- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
51 kommentarer
Liselotte
8. februar 2008 at 15:21Det kan undre mig, at vi efterhånden sagtens kan se lig og lemlæstelse allevegne uden så meget som at løfte et øjenbryn, men så snart det bliver gjort på en måde, så vi berøres af det, skal der stilles spørgsmålstegn ved, om det er i orden. Jeg ser sjældent nogen fare i blækhuset over nyhederne.
Fru Møller, du plæderer for, at Martin ville have frasagt sig at blive vist efter sin død. Du ved det ikke. Måske havde Anette og Martin aftalt, at det i orden.
Jeg har frygtelig svært ved at se hvori det respektløse ligger? Hvad handler det om?
Handler det om, at Martin ikke er pæn efter sin død og derfor ikke burde være set af andre end de nærmeste? Det fornemmer jeg, at du mener i en af dine kommentarer. Det handler så om din reaktion på et anderledes udseende, som du så enten skræmmes af eller væmmes ved, for Martin var ikke grim i mine øjne. Han var Martin.
Døde mennesker ser anderledes ud end levende mennesker, men når det er sagt, så var dette her skildret med en god del kærlighed og desuden en vigtig afslutning på en lang rejse, som blev skildret i den udsendelse. Jeg fandt det ikke det mindste grænseoverskridende, men tværtimod mindedes jeg under den efterfølgende samtale, hvor alarmerende opmærksomme vi forældre hele tiden er. I stedet for at sørge, tænkte Anette praktisk – det fortæller så meget om, hvordan det er at leve med disse her børn. At man konstant er i alarmberedskab. Det var, mere end noget andet, det jeg hæftede mig ved.
Jeg vil så gerne forstå hvori det respektløse ligger. Jeg synes ikke der var andet end netop respektfuldt og så skildring af en dyb kærlighed til den unge mand, som bød døden trods i rigtigt mange år. Vil du ikke være mere præcis omkring HVAD der får dig til at reagere, for jeg forstår det simpelthen ikke.
Deborah, man kan jo, hvis man synes det er for stærk kost, lade være med at se udsendelsen. Det tror jeg, du skal.
Tina - omme i London
8. februar 2008 at 12:23SUK – knus til dig (((((((((((((((((((((((((((Liselotte)))))))))))))))))))))))))))))))))
Bodil
8. februar 2008 at 10:35Deborah – og andre som ikke har set udsendelsen – den kan ses på DR’s hjemmeside.
Deborah
8. februar 2008 at 10:12Jeg så ikke udsendelsen, så jeg kan jo så derfor nok ikke “tillade mig” at sige mit. Men for hvad det er værd, så synes jeg nu heller ikke, det er nødvendigt at gå SÅ tæt på.
Hvorfor så jeg ikke? Jamen dels fordi jeg glemte, men også fordi jeg er et følsomt gemyt, og næsten ikke kan klare den slags. Men udsendelsen kommer igen den 21. februar. Om jeg ser den ved jeg ikke, men nu får I andre muligheden ihvertfald, hvis I ikke har set.
Jeg gør mig som så ofte før tanker om det, at have et SÅ multihandicappet barn hjemme. Jeg har ikke selv børn heller, og derfor mener nogen nok, at det kan jeg ikke udtale mig om. Måske ikke, men jeg tror ikke, det var mit valg. Jeg har det tæt på i familien, og tænker også på de søskende, som kan blive “Tabt” i det spil, og bemærk jeg siger “kan blive” – det er bestemt ikke mit indtryk her! Jeg ved det ikke. Hvad jeg ved er, at det er utroligt svært uanset hvordan man vælger – og at jeg føler mig som “en kylling” når jeg ikke engang føler, jeg magter at se på TV, som nogen har styrke til at gennemgå i virkeligheden.
Anja
8. februar 2008 at 10:09Liselotte – som du ved tænkte jeg meget på jer den aften. Som så mange mange andre.
Jeg ved det er og har været barskt – men for mig var det en smuk udsendelse. Den var smuk fordi den, som du også skriver i en af dine kommentarer, viste Martin.
Jeg oplever diskussionen – om hvorvidt det er respektfuldt at vise Martin død – som en misforståethed. Jeg kan forstå det hvis det er ens personlige grænse, og man netop har svært ved at se døden i sin fysiske form – men at henvise til at det i dette tilfælde handler om ikke at kunne spørge Martin – om hvorvidt han vil medvirke som død eller ej – oplever jeg som en fejltolkning af hvad udsendelsens (morens) budskab egentlig er.
Det er jo således, at mennesker som er så svært fysisk og psykisk handicappede – så de ikke har et konkret sprog der er linket til den virkelighed vi andre går rundt i – dem taler vi for. Dem tager vi beslutninger for. Hele tiden. Dem rokerer vi rundt på. Maser rundt med. Skifter. Vasker. Mader. Hiver ned til ænderne. Til koncerter. Sætter musik på. Bader dem. Ind i biler. Ud af biler.
Men hvordan gør vi det? Det er dét der er kernen.
Ingen kunne spørge Martin om han overhovedet ville medvirke. Set ud fra et etisk synspunkt synes jeg det ville være mere logisk hvis det var derpå vægten blev lagt – jeg har set film om lettere udviklingshæmmede på mit studie som jeg oplevede som obskure! Fordi de fx viste en kvindes bryster når hun var i bad (jeg har generelt ikke noget problem med bryster).
Men det var simpelthen fordi jeg ikke oplevede en grundlæggende respekt i disse ‘film’. Der var ikke nogen kærlighed bag – og derfor blev budskabet også forplumret.
Det var der til gengæld i udsendelsen om Martin. Jeg kan ikke have andet end tillid til at Martins mor har gjort, og gør, det rigtige for sit barn. At de valg hun træffer, og har truffet i 17 år, er trukket direkte ud af hjertet på hende. Herunder at hun har valgt at vise Martins liv. Hele hans liv – inklusiv døden, som jo også er livet; afrundingen på det.
Der kan være meget medieluderi, og rædselsfulde billeder fra krige, og børn der kastes ud fra huse, men her stod en kvinde bag som ville fortælle en historie. Den historie hun fortalte fordrede at vi andre fik det hele med. Det var ikke en historie hun kunne fortælle halvt.
Og ja, i det her tilfælde tror jeg faktisk at det var nødvendigt for den fulde forståelse at se Martin stiv og død! Fordi det er sådan det er når man mister en der står en så nær – man bliver nødt til at gå helt ind i det. Helt ind og røre og kigge og gøre fin…for at forstå med følelserne. For at komme videre.
Jeg synes det var en smuk udsendelse. Og jeg tror den skulle til. I sin helhed. Fordi, oplever jeg, at det faktisk blev gjort med stor etisk bagtanke.
Mette
8. februar 2008 at 09:45Jeg er helt enig med dig, Sidse – vi bør ha´ respekt for familiens valg – for vi andre kan jo bare slukke, som du siger.
Ligesom LiseLotte, er jeg utrolig glad for udsendelsen – fordi den viste, at børn som Martin, Alexander og min lille datter er elsket og værd at elske. At de er skønne og smukke og dejlige – på trods af, at de er alvorligt handicappede. Samtidig viste programmet, hvor svært det hele er – både livet med og uden barnet…og jeg kan kun ha´ den dybeste respekt for, at Martins forældre havde mod til at vise os det.
kh Mette
Fr. Møller
8. februar 2008 at 08:01Det er jeg slet ikke enig i, Liselotte. Jeg har f.eks. et særdeles afslappet forhold til døden. Alligevel synes jeg, det er respektløst at udstille en død, der ikke på forhånd har kunnet give sit evt. samtykke til det.
Liselotte
7. februar 2008 at 21:42Jeg forstår sagtens, at vandene er delte. Jeg tænker bare, at det ikke er respekten for Martin der er i spil her. Det er egne følelser omkring døden, for Martin er jo ikke blevet udleveret. Han er blevet set.
Sidse
7. februar 2008 at 21:33Jeg synes, at udsendelsen var en rigtig “øjen-åbner” i sin helhed, og afskeden med Martin i særdeleshed. Hav lidt respekt for familiens valg omkring, hvad de synes var vigtigt at få med. Vi andre har trods alt muligheden for at benytte sluk-knappen. Det har de ikke.
anni
7. februar 2008 at 17:37Jeg synes, du har meget ret Fr. Møller.
Det handler også om respekten for Martin.
Hvis nogen spurgte, om de måtte filme mig efter min død – og udsende billederne på en tv-kanal i “den bedste sendetid”, ville svaret uden tvivl blive: Nej tak.
Forøvrigt er det forholdsvis ny – og smagløs tendens på tv – trangen til at vise lig – altså rigtige lig – ikke fiktive.
Fr. Møller
7. februar 2008 at 16:55Jeg ved – også selv om jeg har været forskånet for handicappede børn – godt, hvordan virkeligheden også kan være. Og jeg må beklage, hvis det kun er mig, der har det sådan – jeg har inntet – intet – behov for at komme med helt ned i kisten – med mindre det er mine egne nære pårørende, det handler om. Tvivler på, de døde har behov for at få mig med… Sorry.
Liselotte
7. februar 2008 at 14:58Sjovt nok var der, efter min opfattelse, intet af det viste i udsendelsen, som på nogen måde kunne undværes. Heller ikke delen med Martins død. Jeg syntes ikke, at den udstillede nogen. Den skildrede virkeligheden og den gjorde det med respekt for både Martin og de efterladte.
Jeg har været der. Det er sådan. Det er virkeligheden. Måske er det derfor, jeg tænker sådan. Måske er det fordi jeg ved, at sådan er det. Jeg har set det hele før.
Det rørte mig. Jeg græd som pisket, men kun fordi smerten ved at miste dit barn er næsten ubærlig og den var helt nærværende undervejs i udsendelsen. Ikke fordi det var følelsesporno, for sådan så jeg det slet ikke. Måske fordi det er virkelighed for mig…
På afstand er jeg utrolig glad for, at Anette og Jørgen har haft mod på og overskud til at skildre vores virkelighed. Det er så svært at formidle alene med ord. Det skal ses og det skal føles, før menigmand begynder at begribe lidt af omfanget, tror jeg.
Jeg har altid forstået hvorfor udenforstående ikke kunne begribe omfanget, men i går tænkte jeg, at udsendelsen måske kunne give bare en smule indsigt. På kommentarerne her kan jeg se, at det er tilfældet og det gør mig faktisk meget glad.
Mia (også HB)
7. februar 2008 at 14:57Noget af det, der var så super vigtigt at vise, lige da Martin var død og Anette lå ved siden af ham, var det udsnit af samtalen om at hun sku ringe til præsten, og at hun blev spurgt om ik hun lige skulle bruge fem minutter på bare at være ked af det…
For nogle vil det måske VIRKE som følelsesporno – og det er i orden. Men lad være med at DEFINERE det som følelsesporno, af den simple grund at den lille korte samtale vi fik indblik i over Martins lig, var så sigende – især måske for os med både levende og døde hanidcappede børn.
At selv om han ligger dér og har taget afsked med denne verden, selv om han har fået fred og har forladt sin krop – så er moderen stadig på, praktisk, opmærksom og tilstede – som hun har været døgnet ind og ud i de sidste 17 år.
Det kan være nærmest umuligt at sætte sig ind i, når man ikke står i det, men det gav utrolig stor mening for mig. Hvad man ofrer af sig selv, for ens barns skyld. Hvad man når ud til i sin egen sjæls kroge for at finde flere lommer med overblik og overskud, når man ikke selv tror at der er mere. I de mest uhyrlige situationer, som f.eks. at tage afsked med sit eget barn.
Det var en utrolig intens udsendelse, og jeg er lige så glad for at den blev sendt, som jeg var over at nogen filmede Strandvænget i Nyborg.
Handicapfamilier er en overset race, og Anettes utrolige formidlingsevne gjorde, at der forhåbentligt er mennesker rundt omkring i landet der har fået større og bedre indsigt i facetterne af vores verden.
lisbeth
7. februar 2008 at 13:22Også jeg så udsendelsen, og græd. Men jeg synes, det var en smuk, stærk og meget fin udsendelse uden følelsespornografi. Scenerne fra hans dødsleje bar jo mening og var ikke med for at udstille Martin. Jeg har mødt mange handicappede via min ældste søn, som er autist, og jeg forstår mange af refleksionerne, Anette kom med. Hun var meget velformuleret og eftertænksom, og det er hendes fortjeneste, at udsendelsen blev så flot. Jeg tænkte også på jer og Alexander, det sætter også dine tanker i relief, du er ligeså velovervejet og velformuleret som hende. Jeg glæder mig til at se opfølgelsen i aften på aftenshowet.
Knus og mange tanker også herfra.
KH Lisbeth
Mc.Kinnell
7. februar 2008 at 10:27Jeg så også Martins liv i går – og jeg syntes at det var en virkelig smuk udsendelse og jeg tager hatten af for de mennesker der kan holde til det pres ( på godt & ondt) det må være at være forældre til et handicappet barn.
Det var råt – at Anette kunne sidde og fortælle så åbent – om de sekunder hvor man bare havde lyst til at opgive, om den vrede der lå på fødselslægen, om den stolthed da Martin blev konfirmeret men at hun samtidigt bestemte at det var her han engang skulle begraves, da faren skulle binde slipset til deres ønskebarn så han kunne blive fin til sit farvel, og da Anette stolt og rankt bar sin søn ud af kirken.
Jeg har selv arbejdet 4 år på en døgninstution for multihandicappet. Jeg har mange gode minder og oplevelser men også mange minder fyldt med rædsel og sorg. Og jeg ved at selv om man gør sit bedte så vil det aldrig blive “helt” godt nok til de pårørende for man kan jo ikke være dem – og det skal man heller ikke. Jeg kan helt klart forstå Anettes taanker omkring at der ligesom ikke var noget valg om hun skulle sende ham på en døgninstution.
Og til Jer 3 ….. mange tanker og knus.
Pernille
7. februar 2008 at 10:01I vores familie så vi selvfølgelig også udsendelsen om Martin. Selvfølgelig – fordi vi selv har en multihandicappet dreng på 8 år, hvis liv tit har hængt i en tynd tråd og stadig gør det. Det var en rigtig fin udsendelse, men meget mærkeligt at se sin “egen” hverdag og sandsynlige fremtid på fjernsyn. Jeg græd stille og gik ind og kyssede min smukke søn og sendte alle mine varmeste tanker til jer Liselotte, og til Annette.
yt
7. februar 2008 at 09:51Ja, det var rigtigt barsk. Tårene løb i en lind strøm ned af mine kinder. Hvordan har det så ikke været for jeres familie. Sendte jer mange tanker under vejs. I kvinder og mænd der står dette igennem må være laver af noget ganske særligt stof.
Knus Yt
Karen S
7. februar 2008 at 09:45Jeg forsøgte, men jeg kunne ikke. Det er der nu flere grunde til.
Mikkeline
7. februar 2008 at 09:09Jeg synes bestem scenerne hvor Martin var gået bort hørte med.
Det var og er kærlighed ud over alle grænser som vi så. Enhver mor kan sætte sig ind i hvorfor nettop disse scener skulle med, især en mor der har mistet det dyrebarste hun ejede. det var smukt på en barsk måde.
Jeg har ikke ord til at beskrive hvad jeg følte, men Liselotte i var og er også i mine tanker.
Frk. Vestergaard
7. februar 2008 at 09:02det var SÅ barsk at se, jeg græd flere gange undervejs og sendte flere gange jeres familie en tanke
tine
7. februar 2008 at 08:56En barsk livsfortælling. Men også en smuk fortælling om en mors valg. Jeg er takemmelig for at hun lod sit og Martins liv filme. Nu forstår jeg bedre hvorfor mødre vælger som de gør.
Sofie
7. februar 2008 at 08:53Jeg tænkte hele vejen igennem på jer, Liselotte, på Alexander og på hvordan mit eget liv ville have været, havde min datter levet i dag. Jeg genkendte den betingelsesløse kærlighed til dette barn, på trods af alt hvad de måtte igennem. Det var barskt og smukt at se hendes kamp. Jeg er glad for at jeg så med, men det har startet en del tanker, som jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med nu.
kokken på blokken
7. februar 2008 at 07:57Søde Liselotte – jeg har ikke så meget mere at tilføje – andet end jeg tænkte på jer og Alexander hele tiden. Og så tænkte jeg på hvor man finder den styrke der skal til for at klare opgaven. Men når man elsker kan man klare meget …… klem til dig herfra
Helle K.
7. februar 2008 at 07:19Jeg så Martin og tænkte på jer. Det er så svært at sætte ord på de følelser den udsendelse fik frem. Jeg så den med min mindste og slutningen med min mand – mindste fik stillet mange spørgsmål, som jeg besvarede efter bedste evne. Min mand var meget stille, måske fordi vi også tænkte på det liv, vi kunne have haft, hvis vores første datter havde overlevet… Jeg kunne se, hvor stærk Anette var og hvor stærk du har været, men det vidste jeg jo godt. Nå nu kom jeg så til at tude en lille smule igen, men det er ok, jeg savner stadig min ældste datter, som aldrig fik lov til at leve – jeg har aldrig tænkt, gid jeg ikke havde fået hende, og jeg ville ha’ ønsket at hun overlevede ligegyldigt hvad – selvom det er en meget egoistisk betragtning.
jeanette hegaard
7. februar 2008 at 05:46Barsk udsendelse, men på den anden side en dejlig udsendelse. Den viser virkelig at man kan leve og elske selvom man har et handicappet barn. Noget man ikke kan forestille sig, hvis ikke man selv har prøvet det.
Selv sidder jeg her og skal føde om 3-4 uger og tanken om at noget skulle gå galt ved fødslen er der ofte. Men sådan en udsendelse kan virkelig ændre ens tankegang markant……
Jeg tager hatten af for alle jer derude som har taget kampen, står midt i den eller måske skal kæmpe den i fremtiden.
Maria i Melbourne
7. februar 2008 at 02:03Du er staerk Liselotte.
Johanna
7. februar 2008 at 01:28Den udsendelse krøb så langt ind, af mange grunde, at det tog mig 4 timer at se den her til aften. Den mor var modig, præcis som alle andre der gør det samme som hun, og det vi så, var sobert, og ikke mindst, virkelighed. Døden hører til virkeligheden, selv om den nogle gange kommer når vi mindst venter det.
Mange tanker til dig Liselotte, og Kenneth og Oline. Det må have været en barsk omgang for dem af jer, der så programmet.
Fr. Møller
7. februar 2008 at 01:22Ja, og der synes jeg præcis respekten for det døde barn røg sig en tur. Det gav ikke mig større perspektiv på noget som helst at se den døde Martins for evigt stivnede grimasse. Faktisk tænkte jeg på, om det skulle med for at vise os, hvor grimt det kan være ikke at kunne styre sin mimik.
Det tror jeg, alle ved i forvejen. Og jeg syntes, det var en hån mod Martin at udstille ham sådan. Død – uden mulighed for at protestere eller flygte. Jeg kunne ikke have det!
Undskyld, Liselotte – det var ikke min mening at afspore.
Fríða
7. februar 2008 at 00:51tror ikke der er så meget at tilföje til det der allerede er skrevet, udover min beundring for alle os mödre med börn der lider af en eller anden form for langvarig/livslang sygdom/handicap. jeg var for nogle år siden deltager i en undersögelse hvor mange af os blev interviewet; konklusionen: næsten alle led af PTSD, af samme sort som kvinder der havde været ofre for krigsvold og lignende. alligevel synes jeg netop den sag i den grad bliver overset, i hvert fald er jeg aldrig blevet tilbudt nogen som helst form for terapi eller hjælp til mig selv, og alt af den slags til min sön har jeg måttet slås for, hvilket formodentlig også er med til at forhöje stressniveauet. nu er sönnen blevet voksen og forventes at selv pleje sin sygdom, men mine bekymringer bliver ikke mindre, næsten tværtimod, sandsynligvis bliver jeg ikke fri mens vi begge lever.
hm, ikke noget spörgsmål kan jeg se, bare noget jeg kom i tanke om da jeg læste alle jeres kommentarer.
varme tanker til dig Liselotte og din familie.
kh.fra Island
Frida
Karen Marie
7. februar 2008 at 00:15Alle har jo sine grænser – men jeg synes det var modigt af hende at lade os følge med hele vejen og vise os hvordan det er/var.
Det blev vist på sådan en fin og respektfuld måde, synes jeg.
Fr. Møller
7. februar 2008 at 00:00De barske scener hørte med. Men jeg ved, at havde jeg været moderen, havde det været lige dér, jeg havde insisteret på at “trække gardinet ned” – også selv om udsendelsen måske havde stået og faldet med det. For vi røg over i noget følelsesporno, ingen kan bruge til noget konstruktivt. Behøver vi se liget for at forstå, at drengen døde?
Jeg har set et dødt menneske – det hører jo med, når man, som jeg gjorde for nogle år siden, vælger en plejeorlov. Hører med, når man tør se døden i øjnene. Men skal dødsmasken udstilles – jeg synes det ikke.
Heidi
6. februar 2008 at 23:33Jeg var glad for, at de også havde valgt at vise de barske scener lige omkring Martins død. Det gav stor mening for mig, som også er mor til en multihandicappet datter.
Selvom hun formentlig ikke har “forkortet livslængde”, som lægerne kalder det, rykker døden alligevel uhyggelig tæt på, når sådan et barn kommer til verden. Det rører ved livets skrøbelighed.
Hvis ikke det er ens eget barn, som er i direkte fare, er det én fra børnehaven eller én fra netværket. Min datter er 7 år og der er allerede 5 af hendes kammerater, som er døde.
Det er jo helt vanvittigt at leve i en verden, hvor børn dør!! Så med al den sårbar som disse børn bærer med sig, bliver døden en mere konfronteredene del af livet. Men den er alligevel så tabubelagt, så for mig var det godt at se præcis, som det var for denne lille familie.
MIne tanker går til jer, Lise-Lotte. Det var dejligt, at I kunne fejre Alexanders fødselsdag i går.
Fr. Møller
6. februar 2008 at 23:04Tilføjer lige, at det var hospitalsoptagelserne med det døde barn, der overskred min grænse. Jeg er ikke berøringsangst ejheller bange for døden. Men eftersom et lig ikke kan svare for sig, synes jeg, det er krænkende at bruge i det i ellers sobert program som det om Martins liv.
Fr. Møller
6. februar 2008 at 22:55Søren – var vel den læge, der behandlede jer som “normale mennesker” – snakkede om, NÅR – ikke hvis – I skulle have flere børn :-).
Det var en tankevækkende udsendelse. Som jeg dog må erkende ind imellem overskred min personlige grænse for, hvornår det bliver følelsespornografi.
Karen Marie
6. februar 2008 at 22:51Jeg græder næsten lige så meget af at læse alle disse kommentarer fra stærke kvinder, som da jeg så programmet.
Jeg ser frem til at se Annette i Aftenshowet i morgen aften – jeg håber sådan, at hun er godt på vej.
Jeg var handicaphjælper i 5 år for Lars, hvis liv endte for nu 5 år siden lige efter han havde fået respirator. Han blev 21 år.
Jeg har aldrig været til en så hyggelig begravelse, som hans.
Lars havde altid givet klart udtryk for en tro på livet i himlen efter døden – og i himlen sidder man ikke i kørestol. Hans to bedste venner og en hjælper sad allerede og ventede på ham i himlen, det vidste han bare.
Det billede sad vi alle med i kirken – at nu var Lars fri fra kørestolen og han kunne spille fodbold med de andre i himlen.
Det gjorde, at selvom det var en fantastisk sørgelig dag, var den også bare fantastisk.
Jeg sender dig også et kæmpe knus, Liselotte – Jeg kender dig ikke, men jeg læser med og jeg er imponeret over hvad du har gjort, hvad du gør, hvad du kan, hvad du magter og hvad du når.
conny
6. februar 2008 at 22:44Også jeg så udsendelsen og tænkte på jeres familie. Nu har du i lang tid skrevet så levende om glæden ved at være en del af Alexanders liv, og så kunne vi her i udsendelsen opleve noget lignende “i virkeligheden”. Det var stærk kost. Både dine beretninger og denne udsendelse tror jeg har flyttet rigtig meget på manges opfattelse af det at have et multihandicappet barn i familien.
Jeg er imponeret af den styrke, I kan finde frem. Vi andre skal så bare huske på, at man jo ikke er som jern – der er en blød kerne, som I skal have lov til at vise også.
Ella
6. februar 2008 at 22:41Det kunne jeg se Liselotte, men jeg vidste det jo også godt, du har fortalt så varmt og godt om ham.
Det var en stærk og meget sober og kærlig udsendelse, som jeg håber alle, der har med handicappede familier ser – bliver tvunget til at se.
Og det var godt at du så den.
Liselotte
6. februar 2008 at 22:27Søren er et enestående menneske. Helt enestående. Han var så alvorlig i udsendelsen. Jeg har grint så meget med ham, det dejlige, hjertegode og varme menneske, som formår at få det ypperste frem i de forældre, han møder på sin vej gennem livet. Han er helt unik. Han møder mennesket med hjertet.
Liselotte
6. februar 2008 at 22:16Virkeligheden er jo, at vi i høj grad formes af de liv, vi bliver tildelt. Noget kan vi selv bestemme, andet ikke, men Anettes fornemmelse af tomhed, usikkerhed overfor HVEM hun er uden Martin og i det hele taget hendes usikre fremtid, det er virkeligheden og jeg genkender den.
Fra det ene sekund til det andet er du fyret på gråt papir efter i mange år at have været en nøgleperson og nu er du en, som må starte forfra med at opbygge et helt nyt liv. Det er vel ikke skidt, men det er barsk kost. Det ved jeg.
Marianne
6. februar 2008 at 22:13Jeg græd ikke – måske fordi jeg står i det – måske fordi jeg er så bange for bagefter…..
Jeg savner Søren da jeg så ham – han var Mathias læge indtil 1999 – da flyttede man Mathias til klink for sjældne handicaps på Riget også fordi han i forvejen gik her med at sine specialer, som jo ikke er på Hvidovre.
Men Søren har bare hjulpet os så meget. Mødt op på Vangedehuse sygeafd da alt var kaos. Da lægerne på Riget ikke kunne fortælle os at Mathias havde kræft og vi anede at noget var galt. Da kørte Søren fra Hvidovre hospital ud til Riget – kaldte de fleste af Mathias faglæger sammen og så bankede han i bordet – det har jeg aldrig glemt ham for.
Da vi skulle stoppe på Hvidovre var jeg så ked af det, men jeg forstod også at Mathias fremtid var på Riget. Med mellemrum har vi skrevet til Søren for at fortælle ham om Mathias liv og hvor han pt. er.
Omvendt har Søren også gjort brug af vores viden i et Mathias har så mange følgesygdomme – dem han han brugt i undervisningsøjemed.
Selvfølgelig uden at man kan se Mathias ansigt – den mand……
Men hans pendant findes på Odense universitets hospital og han hedder Niles Illum………
Der var meget jeg kunne kende i Martins verden, som er min dagligdag. Dog har jeg jo en søn der er mobil og autist i svær grad. Det betyder altså 6-8 voksne om at holde ham til en simpel undersøgelse på hospitalet………. Han var 5 år om at lærer at sidde med c.pap maskinen før det ikke var tvang…..
Men jeg har fået meget at tænke over og alle de fordomme som Martins mor mødte – uf hvor jeg kender dem……
Men jeg er glad for at du fik set udsendelsen Liselotte – for jeg tror at det gør godt efter tårerene også at vide, at man ikke er alene……..
Kunne jeg give dig et kram lige nu så gjorde jeg det – så du må nøjes med et virtuel tanke kram :-)
Laila
6. februar 2008 at 22:11Jeg så det også og tænkte mange gange på jer og Alexander undervejs. Martin var skøn og ligeså hans familie.
Jeg klarede mig uden at græde lige til hans far skulle binde hans slips så han kunne blive en pæn fyr til begravelsen. Puha det var barskt!
Mange tanker herfra..
Christina (HB)
6. februar 2008 at 22:06Ja, og jeg sidder i det lige nu….. har tabt arbejdsfortjeneste, og passer min multihandicappede datter på knap 8 år.
Jeg tudede stort set programmet igennem.
Over Martin, hans familie, kærligheden der var (er) og livet i al almindelighed.
Det var barskt for mig at stå ansigt til ansigt med den virkelighed, vi selv lever i.
Og dog, selvom programmet gav en fantastisk indsigt i forældres ubetingede kærlighed, og i, hvor vidunderlige vores unger er, så sad jeg alligevel med en enorm følelse af tristhed, en følelse af, at Anette nu næsten er alene i verden og skal starte helt forfra.
Jeg ved godt, at TV kun viser en del af sandheden – men det var nu sådan jeg havde det alligevel.
Jeg er ikke blind, jeg ved godt at livet efter Louise bliver helt anderledes, end det liv vi har nu, (og smerten, bare ved tanken, er jo ganske ubærlig) alligevel håber jeg, at en stor del af den måde vi lever på, kan fortsætte – både fordi vi er så heldige stadige at være – lykkeligt – gift, men også fordi vi har valgt (og ikke mindst, har haft mulighed for) at få flere børn.
Jeg beundrer dig Liselotte, for dit livsmod, din livskraft og ja, i det hele taget hele din tilgang til livet. Det har jeg gjort længe – også før blog-tiden, hvor det var på Hsndibarn du skrev lange, fantastiske indlæg.
Jeg håber – når engang ( om MANGE år :-)) at vi skal til det ubærlige, at jeg formår at tackle det, og leve videre, som I har formået det!
Johanne
6. februar 2008 at 22:01Det var SÅ barsk. Mine tanker var hos dig og din familie.
Knus til dig.
Mette
6. februar 2008 at 21:55Kære LiseLotte
Jeg så det også – og græd. Men selvom det var svært at se, var det også en smuk fortælling om en mor og hendes barn.
En masse varme tanker til dig fra mig
Jette Hyllested
6. februar 2008 at 21:53Hej.
Jeg kan godt forstå du satte dig ned og fulgte med på Martin’s sidste rejse. Du/I hare en smerte, men i har også et kæmpe HJERTE. Selv om det kan være nok så trist at se sådan en udsendelse, bliver jeg meget rørt over, dels at se den smerte det må være for jer, men også over at se den ubetingede kærlighed til livet i har. I har fået en indsigt i nogle menneskelige relationer, som kun i der har oplevet dette får.
Ja det var meget barskt, men meget smukt.
I er nogel fine og smukke mennesker.
Jeg kender dig ikke, men alligevel skal du ha’ en KNUS.
Liselotte
6. februar 2008 at 21:52Martin og Alexander var født samme år, gik sammen i børnehave og skiltes sidenhen, da vi flyttede til Aalborg. Martin døde 2 måneder efter Alexander. Det er underligt at tænke på.
De og vi, de to unge menneskers familier, deler så mange oplevelser, at det var som at se på os selv ind imellem.
Der var naturligvis mange ting, som rørte ved mig, men jeg tog også en beslutning. Jeg vil skrive til Søren, som var Martin og Alexanders læge. Han betød alverden for mig og han gav mig styrken til at tage ejerskab og turde begynde at elske.
Jeg kunne se, at Søren også havde betydet meget for Anette og da jeg genså ham, indså jeg, at jeg mangler at fortælle ham, hvor vigtig han har været for vores families livskvalitet. Det skal han naturligvis have at vide.
Der kom masser af tårer undervejs, men der var også de der øjeblikke, hvor jeg huskede hvorfor man ikke kunne undgå at elske de unger og hvor jeg stille sad og følte mig uendelig rig, fordi Alexander nåede at være en del af mit liv. Vel var det en barsk rejse, det liv, men det var hvert eneste sekund værd :-)
Bodil
6. februar 2008 at 21:50Ja – det var det.
Louise
6. februar 2008 at 21:48Pu ha det var barskt at se, men hold op hvor er hun en stærk mor og kvinde,
det er beundringsværdigt..
Sikken en smerte og samtidig en fantastisk tid hun har haft med sin søn.
Pernille
6. februar 2008 at 21:45Som skrevet under dit tidligere indlæg – du skulle ha’ et stort varmt knus…
Tina
6. februar 2008 at 21:42I og Alexander var i mine tanker gennem hele udsendelsen. Jeg beundrer familien, for at lukke os ind i deres vidunderlíge drengs liv. Det må kræve mod og styrke.
Anita
6. februar 2008 at 21:42Ja, det skal jeg godt nok lige love for…