Det er en glæde…

Jeg har set solen stå op over Mors og Thy. Jeg var derude, hvor der kun var en halv time til Anitas kaffe, men jeg havde ikke tiden og måtte vende om, da jeg nåede til enden af verden. Jeg ærgrede mig. Så tæt på og alligevel så langt fra.
Nu er jeg returneret. Arbejdsdagen er ikke slut, men jeg er hjemme til en hurtig frokost.

Morgensol på vej op over Thy og Mors, som anes ude i horisonten.

Jeg er ikke god til morgenture. Jeg er slet ikke god til at sove aftenen før, for af en eller anden grund er jeg overbevist om, at jeg med garanti ikke kommer op til tiden næste morgen, med det resultat, at jeg sover alt for lidt. Sådan var det også i nat.

Denne morgentur var okay. Det blev snart lyst og jeg kunne i begyndelsen kun ane konturerne på verden, men snart begyndte den at tage form og jeg nød den smukke tur tværs gennem Himmerland, Han Herred og siden ind gennem Thys smukke landskaber. Et godt stykke af vejen, havde jeg udsigt til den smukke Mors.

Jeg elsker, at det er en del af mit job, at komme så meget rundt i landskaber, som jeg ellers aldrig ville få at se. Jeg elsker, at marker forsigtig grønnes og landmænd kører traktor derude, hvor himlen er høj og de allerede tror på foråret.

Jeg fyldes altid af glæde, når jeg glider gennem de danske landskaber. Det er en gave, at skulle den slags og så lever jeg med, at det er nødvendigt med ind til flere pauser undervejs, for at strække ben, trække luft og lade vinden blæse liv i en krop og en sjæl, som slet ikke er indrettet til så lange morgenture. Jeg elsker dem jo trods alt.