42

Dæmoner i øjenhøjde

”Man skal se sine dæmoner i øjnene”, tænkte jeg på vej nordpå, mens ørerne genlød af Sort Sol. Niende sal er oppe i himlen i min terminologi og med indbygget højde- og elevatorskræk så morgenen en kende for spændende ud.

”Det er godt med mental forberedelse”, tænkte jeg så og steg ind i en imaginær elevator, som langsomt og knirkende løftede mig op i nærheden af himlen. Alene tanken fik mig til at svede, så jeg opgav hurtigt og nåede ikke meget højere end 3. Sal.

”Det får vente”, konkluderede jeg og lagde frygten til side og koncentrerede mig i stedet om trafikken.

Jeg kunne se bygningen på lang afstand og alene synet var tilstrækkeligt til, at koldsveden igen brød frem, men jeg er et stædig rad, så jeg fattede håndtasken og fandt receptionen. ”Elevatoren er lige rundt om hjørnet”, var beskeden. Jo tak…

Og så stod jeg der. Jeg havde trykket på knappen og elevatoren havde været forbi én gang, men et enkelt kig ind i kosteskabet var tilstrækkeligt til, at jeg måtte lade den køre uden mig. Efter kort tid kom en mand forbi.

”Du ser så søgende ud”, sagde han. ”Næ, jeg har vist fundet det, jeg skal bruge. Det er vel i grunden det, der er mit største problem”, svarede jeg og forklarede kort, at jeg lider af en upraktisk elevatorskræk i latterlig grad, som udmønter sig i lange enetaler, hvor jeg prøver at overbevise mig selv om, at der ikke er den mindste grund til at frygte kosteskabe, som tager folk til tops.

”Du er da tolken, ikke? Det er os to, som skal have møde om et øjeblik. Du ser helt skidt ud. Jamen det duer da ikke, at du er så bange. Kom, lad os følges derop. Kan du så? Altså hvis jeg er med?”, og sådan blev det, for med en ved siden af, er det ikke helt så slemt. Vi steg ind i kosteskabet og opad gik det, mens han spurgte ind til, om jeg var okay. Vældigt omsorgsfuldt var det, lige indtil han sagde…

Ja, egentlig skal vi slet ikke være oppe på niende. Vi skal være nede i stueplan, men jeg synes lige, at du skal op og nyde udsigten, ikke?

I det øjeblik gik det op for mig, at jeg absolut ikke ejer skyggen af humoristisk sans, når jeg står i en elevator.

PS – Kenneth synes, at det var god værkstedshumor. Han er så godt som død!

Du vil sikkert også kunne lide