Jeg har levet et helt liv med den samme mand ved min side. Det har aldrig været kedeligt. Det har været et liv, som er lykkedes, men jeg har ingen opskrift.
Jeg ved ikke, hvad gør forskellen, men jeg er helt sikker på, at jeg ikke ønsker at bytte ham væk for noget andet. Heller ikke, når han fylder stuen med alskens lydudstyr, for at orientere sig i et nyt lydbillede og derfor har okkuperet stort set al plads med undtagelse af et hjørne af sofaen, som lige præcis levner plads til mig og mit strikketøj.
Jeg synes I begger er superheldige, og det glæder mig for jer. Der er alt for mange, det ikke lykkes for, så det er skønt, når det gør. Jeg er misundelig men ikke på en ond måde ;-)
Kærlighedens veje er uransagelige og det er lykkeligt at være godt gift og svært og så er det vidunderligt leve et liv fuld af varm respekt, for uden den, så tror jeg ikke et forhold kan udvikle sig og blive dybere og varmere.
Det var et søtt bilde. Min mann og jeg traff hverandre da vi var 14 og 18 år, og her har det også fungert akkurat så godt som jeg i min fjortenårige naivitet var overbevist om at det ville fungere.
En god kollega som også traff sin kone i meget ung alder mener å vite hvorfor det går så bra for oss som startet tidlig: “De beste går først!”
Det er stort, Liselotte! Nu har I to så også været udfordret ud over det sædvanlige ved, at I fik “rejsen til Holland”, da I troede, I skulle til Italien – valgte at se Hollands skønhed. Det er almenviden, at i den situation er der to muligheder: Enten… Eller…
Jeg ved med mig selv, at havde jeg stået med en tilsvarende udfordring, var jeg ikke “løbet af plads” efter 11 år. Men det gjorde jeg ikke, så det er hypotetisk. Som Kierkegaard sagde: Dersom man ikke er forelsket, bliver man træt undervejs.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
14 kommentarer
Peter
5. februar 2008 at 01:15Dejligt at se og høre :-)
Slagt en hellig ko… » Bare fordi…
4. februar 2008 at 21:32[…] Gad vide, om han har læst gårsdagens indlæg… […]
Liselotte
4. februar 2008 at 13:34Deborah, det er dejligt og et lykketræf :-)
Sister Bonde, det er Oline, der agerer fotograf – hun var hurtig :-)
Sister Bonde
4. februar 2008 at 10:17Nemlig respekt – vidunderligt billede – er det Oline, som er fotograf?
Deborah
4. februar 2008 at 06:42Jeg synes I begger er superheldige, og det glæder mig for jer. Der er alt for mange, det ikke lykkes for, så det er skønt, når det gør. Jeg er misundelig men ikke på en ond måde ;-)
Liselotte
3. februar 2008 at 21:20Respekten er det allervigtigste, Irene. Uden den intet ægteskab. Jeg er helt enig.
Irene
3. februar 2008 at 20:11Kærlighedens veje er uransagelige og det er lykkeligt at være godt gift og svært og så er det vidunderligt leve et liv fuld af varm respekt, for uden den, så tror jeg ikke et forhold kan udvikle sig og blive dybere og varmere.
RESPEKT!
Liselotte
3. februar 2008 at 19:39Jeg føler mig meget, meget heldig. Den slags involverer arbejde, men også en meget stor portion held :-)
Tak for de søde kommentarer til billedet :-)
Donald
3. februar 2008 at 19:17Ja enig med Hege, det er et supergodt billede … KRAM!
Hege
3. februar 2008 at 19:16Det var et søtt bilde. Min mann og jeg traff hverandre da vi var 14 og 18 år, og her har det også fungert akkurat så godt som jeg i min fjortenårige naivitet var overbevist om at det ville fungere.
En god kollega som også traff sin kone i meget ung alder mener å vite hvorfor det går så bra for oss som startet tidlig: “De beste går først!”
Fr. Møller
3. februar 2008 at 19:15Det er stort, Liselotte! Nu har I to så også været udfordret ud over det sædvanlige ved, at I fik “rejsen til Holland”, da I troede, I skulle til Italien – valgte at se Hollands skønhed. Det er almenviden, at i den situation er der to muligheder: Enten… Eller…
Jeg ved med mig selv, at havde jeg stået med en tilsvarende udfordring, var jeg ikke “løbet af plads” efter 11 år. Men det gjorde jeg ikke, så det er hypotetisk. Som Kierkegaard sagde: Dersom man ikke er forelsket, bliver man træt undervejs.
Jeg blev træt!
Jeannette Mariae
3. februar 2008 at 18:50Ja, der er intet der kan overgå et kærlighedsfyldt parløb. Dejligt billede af Jer to… ;-)
Helle K.
3. februar 2008 at 18:26Tillykke med jer – jeg ved ikke, hvordan man gør, men jeg har også fundet min “den eneste ene” i første forsøg ;-)
Ella
3. februar 2008 at 18:15Hjerterum og husrum :-)