Søndagsfryd

Jeg trængte sådan til lidt luft under vingerne, men de var ikke lette at lokke herhjemme. Hver især havde de lagt planer for eftermiddagen, så der var ikke rigtigt gevinst, da jeg prøvede at lokke dem med ud i verden, men den slags afholder ikke en med røde støvler fra at opsøge eventyret…

Jeg tog en rask beslutning og lod lysten råde fremfor fornuften, som nok mente, at en tur Ådalen rundt kunne gøre det. Halstørklæde, hue og vanter blev smidt i tasken og bilnøglen fundet, for skulle jeg være alene, vidste jeg præcis, hvor jeg ville hen. Derud, hvor verden bliver stille og der er plads til en tanke eller to.

Klitgård Fiskerleje består af omtrent ingenting. Ganske få smågårde ligger i området, som engang brødfødte mange familier, men i dag er det blevet enden af verden, som vi kender den. Der er ikke meget liv derude en søndag eftermiddag og mange gange kan man, hvis man er heldig, føle sig som Palle alene i verden. Det var præcis hvad jeg søgte.

Et enkelt par sad yderst på det lille udsigtspunkt, da jeg ankom. Her fra kunne de nyde udsigten ind over Aalborg, som ikke ligger meget mere end 10-15 kilometer fra fiskerlejet og de havde taget kaffen med. Det var ikke nogen tosset idé.

Limfjorden ligger lige for og der fritidsfiskes stadig ved fiskerlejet, så der var sirligt ophængte net og ruser, som nok skal give fisk på bordene i omegnen.

Der var omtrent vindstille og man kunne næsten få en magisk fornemmelse af forår derude, hvor kragerne aldrig når. For ikke at genere de udsigtsnydende, tog jeg en tur indenom det omkringliggende areal, hvor der var småbåde, joller og masser af livgivende sol, som blev nydt i store drag.

Jeg tænker dejligt, når jeg spadserer i naturen. Engang gjorde jeg det altid, men så kom en tid, hvor det ikke var så let at komme ud, når lysten lige kom over mig. I dag huskede jeg, at der ikke længere er noget til hinder for en tur derud, når behovet melder sig og da jeg først var kommet afsted, opdagede jeg, at jeg havde rigtigt godt af, at det foregik i ensomhed.

Jeg gik ned til slæbestedet, hvor fiskernes småbåde stadig finder vej til, når vejret ellers er til det. Her ruller Limfjorden ind og på den anden side af vandet er der udsigt til Østerby. Store sten langs fjorden kan snildt agere siddeplads, så jeg tog nogle minutter med ansigtet vendt mod solen.

Der var fornemmelsen af forår og uanset hvor trist jeg er, så forsvinder det som dug for solen, når jeg kommer ud under åben himmel. I dag var det livgivende, at komme ud, hvor der lugtede af tang og tjære.

Limfjorden var rolig og der gik ikke lang tid, før jeg var det samme. Jeg bruger sjældent meget tid på at være ked af det. Jeg ved, hvad der skal til, for igen at vende bøtten og det er en gave, at have natur og luft under vingerne indenfor rækkevidde, når det er så utroligt effektivt mod den melankoli, som et øjeblik havde hjemsøgt mig.

Det var vejrskiftet. Alle former for skift minder mig om, at jeg ikke længere har Alexander, for per automatik tænker jeg ham ind i de skift, som livet byder på, kun for efterfølgende at blive mindet om, at han ikke længere er en del af mit liv.

Jeg synes alligevel, at han er med mig, når jeg tager på tur. Han er altid med mig. I tankerne er han der og vi deler. Vi deler sol, vind og oplevelser. Han er stadig i mine tanker hver eneste dag, men ikke længere i konstant selskab med smerte. Han er med mig, men der er flest dage, hvor mindet om ham fylder mig med glæde og taknemmelighed. Det er dejligt.

Alexander delte min begejstring for åbne landskaber. Vi kunne bruge lang tid på at dvæle ved mønstre som det ovenfor, så jo, jeg synes han er med på tur sådan en dejlig søndag i januar, hvor verden synes at have glemt, at det egentlig er vinter. Det gør forøvrigt ingenting.

Efter Klitgård gik turen langsomt ind mod Aalborg igen. På bakken lige før Nørholm, måtte jeg parkere bilen og tage et billede af den udsigt, som findes så mange steder derude.

Til venstre i billedet anes Limfjorden og inde bagved gemmer silhouetten af Aalborg sig. Der er ikke langt fra land til by, når man bor i Nørholm. For enden af vejen ligger kirken med smuk udsigt over byen og fjorden.

Når man kommer lidt tættere på, kan man sagtens ane industrien langs havnen inde i Aalborg. Udsigten er smukkere den anden vej – over mod Østerby og ud mod Nibe Bredning, men det er vel i grunden et spørgsmål om smag og behag.

Her fra gik det i rask fart ind mod Aalborg, hvor jeg nåede ind for at handle. Aftensmaden bliver en lammefrikassé, fordi trangen pludselig kom over mig. Energien efter sådan en eftermiddagstur er helt i top, så hjemme i det solfyldte køkken smed jeg en drømmekage i ovnen, bryggede kaffe og forberedte lidt af aftensmadens ingredienser, inden jeg kaldte på Kenneth og Oline, som nu sidder bænket oppe i stuen, mens de ser håndbold. Det lyder grangiveligt som om, det går rigtigt godt.

Jeg tror bare, at jeg vil bevæge mig op i køkkenet igen. Der venter lidt jordbær, som skal forvandles til råsyltede af slagsen. De skal pynte på den vanilleis, jeg syntes Oline skulle have til dessert. Om et øjeblik.