Hvem lærte dig at gøre rent? Lærte du det af din mor eller lærte du det i skolen, hvor der engang var et fag, som hed hjemkundskab? Er du en af dem, som aldrig er blevet instrueret i opvridning af en våd klud eller er du, ligesom mig, blevet vist til bevidstløshed, hvordan sådan en skal onduleres?
Oline har ikke hjemkundskab. Oline er af en generation, som ikke skal undervises i vinduespudsning, gulvvask og sirlige orden i skuffer og skabe. Hun skal lære det hjemme og det er sådan set fint med mig, så i dag tog vi en omgang rengøring på det ene af hendes værelser og hendes badeværelse.
Der er brok til en start. Alting er meget besværligt og i det hele taget er det noget skidt, at alting gror til i støv, nullermænd og rod. Vandfadet er alt for tungt, det gør ondt at vride kluden op og forøvrigt nægter hun at nærme sig edderkopperne… og så skifter det umærkeligt og bliver til en af de rigtigt fine oplevelser, for i virkeligheden er det hyggeligt, at gå sammen og snakke, mens spindelvæv og snavs forsvinder, som dug for solen.
Det er ikke fordi jeg er specielt krævende hvad angår pligterne herhjemme. Faktisk er jeg meget lidt krævende og i sidste ende kan det vel risikere at ramme mig i nakken, men der forlanges ikke ret meget af Oline i hverdagen, for jeg ved, hvor træt man er efter en arbejdsdag. En skoledag i syvende med efterfølgende lektier kan sagtens gøre det ud for en af mine dage på arbejde, så i hverdagen plejer vi at klare os igennem ved at lukke øjnene for det, som godt kan vente.
Jeg har det fint med at forkæle på den front, men det er vigtigt for mig, at hun kender de rutiner, som er en del af et liv i eget hjem. Det er vigtigt for mig, at hun forstår og derfor påskønner, at hun slipper for det meste, så ind imellem skal hun deltage i pligterne. Det er både af hensyn til at kende omfang og rutiner, men det er sandelig også fordi jeg synes det er vigtigt, at man har et minimum af kendskab til de forskellige opgaver.
I dag kunne vi være sprunget over, men Oline havde tidligt fri og jeg havde tiden, så derfor en rengøring på hendes enemærker. Jeg har en forventning om, at hun selv overtager pligterne i hendes ende af huset – og når det sker, vil jeg gerne vide, at hun er klar over, at en rengøring ikke bare er at flytte skidtet fra et hjørne til et andet.
Først var der brok over at skulle. Bagefter var der brok over, at vi ikke havde tiden til at tage det sidste værelse, for tilfredsheden efterfølgende er slet ikke så ringe endda og en skønne dag, har jeg vel sikret mig, at den unge dame er fuldbefaren indenfor husholdning.
Kald mig bare Fru Suhr.
25 kommentarer
Liselotte
3. februar 2008 at 11:33mereteveian, rutinerne er dem vi trækker på, når kedelige opgaver, som regøring og den slags, skal overståes. Man lærer med tiden og det gør ungerne såmænd også, men jeg synes, at de skal vide, hvad de ind imellem slipper for ;-)
mereteveian
3. februar 2008 at 10:59Vi har samme miner, – å komme i gang er ikke lett når ungene skal lære hvordan et hus holdes rent og i orden. Vanens makt er stor, ahr jeg nå lært, så jeg kan heller ikke la det flyte fordi det er bekvemt for meg.
Jeg lærte faktisk hvordan og rutinene via flylady.net som voksen. Da var det en lite og oversiktelig side med mailingliste. I dag er det “mye” på nettsiden, men under overflaten er det mye bra.
Jeg gjør litt hver dag, følger mine rutiner – det fungerer best for meg.
Liselotte
1. februar 2008 at 23:03Ellen, Oline gav mig samme svada for et par år siden, da jeg bad hende rydde op på værelset – “Mor, du ved det sikkert ikke, men genier behersker kaos, så det her rod er ikke noget problem for mig”… men det var det jo så for moderen ;-)
Omkring madlavning så har du jo ret. Når problemet for alvor indfinder sig, er det ikke længere dit. Smart tilgang til tvære teenagere – den gemmer jeg :-)
Ellen
1. februar 2008 at 22:29Du er helt ok, Liselotte. Absolut. Og Oline lyder som en skøn og sund pige.
Som nogen her har skrevet, er der er mange måder, og de skal lige have lov til at snuse til det.
Jeg var dog godt nok færdig af grin, da min på det tidspunkt 13-årige datter kvitterede en værelses-oprydningsopfordring med næste dag at have sat et skilt på sin dør med “Her ryddes ikke op. Et geni behersker kaos”.
Men hun lærte faktisk at gøre rent, da hun i gymnasiet stod og manglede lommepenge og tilbød at klare hele huset en gang om ugen mod kontant kompensation.
Madlavning gad hun ikke. Og jeg gad ikke tvinge hende; til faderens store fortrydelse: “Jamen hun skal da lære det, inden hun flytter hjemmefra!”.
Mig: “Hvorfor det? Hvem har et problem, når den tid kommer? Ikke jeg!”
Hun havde selvfølgelig et problem… Men hun lærte det forholdsvis hurtigt og er i dag en ganske habil kok – kan oven i købet godt lide at lave mad.
Jeg har aldrig troet på tvang og piskesvingen, men i stedet slået lidt på, at man skal yde, før man kan nyde, og at man ikke får specielt meget forærende her i livet.
Liselotte
1. februar 2008 at 18:12– og sådan er der jo nogle mennesker, som altid evner at slippe udenom det sure. Det er jo ikke nogen ringe evne at have ;-)
Karina
1. februar 2008 at 17:53I mit barndoms hjem var valg sproget at det gør ikke noget at man er forkælet, hvis man bare selv er klar over at man er det, så vi fik lært hvad vi skulle, men mor gjorde det meste.
I dag hvor jeg er alene mor med to drenge, der er hos deres far hver anden weekend ville det være så nemt at gøre rent de weekender de ikke er her, men jeg vil at de, selvom de er små, skal se hvad der skal til for at holde hus – det er nemlig stadig et mysterie for deres 36 årige far…. men det er en helt anden historie:-) God weekend.
Liselotte
31. januar 2008 at 08:08De små synger har også været en fast bestanddel af både min og mine børns barndom. Jeg elsker den sangbog, Kirsten :-)
Mette, det er netop den sidste del af hjemkundskab, som er så vigtig. Jeg synes også det er sjovt at bage, men det er kedeligt at rydde op efter det, men det er er en del af projektet. Der er masser af kedelige opgaver, som er uundgåelige. Det er dem, jeg synes Oline også skal kende :-)
Mette
30. januar 2008 at 23:23Ungerne synes, at det er rigtig hyggeligt at have hjemkundskab – altså lige indtil der skal vaskes op, tørres af, sættes på plads, tælles op etc. Der er NUL børn på mit hjemkundskabshold, der har prøvet at vaske op derhjemme – de har jo opvaskemaskine. Så det er ret morsomt at se dem med en opvaskebørste i hånden:-)
kirsten pauli
30. januar 2008 at 23:10tænk jeg stadig har min lille sang bog fra danmark. DE SMÅ SYNGER..
tak for alle dine dejlige ord..
Liselotte
30. januar 2008 at 22:58Skøn historie og det med at gøre rent finder man vel ud af hen ad vejen, men jeg synes faktisk, at det er vigtigt at kende alle de praktiske opgaver, som hidrører et voksenliv – og ikke leve en hel barn- og ungdom i den tro, at der aldrig bliver gjort rent ;-)
MrsCute
30. januar 2008 at 22:49Min mor ynder at fortælle (jeg kan ikke selv huske det) at jeg som 16-årig højlydt fortalte, at “hjemme hos os blev der aldrig gjort rent”. Min mor arbejdede deltid og gjorde altid rent, når vi ikke var hjemme. Hun havde nemlig selv et stort ansvar som barn, så det skulle vi ikke belemres med, mente hun. Så egentlig har jeg aldrig rigtig lært at gøre rent. Og jeg hader det også af et godt hjerte. Heldigvis er min mand enig i, at det er bedre at betale sig fra det.
Mine børn lærer at lave mad. Resten må vi se på hen ad vejen.
Liselotte
30. januar 2008 at 22:48Hege, det var et skønt eksempel på, at man ikke altid behøver frygte resultatet af de manglende anstrengelser. Man behøver altså ikke kommandere dem rundt i manegen, men kan håbe, at det gode eksempel er tilstrækkeligt… og så alligevel… jeg tør ikke satse med hende, jeg har under tag hernede ;-)
Hege
30. januar 2008 at 22:33Da jeg traff min mann for omkring 120 år siden, sa min mor at ham måtte jeg aldri finne på å gifte meg med, aldri!. Han var bortskjemt! Hjemme hos meg gjorde vi rent sammen, og i likhet med deg, mente min mor at jeg måtte lære det og gjøre det. Hjemme hos min mann var det annerledes. Hans mor var hjemmeværende. Hun gjorde alt: Vekket sine tre sønner med varm kakao på sengen, ventet på dem i kjøkkenet og spurte om de ville ha pannekaker eller brød til frokost, sendte med dem lekre matpakker på skolen og vasket rommene deres før de kom hjem. “Han der kommer aldri til å gjøre en skitt”, sa min mor.
Så feil hun tok. Han hadde nemlig lært ganske enkelt ved å se på og ved å oppleve all omsorgen. Så da han kom for seg selv, begynte han straks å vaske og stelle. Han hadde ikke lært det, men som han selv sa: “Det skal ikke så mange hjerneceller til for å lære seg å holde et hjem rent.” Og i over tyve år har han hver morgen stått opp og stelt frokost for oss andre. Når vi kom ned til frokost lå det matpakker ved siden av alles tallerken, – hver dag i 23 år. Han gjorde som hans mor hadde gjort, for det var jo så hyggelig.
Jeg er nok mer som deg, Liselotte, – men det er altså flere måter.
Liselotte
30. januar 2008 at 22:15Jeg tror bare, at det handler om at forberede Oline på virkeligheden, så hun netop ikke står på helt bar bund, når hun en skønne dag selv skal klare hele moletjavsen… og lad mig så høre hvor hårdt det er til den tid, for det må da nærmest tage livet af hende, når en smule rengøring kan gøre det af med al hendes energi i dag ;-)
Pia
30. januar 2008 at 21:04Hvor er det fint, du lærer din datter, hvad der bør gøres. Jeg lærte det desværre ikke hjemme, så da jeg flyttede hjemmefra som lige fyldt 18 stod jeg på bar bund – også med madlavning, bortset fra æbleskiver – og det kan man jo ikke leve af. Jeg har faktisk været nødt til at læse mig til, hvordan man gør, og vi har det rimeligt rent nu. Af og til har jeg følt det meget pinligt, at jeg min viden på disse områder var meget mangelfuld, og det er fint, du sørger for, din datter ikke kommer i den situation.
Min datter har lært både at gøre rent (på den gode måde) og at lave mad, så jeg ved, hun kan. Havde jeg haft en søn, havde han også lært det :o)
Ingegerd
30. januar 2008 at 20:40Jeg kalder dig for Fru Dygtig Mor.
Ella
30. januar 2008 at 20:17Det lyder rigtig hyggeligt. Jeg er nemlig en af de der sære mennesker, der hygger mig med det.
Mine har lært det basale herhjemme. Som at køleskabe skal gøres rene. At hjørner sjældent er runde og at det er lettere at holde rent end at gøre rent (hovedrent).
De har alle tre haft faget i skolen, men det var mest madlavning, der var på tapetet. – Jeg synes at det er en vigtig lærdom, at give børnene :-)
Tina Poulsen
30. januar 2008 at 20:10snip…Alting er meget besværligt og i det hele taget er det noget skidt, at alting gror til i støv, nullermænd og rod. Vandfadet er alt for tungt, det gør ondt at vride kluden op og forøvrigt nægter hun at nærme sig edderkopperne… /snip
Kæææft hvor jeg skraldgrinede!!!! Nanna lyder nøjagtig ligesådan!!! Hun har proklameret at det slet ikke er nødvendigt at hun lærer det, for hun ansætter da bare en rengørinskone, når hun en dag finder drømmejobbet og tjener tykt!!! ;) :D …vi får at se….
Liselotte
30. januar 2008 at 19:59Jeg ved godt, at man først får lært det hele rigtigt, når man står ude i virkeligheden og selv er ansvarlig for alting, men jeg vil nu gerne, at Oline ved hvad der er op og ned på de forskellige ting – og jeg synes, at det er vigtigt at kende omfanget af de ugentlige pligter, så man forstår at påskønne det, når man slipper for dem ;-)
anette
30. januar 2008 at 19:44Jeg lærte at gøre rent da jeg var rengøringsassistent i ISS i 1988/89.
Vi prøver at lære Victor de mest basale rengøringstips – men interessen er ikke den største når man er 9 år :-)
Lisbeth
30. januar 2008 at 19:31Det er en rigtig god ballast du der giver hende. Jeg lærte at gøre rent, da jeg havde et rengøringsjob på et hospital lige efter studentereksamenen, inden jeg kunne tage vagter. Jeg har også vasket sutteflasker på hospitalet. Hjemme støvsugede jeg og tørrede støv af på mit værelse, men det var også højden. Jeg lærte at vaske tøj, da jeg var flyttet sammen med min mand. Vi lærte forøvrigt også at lave mad sammen vha kogebøger. En madopskrift er jo ikke værre end kemiøvelser. Min datter er med til at lave mad, tøjvasken står jeg for, og rengøringen betaler vi os fra. Når vi så gør rent, hjælper hun til efter bedste evne.
Liselotte
30. januar 2008 at 19:30Sifka, der er pligter nok til et langt liv, så jeg overbebyrder ikke Oline, men jeg vil gerne, at hun kender rutinerne. Det lyder lidt af samme idé hos dig :-)
Mette, i Olines skole (friskole) er der ikke hjemkundskab og jeg troede faktisk ikke, at det eksisterede længere. Synes ungerne, at det er hyggeligt? Jeg kan huske, at jeg hadede det ;-)
Hviid
30. januar 2008 at 19:30Tja, hvem lærte mig at gøre rent, indirekte har jeg lært det af min mor. I hendes barndomshjem startede lørdagen kl. 7 – og så stod den ellers på rengøring til kl. 15 – og de tre piger skulle deltage. Vinduer inde og ude skulle have en omgang, hylderne i reolen skulle vaskes af, vendes så de ikke blev bøjet af at bære deres vægt osv. Desværre har min mors minder om lørdagsrengøring, sat sine spor, hun afskyr alle former for rengøring. Så det der med rengøring, det er noget min far vist har ordnet mens jeg var lille, min mor har så stået for den daglige oprydning. Da jeg var i Olines alder stod jeg så for rengøringen i badeværelse, støvsugning og gulvvask – havde simpelthen en anden standard for rengøring end min mor. Men da jeg så vaskede vinduer med brun sæbe, fik vi nogle gode samtaler om hvad der hører til hvor… Efter et weekend ophold hos min mormor, fik jeg et indblik i hendes rengøringsvanvid, der ligger ikke et støvfnug forkert nogle steder. Det gider jeg simpelthen ikke bruge tid på skal der gøres rent, skal der være noget at koste rundt efter. Idag har jeg det nok mere rent, end hjemme hos mine forældre, men jeg har ikke rengøringsvanvid. Så selvom man ikke gør lørdagsrent med sin mor, kan man godt lære at gøre rent.
Mette
30. januar 2008 at 19:15Det fag eksistrerer altså stadig – i hvert fald i folkeskolen, hvor det er obligatorisk. Vinduespudsning er dog ikke en del af faget. Ej heller afspritning af stålvask og vandhane (som da jeg gik i 7. klasse). Ærgeligt at ikke alle børn har det – det er SÅ hyggeligt…
Hilsen
En hjemkundskabslærer
Sifka
30. januar 2008 at 19:15Jeg har sikret mig at han ved, hvad der er op og ned på en støvsuger og andre rengøringsartikler. Han kan begå sig i et køkken og vaske tøj. For det meste lader jeg ham passe egen hule, men er der tryk på, indkalder jeg reserven og så giver han – næsten – glad og gerne, en hånd med. Tidsnok for de ansvar for egne nullermænd, så …