I dag ville Alexander være fyldt atten. Det er en underlig dag, som efterlader mig vingeskudt på mere end én måde. Dagen minder mig om tabet og lader mig mærke smerten, der er forbundet med det tab. Jeg har været frygtelig tyndhudet i et stykke tid og jeg har let til tårer. Sådan må det være.
Samtidig tænker jeg også, at der er ting, vi er blevet forskånet for. Både Alexander og hans pårørende slap for det sværeste, nemlig at han skulle flytte hjemmefra. Det var aldrig blevet godt nok. Det ville være en lang række af kompromiser og en nødvendig erkendelse af, at ingen kunne eller ville lægge lige så meget energi i hans livskvalitet, som vi magtede, fordi vi var hans forældre og elskede ham betingelsesløst.
Det ville have kostet frygtelige sår i vores hjerter og en livslang smerte over, at det ikke kunne gøres bedre.
Han og vi blev forskånet for kampen for et værdigt voksenliv og med de erfaringer vi havde gjort med vores samarbejdspartnere, var det blevet en uendelig lang og sej kamp, som havde krævet en energi, vi til sidst slet ikke havde.
I små øjeblikke overmandes jeg af dårlig samvittighed over, at jeg får vendt tabet til noget positivt, men det er vel sådan, vi mennesker overlever.
I morgen aften kommer der en dokumentarudsendelse på DR. Alt for Martin er en rejse gennem et liv, som aldrig nogensinde var nemt. Et liv fyldt med udfordringer, som ind imellem krævede så utroligt mange kræfter af Martin og hans nærmeste, at det var svært at finde dem.
Martin døde i 2007. Martin og Alexander gik i børnehave sammen. Jeg ved præcis hvor blød Martins kind var, hvor lange hans øjenvipper var og hvor blidt hans smil altid var, når vi hyggesnakkede om alt og ingenting. Jeg vidste ikke, at Martin er død og endda så tæt på tidspunktet, hvor vi også mistede Alexander.
Nu har jeg efterhånden set traileren til den udsendelse så mange gange, at øjnene næsten ikke rummer flere floder, for hver eneste gang jeg ser det sidste klip med Martin og Anette, er det som at være sammen med Alexander de sidste timer af hans liv.
Jeg ved ikke hvordan Martins forældre kommer gennem sorgen og tabet. Jeg ved, hvordan jeg gør. Jeg opsøger ikke smerten, men når den opsøger mig, er jeg ikke bange for den og kan sagtens være i den. Jeg vælger den til, når den kommer på visit. Jeg tror den kommer, fordi jeg har brug for den. Jeg tror, at den er nødvendig, for at komme videre. Jeg tror, at det skal gøre ondt og jeg bliver i det, til det ikke længere fylder og jeg oplever hjertet blive en lille smule lettere.
I dag er en af de dage, hvor det gør ondt, men samtidig ikke nær så ondt, som jeg havde frygtet. Det bliver lettere med tiden, men tårer løber man aldrig tør for. Det ved jeg nu.
80 kommentarer
Liselotte
6. februar 2008 at 18:29Vel tager det tid…
Mette
6. februar 2008 at 17:51Kæreste Liselotte.
Mange mange tanker til jer alle…
Jeg sidder lidt og tænker på det du skriver “Jeg ved ikke hvordan Martins forældre kommer gennem sorgen og tabet. Jeg ved, hvordan jeg gør. Jeg opsøger ikke smerten, men når den opsøger mig, er jeg ikke bange for den og kan sagtens være i den. Jeg vælger den til, når den kommer på visit. Jeg tror den kommer, fordi jeg har brug for den. Jeg tror, at den er nødvendig, for at komme videre. Jeg tror, at det skal gøre ondt og jeg bliver i det, til det ikke længere fylder og jeg oplever hjertet blive en lille smule lettere.”
Jeg kan ikke andet end sige at sådan har jeg det også… Men det tager tid…
Anette
6. februar 2008 at 15:42En dag forsinket – men alligevel et stort tillykke med Alexanders fødselsdag.
Mange tanker herfra.
Liselotte
6. februar 2008 at 14:28Sofie, vi kan gætte her fra og ind i evigheden, hvis vi hele tiden dvæler ved “hvad nu hvis…”. Alle valg har nogle konsekvenser og medfører tvivl om hvorvidt de nu var de rigtige, men de var jo rigtige.
I øjeblikket var de helt rigtige. Bagefter er bagefter. Det nu, hvor man traf afgørelsen var afgørende for udfaldet og jeg er helt sikker på, at beslutninger som din har været gennemtænkt mange gange. Nogle gange er der ikke noget reelt valg og det skal man huske bagefter.
I valgte fra, men det kunne lige så godt have været den anden vej rundt, hvor I havde valgt til. Måske havde du siddet med de samme tanker i dag. “Hvad nu hvis…” kunne fylde akkurat lige så meget nu, men med omvendt fortegn. Måske havde livskvaliteten, og den pris jeres familie skulle betale for at vælge til, have været alt for høj. Ingen ved det.
Der er nogle spørgsmål her i livet, man aldrig får svar på. Jeg tror det vigtigste er at finde fred med den tanke :-)
Sofie
6. februar 2008 at 13:19Alexander har rørt mig dybt og din måde at takle hans død er imponerende. Jeg er ret overbevist om at jeg sidder foran fjernsynet i aften, også selvom det vil betyde at jeg sikkert bryder helt sammen. Det må tiden vise. Min datter blev født med en fatal hjerneskade og døde 6 uger gammel. Hun var nok aldrig blevet så gammel som Alexander, men alligevel er de der ‘hvad nu hvis vi ikke havde stoppet behandlingen’ tanker nogen der fylder meget for mig for tiden. Jeg bliver nødt til at fortælle mig selv, at vi gjorde hvad vi gjorde for hendes skyld, alligevel er det svært. Tak fordi du deler og deler ud. For mig har det sat tanker i gang og som bestemt gjort en forskel.
Kirsten
6. februar 2008 at 10:28Jeg har absolut intet klogt at sige i denne sammenhæng, som ikke allerede er sagt, men…
Alexander skal ha´ sit hip-hip-hurra, og et stort tillykke (omend en dag forsinket) med de atten år der kunne ha´ været. Jeg tror han var et smukt sind, og dét fortjener at blive fejret – år efter år efter år!
X
Kirsten
Liselotte
6. februar 2008 at 09:43Mette, der er aldrig fordømmelse her fra, når jeg møder familier, hvor det handicappede barn levet sit liv på institution, for ingen andre end familien selv ved, hvorfor den beslutning har været nødvendig. Det er en beslutning, som aldrig nogensinde kan være nem, men tværtimod er den forbundet med stor sorg, fordi den gør så frygteligt tydeligt, at der bare er nogen ting, vi som mennesker ikke kan. Vi bliver slidte.
Man kan aldrig dømme. Aldrig nogensinde.
Marianne, det er frygteligt, at man kan være nødt til at overveje, at flytte til et andet land, for at kunne leve med også gerne at ville have et liv, som ikke bare er en lang række dage, hvor man overlever mere end man lever. Det burde ikke være sådan.
Jeg tror ikke, at forældre til handicappede børn lukker øjnene for, at der uafvendeligt vil være mindre omsorg, kærlighed, opmærksomhed og interesse for vores børn, når de flytter på institution. Det ved vi godt. Vi har bare et mindstemål for kvaliteten og det er her det halter for øjeblikket. Der er ikke tilstrækkeligt med tilbud til vores unge mennesker og de løsninger, som findes i afmagt over manglen, er ganske enkelt næsten ikke til at bære, at skulle leve med.
Det er en kamp, at skabe rammer om et værdigt voksenliv, når man er handicappet. Det er forældrenes kamp. Den er ekstra sej fordi årene inden den indledes også har været fyldt med kampen for livskvalitet. Vi er slidte, når vi når til at skulle have ungerne ud at bo udenfor hjemmet. Det er trist, at det er sådan.
Liza :-)
5. februar 2008 at 23:51Varme og kærlige tanker og knus til Jer alle.
Anne Pia
5. februar 2008 at 23:29Også mange varme tanker herfra til jer tre.
Mette
5. februar 2008 at 22:59Varme tanker fra mig til jer.
Anne
5. februar 2008 at 22:48Tak for et dybt og rørende indlæg.
I min lille osteklokke gruer jeg også lidt for Pelles fremtid – men i forhold til jer er jeg jo heldigt stillet, Pelle kan ikke dø af sit “særlige behov”, men han kan stadig blive behandlet dårligt. Man skal godt nok have tiltro til dem, man overlader sine børn til.
Marianne
5. februar 2008 at 22:21Jeg tænkte på om du kunne optage den eller se den over nettet når du kunne rumme det? Jeg forstår godt at du skal kunne rumme at se den. Jeg har muligheden og det er højst strikketøjet det går ud over.
Jeg syntes det er godt at vi får sådanne udsendelser bragt frem – uden at de nærmer sig “ugens glade krøbling”. Jeg tror det er vigtigt at folk udefra får et indblik i det liv vi lever. Måske det kunne åbne nogle døre?
Pt har vi ikke udsigt til at Mathias flytter hjemmefra, der findes ganske enkelt intet tilbud til ham. De kloge (uvildige) hoveder har talt om en selvstændig villa med personale (10 stk. på ugebasis). Jeg tror mere realistisk på husbondens ide. Han vil tilbyde 3 polske blondier kost, logi og uddannelse mod at de passer Mathias og laver mad til familien………. heldigvis prøver vi at se det fra den humoristiske side, men vores udsigter er meget mørke – og her taler vi jo ikke engang om den ideelle situation……………
Men måske sker der noget her i landet for vores svageste, men indtil da må vi selv tage hånd om situationen. En af overvejesler går på at flytte 30 km væk og til Sverige – det kunne se ud til at sønnen ville havde bedre muligheder for et bosted her. Men tænk at skulle flytte til et andet land?
tak fordi du forstår mine og andres frustrationer, men du har jo også været i dem og de er jo også en del af dig i dag :-)
Mette
5. februar 2008 at 22:09Kære LiseLotte
Jeg vil bare sende dig og dine en masse varme tanker på denne særlige dag. Det er første gang jeg besøger din blog – og jeg er blevet meget berørt af at læse om Alexander.
Jeg vil også knytte et par ord til de sidste kommentarer fra både dig og Marianne.
Jeg er nemlig også mor til et multihandicappet barn – Astrid på 10 – men i modsætning til jeres børn, har Astrid boet på døgninstitution siden hun var tre. Jeg husker stadig, hvor jeg græd, da sagsbehandleren ringede og sagde, at nu var der en plads, men jeg følte ikke, at vi havde noget valg – vi var simpelthen slidt op.
Men det har ikke været omkostningsfrit – følelsen af, at vi har svigtet, er der altid. Savnet er der altid; følelsen af, at vi ikke er en “hel familie” er der altid, den dårlige samvittighed…
Jeg har altid ønsket, at jeg var i stand til at klare det hele selv – vi bliver ellers kaldt en “ressourcestærk familie” – men når det kommer til Astrid, føler jeg mig sgu ikke særlig “ressourcestærk”. Den daglige pasning og pleje har vi overladt til andre – men sorgen, tabet, angsten, kriserne er stadig vores.
Vi har også kæmpet mange kampe for at give Astrid et indholdsrigt og værdigt liv – også selvom det er på en institution. Men vi har også måttet erkende, at nogen gange har vi ikke kunnet gøre noget ved det…
Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil sige med det her – måske blot, at jeg beundrer jer, der har haft jeres børn hos jer hele tiden…jeg ved, at det har krævet meget – men I har så meget at være stolte af.
kærlig hilsen Mette
Johanna
5. februar 2008 at 20:15Sender de varmeste tanker til dig og dine.
Liselotte
5. februar 2008 at 20:14Jeg ved ikke, om jeg skal se udsendelsen om Martin i morgen. Jeg ved, at jeg vil tude mig igennem den, men jeg er sådan skruet sammen, at den slags ikke skræmmer mig det mindste, så det er ikke årsagen til, at jeg evt. vælger den fra. En grund kunne være, at jeg ikke synes, at jeg kan rumme det lige nu, fordi der også er en hverdag, som skal hænge sammen og virkeligheden er, at den ikke stopper, fordi jeg bliver frygtelig ked af det. Jeg kan ikke bare ringe torsdag morgen og melde ind, at jeg ikke er i stand til at komme på arbejde, fordi jeg har brug for at blive hjemme og slikke sår. Sådan er verden ikke indrettet, så måske den udsendelse må vente, til jeg har tiden til at være i den.
Marianne, jeg forstår alle dine tanker og mener så absolut ikke, at du hverken overdriver eller forsøger at male fanden på væggen. Du beskriver en virkelighed, som vi har frygtet de sidste mange år.
Det er frygteligt at være forældre til et barn, som kræver så meget hjælp og omsorg, som vores børn gør og så måtte indse, at det vi gerne vil, at de skal have, det kan de ikke få i et voksenliv, som desværre ikke rummer tilbud, som dækker deres behov.
Vi må vende det blinde øje til og leve med en livslang sorg over, at det aldrig nogensinde bliver optimalt, hvis vi alle skal overleve. Forældre har nemlig også brug for et liv, som ikke længere er et langt fængselsophold uden gårdtur. Ellers overlever vi kun, vi lever ikke, men prisen for et liv er frygteligt høj, så jo… jeg forstår godt alle dine tanker.
Marianne
5. februar 2008 at 19:40Det er så sindsygt svært. Når jeg ser alle de blade og klummer der skrives om problemerne med almindelige børn – så tænker jeg – ja vi skal sgu bare klare det – her er der ingen vejledning eller andet. Vi skal hele tiden føle os frem og frem-tiden er så pokkers svær.
Vi har i dag fået 16 år med Mathias – en dag vi aldrig troede vi skulle nå – nu frygter vi voksenlivet, der er ingen steder han kan flytte hen – kampen er startet – kampen mod systemet.
Jeg spurgte; hvem skal passe Mathias når han nu fylder 18 år?
svaret fra det offentlige var; det skal du da!
Ja jeg kender ikke duda?
Nogen gange har jeg en meget forbudt tanke, hvor jeg tænker bare han ikke bliver 18 år – bare jeg ikke skal igennem alle disse uværdige kampe. Bare han var kriminel og utilpasset – for så var der et opholdssted til ham – okay nu kaster jeg med grus……
Men jeg bliver så harm.
Jeg elsker min søn overalt på jorden og gu er det et døgnjob at passe ham. Jeg kalder det at sidde i et fængsel uden gårdtur – jo humoren har jeg for det er jeg nødt til………..
Men hvorfor skal vi kæmpe så meget for vores børn oveni det at vi har dem, hvorfor kan vi ikke bare få lov at være deres forældre?
Jeg var så glad her i efteråret da min datter fyldte 18 år – nu skulle hun til selv at betale osv. jeg frygter når min søn bliver 18 år – det er forskellen.
Min datter modtager et hav af tilbud omkring sin fremtiden – der kommer ingen tilbud til sønnike vedr. fremtiden – det kaldes også med andre ord et velfærdssamfund!
Undskyld Liselotte at jeg lige kommer til at bruge din tråd her vedr. behandlingen af de handicappede i vores samfund :-)
Jeg skal se udsendelsen om Martin imorgen – for jeg kender en hel del Martiner…….. og jeg ved at vi bliver en af dem i fremtiden
et hip hurra skal Alexander altså have – fordi han var her
Laila
5. februar 2008 at 19:19Også her er der blevet tænkt på jer, hvergang jeg har set klip fra programmet imorgen med Martin. Jeg vil se det, med klenex lige i nærheden for ingen tvivl om at jeg vil blive rørt. Lige så rørt som jeg bliver når du beskriver din sorg over Alexander.
Knus fra mig til jer..
Laila
Helle Koed
5. februar 2008 at 19:00Du har fået så mange fine rørende kommetarer, at min nærmest bare vil være fyld… Men gør det alligevel!
Det må være en spscielt følelse, at se en udsendelse, om et liv der ligner dit så meget!? – vil du se den?
Når jeg læser dit indlæg prøver jeg at sætte mig i det sted, for du beskriver det så godt, at man sidder med dine følelser tæt på – Men de vil aldrig kunne fortælle mig 100% hvordan du har det.
Jeg sender dig, Oline og Kennth de varmeste tanker, og et stort tillykke med Alexanders fødselsdag! ;)
Knus
karen
5. februar 2008 at 16:22Jeg berøres og røres sterkt av din fantastiske evne til å formidle med ord, Liselotte, også de såreste og mest smertefulle ting i livet. Sender deg og dine en stor virtuell klem og varme tanker i dag.
Lillian
5. februar 2008 at 16:15Hej Liselotte
Det MÅ vist være i dag, at jeg blander mig.
Jeg har kendt til din side et par måneder. Fik den en dag jeg googlede efter opskriften på saltmandler. Siden har du inspireret mig meget. Jeg har hæklet et tæppe, strikket en hue, bagt dine cookies, lavet lækre biscotti a la dig osv. osv.
Sender dig og din lille familie de varmeste tanker netop i dag.
Julia
5. februar 2008 at 15:58Tænker det samme som Nurhanne – er det forkert at fejre Alexander idag?
Mine tanker er også hos jer – hos hele jeres familie.
Heidi
5. februar 2008 at 15:21Også mange varme tanker herfra…
Bolette
5. februar 2008 at 15:10hvor mørkt er mørket ikke lige før daggry …
tænder et lille lys
og sender en tanke jeres vej
B
Nurhanne
5. februar 2008 at 15:04Er det helt forkert alligevel at sige tillykke med at det i dag er 18 år siden du fik ham til låns – til lykke trods alt?
Hønsemor
5. februar 2008 at 14:50Kære Liselotte!
Mine tanker går til dig og din familie.
I det sværer, det onde og det sorte savn, der kan gøre så ondt, at man taber luften.
Skal og må vi mennesker, prøve at finde håb og positivitet i forskåenelsen.
Føler sådan med jer, skønt jeg kun kender dig her fra bloggen.
Line
5. februar 2008 at 14:29Jeg sender deg vakre gode og fine tanker på en dag som denne.Du skriver så flott om sorg og det å miste,og din evne til å se det positive i livet smitter helt til Norge.Takk for din evne til å formidle,dele og glede.
Line
Hege
5. februar 2008 at 14:19Til tross for at posten din i dag var hudløs og trist, så måtte jeg smile. Det var bildet av de to deilige ungene dine som lokket det fram. To sånne fine små mennesker i skjønn forening på et stuegulv.
Jeg synes du er modig, Liselotte, og du gjør nok mye for andre i samme situasjon, bare fordi du skriver så åpent og ærlig om dette. Mange følelser blir fortsatt lagt i tabuskuffen, men du åpner den og setter ord på alt som er av vondt og godt. Det setter vi pris på.
Vi har nå fått DR, så jeg skal forsøke å få sett programmet om Martin.
Annette
5. februar 2008 at 14:16Også mange varme tanker herfra.
At du vender tabet til noget positivt, betyder jo ikke, at du har været glad for at have mistet ham – men det, at du kan se de positive ting i det, tror jeg, er meget værd – og også en måde at komme igennem tabet på.
Jeg ønsker jer alle en rigtig god dag.
Anne Dyrholm Stange
5. februar 2008 at 14:16Kærlige varme og gode tanker sendt fra os til jer.
Lotte
5. februar 2008 at 14:11I små øjeblikke overmandes jeg af dårlig samvittighed over, at jeg får vendt tabet til noget positivt, men det er vel sådan, vi mennesker overlever.
Hmm..det forholder sig vel omvendt?
Man skal vel hellere have dårlig samvittighed over de øjeblikke hvor man IKKE vender tabet til noget positivt?
Hvis man overhovedet skal have dårlig samvittighed over noget som helst – vel at mærke…
Kathrin
5. februar 2008 at 14:10Liselotte. Du skriver det så godt, og så sårt på en og samme tid. Det er en trøstende tone i det du skriver, og ja, det er helt sikkert menneskets egen evne til å klare seg som kommer til uttrykk. Men jeg tror det er mange sannheter i det du skriver også.
Det var en tid, da jeg jobbet i PU bolig. Jeg har alltid hatt en plass i mitt hjerte til dem på kloden som trenger varme og omsorg aller mest. Så jeg stortrivdes med å jobbe i omsorgsbolig, selv om det mange ganger var større eller mindre utfordringer. Jeg var uansett aldri i stand til å gi beboerne det en mamma og pappa kan gi. Sånn er det jo, det er en sannhet. Det beste vi kunne gi våre beboere, var av og til ikke godt nok, ikke i sammenligning med en mamma og pappa’s omsorg.
Søte Liselotte, jeg syns du takler sorgen godt, ut fra hva du skriver.
Jeg så på bilder av din Alexander her om dagen på flickr. Du har mange gode bilder av han, og de beste har du i ditt hjerte.
Klem, Kathrin.
Lena
5. februar 2008 at 14:06Varme tanker sendes deg over landegrensen…. *klem*
Ella
5. februar 2008 at 12:49Kærlige og omsorgsfulde knusere fra os, der holder så meget af jer – og som har en anelse, om den fremtid, der kunne have været Alexanders og jeres.
Kærlig hilsen Ella
Lene
5. februar 2008 at 12:42Knus og varme tanker herfra, kærlig hilsen Lene
Tina Poulsen
5. februar 2008 at 12:30Tillykke med fødselsdagen Alexander! Denne dag kan ingen tage fra dig! :)
Knus og varme tanker til dig Liselotte og til hele din familie! Smerten hører til… men samtidig hører også en masse dejlige minder til! Idag er de goder minders dag! :) Knus til jer!
Tora
5. februar 2008 at 12:08Jeg leser det du skriver, jeg leser om “Alt for Martin” på DR, jeg leser Historien om en moder som Charlotte nevner. Og jeg tenker at det å være mor – og sikkert også far – er det sterkeste i verden, på godt og vondt. Gode tanker og klem til deg i dag.
Moster Tulle
5. februar 2008 at 11:56Et stort kram herfra på en dag som både er så trist, men som jo også rummer smukke minder om en dejlig dreng, som fik alt for kort tid her på jorden og med alt for mange udfordringer. Jeg håber i får en smuk og god dag med både tårer og latter, for sådan er det jo at mindes.
Randi
5. februar 2008 at 11:40Tillykke og tanker på dagen til hele familien Weller.
Lisbeth
5. februar 2008 at 11:22Sender de varmeste tanker, hilsner og knus. Tillykke med Alexander, underligt at tænke på, at han ville være blevet myndig i dag. Mathias ville have fyldt 18 år om 3 uger, også mærkeligt at tænke på, så er det 11 ½ år siden, han døde, men det er stadig sorgfyldt. Du er fantastisk til at udtrykke dine følelser, og dine ord dækker mange af mine tanker. Håber, I får en god dag alle sammen.
Kh Lisbeth
Dorte/Tusindfryd
5. februar 2008 at 11:18Ord er så fattige, men du formår virkelig at få dem gjort levende og varme. Også når det er livets svære sider det drejer sig om.
Jeg sender jer mange varme tanker…
Solsikkens-Sang
5. februar 2008 at 10:59Sender de varmeste tanker til jer i dag. Og et dejligt varmt knus. Synes din måde at skrive om dette på er ganske unik, og som du selv skriver – man løber heldigvis aldrig tør for tårer – brug dem idag, det må være en god ting, at prøve at komme ud med dem idag.
anni
5. februar 2008 at 10:54Kære Liselotte.
VARME og kærlige hilsener sendes i retning Gug.Kh Anni.
Frederikke
5. februar 2008 at 10:42Liselotte og familie!
For hvad det er værd, så vil jeg godt ønske jer tillykke med Alexander. Det kan godt være, at han ikke er her fysisk – men er her det er han jo på sin egen måde og ikke mindst minderne er der.
Louisek
5. februar 2008 at 10:38Ja alt er sagt.
Men alligevel får du et knus herfra – Jeg tænker på dig.
Knus Louise
Bodil L.
5. februar 2008 at 10:22Mange tanker til dig og din familie. Jeg har stor respekt for din flotte måde at beskrive sorg og savn på, Liselotte. Det går dybt ind og skaber stof til eftertanke.
Fríða
5. februar 2008 at 10:21tak til dig Liselotte for din formåen at sætte de rigtige ord på de svære fölelser, det hjælper os andre der også har mistet én vi holdt kær. varme tanker til dig og dine på denne helt specielle dag.
kh.fra Island
Frida
Yrsa
5. februar 2008 at 10:17Mange tanker herfra !
Du berører mange af mine egne tanker, som fylder meget i mit indre lige pt. Men kompromiser tror jeg desværre, man er nødt til at indgå når man har et handicappet barn – ellers er jeg bange for at blive ædt op indefra.
Har tænkt på dig Liselotte HVER gang jeg har set traileren med Martin og hans mor.
Tillykke med de 18 år Alexander hvor du end er !
Andreas bliver 12 år i morgen – den fejrer han heldigvis hjemme med mor, far og sine 2 mindre søskende.
Gitte
5. februar 2008 at 10:14Uha, Liselotte… tak fordi du skriver om det med at miste og tabe – jeg sidder jo selv midt i det – og aner stadig ikke, hvordan man gør, eller kommer igennem det. Men dine ord trøster…
Maria i Melbourne
5. februar 2008 at 10:12STOR krammer til dig og dine.
xxxxx Maria
Lotte
5. februar 2008 at 10:02Også tanker herfra.
Tillykke med Alexander, hvor han end er i dag.
Og tillykke med jer, der er blevet tilbage – tillykke med at i har hinanden og at I fik lov at have Alexander i jeres liv så længe, som I gjorde.
Pernille
5. februar 2008 at 09:55Kære Liselotte – også jeg sender dig og din familie de varmeste tanker. Dine reflektioner over sorg og tab er på en gang, smertefuld læsning, men også utrolig livsbekræftende. Heldigvis løber man aldrig tør for tårer, men heldigvis løber man heller ikke tør for smukke minder og kærlighed. God dag på trods…
Frk. Vestergaard
5. februar 2008 at 09:53varme tanker sendes til jer herfra!
Lene LN fra Tyskland
5. februar 2008 at 09:46Jeg tänder et lys for Alexander og dig og Kenneth og Oline.
Kärlig hilsen
tanterne, Charlotte
5. februar 2008 at 09:43Jeg tænkte på jer da jeg så traileren,
– og på “Historien om en Moder”, hvor hun til sidst lader døden gå med barnet.
Den dårlige samvittighed er ikke fortjent
Sister Bonde
5. februar 2008 at 09:43Tænder lys og tænker på dig og dine.
Bodil
5. februar 2008 at 09:36Kære Liselotte – mange tanker herfra til dig og dine. Det er en svær dag – og sådan må det være. Du skriver så smukt og intenst at tårerne næsten trænger sig på – og jeg føler med dig, så meget som man nu kan føle gennem en skærm.
regitze
5. februar 2008 at 09:29et kærligt knus til jer allesammen fra os.
Susan
5. februar 2008 at 09:28(((((((((((((((((((((((((((((((((((((Liselotte, Kenneth og Oline)))))))))))))))))))))))))))))))))))
Jeg sender jer mange varme tanker.
kagekonen
5. februar 2008 at 09:23Jeg tror jeg har det fuldstændig som Helle K. og Anne… Jeg kendte ikke Alexander og kender kun dig her fra bloggen, men du skriver så fint og konkret at det næsten gør ondt at læse og tårerne trænger sig på i øjenkrogen. Jeg får sådan lyst til at give dig et kram og jeg sender mine varmeste tanker til dig og dine.
Anette B
5. februar 2008 at 09:21Jeg kender dig heller ikke Liselotte – jeg har læst med på din blog et par uger. Der er flere med navnet Anette/Annette her.
Jeg vil også sende mange varme tanker i jeres retning. Man glemmer aldrig! Savnet og minderne vil altid være der. Jeg mistede min mor da jeg var 6 år – det er over 30 år siden.
et cetera
5. februar 2008 at 09:20Liselotte, det er så smukt, at hver gang du mindes Alexander på “disse sider”, så forløser du så mange fine tanker og følelser hos andre! Tager jeg meget fejl, hvis jeg tror at Alexander ville have synes om den tanke? Hvis det gør den ringeste forskel for dig på denne dag så har du og dine også de varmeste tanker også fra mig.
Der er et lys omkring de to søskende, som fortæller mere end nok så mange (fattige) ord, kan om Alexander og hans liv, både som sig selv og som den utroligt vigtige del af jeres familie som han var. Det visner eller blegner ALDRIG – og det skal det heller ikke – så længe han lever i jeres hjerter – så længe ER han …
Gitte
5. februar 2008 at 09:19Masser af varme tanker sendes herfra, og et lys vil brænde.
Håber det blir en god dag for jer alligevel!
Krammer
Tina - omme i London
5. februar 2008 at 09:19Et kaempe knus til dig og dine (((((((((((((hele familien Weller))))))))). Du beskriver din smerte og dit savn saa fantastisk godt og jeg tror paa du goer det helt rigtige ved at proeve paa at finde den ‘positive’ side af sagen.
susan
5. februar 2008 at 09:04Hej Liselotte.
Ja du skriver så man kan forstå….
Jeg tror man skal være glad for at man, på trods af alt kan vende tingene til noget positivt, det handler om overlevelse. Men man skal også give sig tid at føle, når tid er.
Skønt billede af dine 2 “små” pus.
Håber på en god dag alligevel.
Varme tanker til dig og dine.
Susan
Johanne
5. februar 2008 at 09:04Kærlige og varme tanker herfra. Jeg vil tænde et lys og lade det brænde til dagen i dag er slut. Vi mennesker føler os så små, når sorgen rammer hårdest.
Knus til dig.
Anni
5. februar 2008 at 08:54Varme tanker også fra Wien.
For 5 år siden døde begge mine forældre. Først min mor og 3 uger efter min far, og det var jeg taknemlig for, for han var så dement, at han slet ikke kunne klare sig selv. Så jeg tro også, at min søster og jeg blev
sparet for meget. Men alligevel gør det ondt.
Kærligst Anni
PS Nu ved jeg også hvorfor du fik røde roser i går!
Anne
5. februar 2008 at 08:48Jeg er så imponeret over dit ordforråd Liselotte. Når jeg læser dine indlæg, især omkring følelser, myldrer mine tanker rundt, vil gerne udtrykke mine tanker, men kan ikke rigtigt. Men du får sat så gode ord på din og jeres situation, jeg kan kun nikke og tænke…mener det samme.
Jeg håber I har en god dag under alle omstændigheder.
Pas godt på hinanden
Dolci
5. februar 2008 at 08:42Sender varme og gode tanker til dere i dag..
Sifka
5. februar 2008 at 08:28Varme tanker herfra.
Kijm
5. februar 2008 at 08:19Vi är många som är med er i tankarna idag..
MrsCute
5. februar 2008 at 08:16Mine tanker er hos jer på denne helt specielle mærkedag.
Deborah
5. februar 2008 at 08:12Sender dig mange kærlige tanker… det er svært selvfølgelig. Synes ikke, der er noget ondt i at vende det til noget positivt. En medalje har jo to sider og alting har…
Det er ikke så længe siden, og det første lange stykke tid er de dage – fødselsdage etc. meget hårde. Man glemmer ikke, men det bliver anderledes. Og som du siger, når sorgen kommer, så er det okay….
Der er ikke noget der kan fjerne din sorg og savnet, men en tanke fra andre gør nu godt. Nu har jeg sendt dig min, og håber den er en lille omend ringe trøst…
Anita
5. februar 2008 at 08:12Ligenu ville jeg ønske, at jeg lige kunne smutte forbi for at give Jer alle et varmt knus, for så at smutte igen og lade Jer få lidt alene-tid.
Jeg bor langt væk og må nøjes med at sende de bedste tanker incl. et knus afsted i Jeres retning, så I ved, at jeg tænker på Jer.
:o)
Nina
5. februar 2008 at 08:10Varme tanker til dig og dine i dag. I går igennem noget, vi andre ikke kan forstår med fornuften, endsige med vores følelser. Jeg håber, I sammen kommer igennem det, så godt det nu kan lade sig gøre. Og din måde at erkende og være i det på, lyder rigtig. Man skal nok ikke være bange for at acceptere smerten, når den kommer. At du vender dine tanker mod det positive i situationen, tror jeg er godt for alle parter – og alternativet havde jo heller ikke været godt for Alexander.
Mahalo
5. februar 2008 at 08:09Jeg sender også mine bedste tanker til dig på denne specielle dag…
Jeannette Mariae
5. februar 2008 at 07:50Jeg sender gode og kærlige tanker til Jer alle på denne dag ;-)
janne
5. februar 2008 at 07:42Varme tanker og et knus her fra til jer alle…
marianne
5. februar 2008 at 07:36Mine tanker går på denne dag til dig og din familie og også lidt til alle de andre som har måtte lide den smerte at miste et barn – det bliver aldrig let. Ha`en efter omstændighederne god dag – du er jo så heldig at du har kendt Alexander!
Marianne G Hansen
5. februar 2008 at 07:31Da jeg første gang så traileren til aftenens program tænkte jeg på jer og jeres Alexander.
Lige nu har jeg lyst til at sidde og drikke en kop kaffe med dig og lytte til hvad du trænger til at sige…
Ja og med din mand og datter.
Stille kram…
Helle K.
5. februar 2008 at 07:28Jeg vil gerne sende dig mine tanker, et strøg på din kind, et varmt hjerte, et lyttende øre, kærlighed, en varm tåre og en øm omfavnelse.
Jeg kendte ikke Alexander, og jeg kender knapt dig, men jeg håber, at det er ok alligevel.
Jeg vil tænke på dig/jer idag.