Hovsa

Virkeligheden er, at jeg aldrig nogensinde får lov til at glemme. Konstant konfronteres jeg med Alexanders død, fordi jeg kommer alle de steder, hvor vi også kom, da Alexander stadig var i live. Det går fint med det. Jeg synes selv, at jeg håndterer det okay.

I dag var jeg et smut forbi Sygehus Nord, som det hedder heroppe i Aalborg. De sidste mange gange vi var indlagt med Alexander, foregik det ude på Syd, så det er naturligvis der, det er sværest at komme, men hvor har vi dog mange gange forceret porten her, på vej ind på børnemodtagelsen.

Jeg kan sagtens passere skiltet her, uden at blive påvirket. Det betyder ingenting i forhold til Alexanders død, men jeg oplevede noget underligt, da jeg begav mig ned under sygehuset, for at komme til den afdeling, som var endestationen i dag.

For at komme til afdelingen, skulle jeg ned under jorden, gennem en tunnel og undervejs mødtes jeg pludselig af lugten af sygehus. Den der udefinerbare lugt, som er helt speciel for sygehuse, strømmede pludselig ud af en åbentstående dør og jeg reagerede prompte.

Jeg fik kvalme, måtte skynde mig forbi døren og så tage en lille pause, hvor jeg lige fik hold på mig selv. Måske er jeg ekstra følsom ovenpå i går, men det var voldsomt og meget ubehageligt, for det var helt udenfor min kontrol.

Jeg havde heldigvis god tid, så i stedet for at gå indenfor, tog jeg en kort spadseretur og endte oppe på Reberbansgade, som nok snart må betegnes, som en af Aalborgs absolut værste steder at færdes. Der er hverken plads til mennesker, cykler eller biler og alligevel er det en af de mest trafikerede smågader i byen.

Reberbansgade er knudepunkt for Sygehus Nord, som ligger klemt inde på et tæt bebygget område i indre by. Gaden er smal, tæt trafikeret og helt uden parkeringsmuligheder, så der er intens kamp om de få pladser, der er at finde foran sygehuset.

Her hersker altid kaos, men lige præcis i dag, var her næsten uhyggeligt stille. Der var endda ledige pladser foran sygehuset, hvilket ellers er fuldstændigt absurd at satse på, når jeg ind imellem har ærinde derinde.

Opgaver henlagt hertil beregnes altid med ekstra minutter til at finde parkeringsplads og efterfølgende få fundet sygehuset, for ingen skal regne med, at de kan parkere tæt på, men tværtimod være indstillet på, at en mindre travetur er nødvendig.

Når man kigger ned mod Absalonsgade ligger en perlerække af smukt renoverede huse. De er allesammen malet i fine farver, som gør gaden mild og festlig i den ende.

Som sagt ligger en del af Aalborgs sygehus inde midt i byen og det er, uagtet at småt er hyggeligt, ikke særlig praktisk. Der er for øjeblikket igangværende snak om et samlet sygehus heroppe, men lige nu er udsigterne ikke specielt gode, så jeg vil se det, før jeg tror det og så forøvrigt belave mig på, at jeg i en rum tid endnu skal beregne ekstra tid til parkering derinde.

Der er for nuværende en renovering i gang. Det skaber ekstra tumult omkring sygehuset og jeg fik aldrig set, om forklaringen på de ledige pladser kunne skyldes, at håndværkere har beslaglagt parkeringspladsen. Jeg var nemlig frisk igen og klar til en tur indenfor, inden jeg kunne returnere til det forårsvejr, som har kunnet nydes heroppe hele dagen.

Jeg klarede resten af dagen i fin stil, men et øjeblik nåede jeg at komme helt i tvivl.