Jeg fik uventet eftermiddagsbesøg af min kusine, så der blev brygget en kande chokoladete i en fart, hvorefter vi hurtigt fandt plads ved spisebordet.
Snakken løber rask, når vi er sammen, men det er altid frygteligt hyggeligt, så det var dejligt, at hun lige slog et slag indenom på vej hjem fra arbejde. Vi har ikke set hinanden meget de sidste mange år, men har genoptaget kontakten. Det er jeg rigtigt glad for og i dag kom hun med gode nyheder. Nogle er hendes, men én af dem var en invitation til et kusinetræf – det vil jeg glæde mig til.
Imens snakken gik, fik jeg startet på silkegarnet.
En gang. To gange. Tredje gang viste sig at være lykkens gang, helt efter foreskrifterne, for ikke om jeg kunne få mønstret til at passe og stædig var jeg, for nu skulle det lige forsøges. Det lykkedes til slut og det ser ikke helt håbløst ud, så mon ikke det ender med lidt mønster alligevel. Jeg tror det næsten, hvis jeg ellers kan afholde mig fra at snakke så frygteligt meget, når strikkeriet står på.
Mønstret er Kogler, så det burde ikke kræve meget mere, end jeg tier stille. Det burde kunne lade sig gøre…
Om et øjeblik vil jeg finde sofaen og pleje den ømme hals og de værkende led, som ikke er ubetinget samarbejdsvillige denne onsdag. God aften til verden :-)
4 kommentarer
Lene
6. februar 2008 at 22:15Håber din hals og leddene har det bedre, og at aftenen ikke var for hård ved dig.
Pernille
6. februar 2008 at 21:00Hvor ville jeg gerne kunne give dig et varmt knus lige nu – bare fordi…..
Helle K.
6. februar 2008 at 20:19tier stille :-)
Anita
6. februar 2008 at 19:42Man sku’ næsten tro, vi var i familie. Vi har også lige fået printet, foldet og sendt indbydelserne ud til “fætter/kusine” fest. Anførselstegnene skyldes, at det gælder HELE den store familie, så man kan vel med fordel kalde det for – familieudflugt.
For pokker, hvor jeg dog glæder mig til at se dem alle igen :o)