle overveje at gemme en enkelt, presse den og smugle den i et lille brev, som kan sendes til ham, min hjertenskær. Han gætter da aldrig, at det er fra mig. Et påskeæg fra Summerbird kunne være dejligt…

Du vil sikkert også kunne lide