Hvor gærdet slet ikke er…

Overspringshandlinger er jeg god til. “Jeg må hellere lige…”, er noget jeg kan tage mig selv i at tænke mange gange i løbet af en dag, som er pakket tæt med forskellige pligter, som ikke kan undgåes.

Kan de ikke det, kan de jo udskydes og således også denne onsdag, hvor jeg pludselig fandt mig selv i færd med at vinde garn op…

Nu var det jo ikke fordi jeg stod og manglede garnet. Faktisk slet ikke, for det er alene en ekstra gave til mig selv, da jeg i sin tid gik på udsalg. Et par nyster Noro Blossom i festlige og forårsglade farver røg med i kurven. Ved en senere lejlighed kunne de sikkert blive vældig praktiske at have liggende i garnreolen, sådan bare fordi…

De ligner jo omtrent slik, nu hvor de er vundet til nøgler, som ligger og er klar til strikkepindene. Jeg ved ærlig talt ikke rigtigt med farverne, men er de ikke kompatible med mig, kan de sagtens foræres væk, når de er forvandlet. Jeg kender flere, som ville elske disse farver.

Jeg er vild med blå, violet, lime og jordfarver, men det kan du ikke nødvendigvis gætte, hvis du ser mit garnlager, som er sammensat af hele paletten.

Yndlingen er blå. Det har det altid været og det er bestemt ikke en hvilken som helst blå. Jeg er frygtelig kræsen. Jeg kan ikke lide blå altid, men nogle nuancer af blå vender jeg tilbage til år efter år. Isblå er en af dem.

Nu var det jo lige så heldigt, at der lå isblå silke i udsalgskurvenes fristende silke, da jeg var til udsalg hos B.C. Garn i Kolding. Der røg et par nyster med hjem og nu kunne jeg jo lige så godt vinde dem op også. Maskineriet var jo fremme.

Jeg fintænker lige nu. Jeg er vild med silkens struktur og synes egentlig, at garnet taler for sig selv og derfor ikke behøver avancerede mønstre. Jeg er fristet af en strikket halsklud alene i retriller. Jeg er sikker på, at det vil klæde både garnet og mig.

Måske jeg er nødt til at slå op til en prøve lige om lidt…