12

En dejlig dag

Så kom Oline til frisøren. Med sommerfugle i maven og en smule imtimideret af alle de kvinder og al den kvidder, men hun kom til gengæld også i kyndige hænder.

Trine er en ørn til mit hår. Jeg går aldrig skuffet eller irriteret fra hende. Hun ved præcis hvordan det skal være, så det var sjovt at se, at jeg ikke tog det mindste fejl af hende, da jeg insisterede på, at det var hende, som skulle klippe Oline. Jeg er sikker på, at de andre i salonen kunne have gjort det akkurat lige så godt, men Trine forstod at lytte og fornemmede med det samme, at Oline skulle kunne genkende sig selv, efter endt tid i stolen.

Længden beholdt hun og frisuren er ikke meget anderledes, men krøllerne kan igen udfolde sig frit og jeg kan se Olines ansigt. Håret er sundt nu og Oline meget tilfreds, så hun er ikke skræmt det mindste og kommer helt sikkert med en anden gang.

Trine forklarede Oline, at det sorte ikke var en god idé, men foreslog lidt reflekser, hvis hun en skønne dag insisterer på farve i håret. Det kunne jeg vel leve med, men da de nåede omkring den konfirmation Oline ikke vil have og Trine sagde “Nå, så du snuppede jordomrejsen i stedet for” blev jeg alligevel enig med mig selv om, at det var på tide med en alvorlig snak om Trines fremtidige afdrag på den post. Vi nåede aldrig til enighed.

Midt i seancen stod Ella pludselig udenfor salonen, så vi nåede at aftale kaffe og lidt til maven, når vi var færdige med al forskønnelsen. Så havde vi noget at glæde os til, mens vi sled for skønheden.

Ellas udsigt

Aftenudsigt fra Ellas trappe, januar 2008

Hos Ella var der en velsignelse af lækkerier, da vi kom. Små, lækre sandwich og en opsats spækket med søde sager, som fristede ud over al rimelighed. Kaffen var varm og der gik ikke lang tid, før mundtøjet også var det.

Da AC kom hjem gik hun og Oline i gang med at se på noget tøj, som viste sig at passe Oline helt perfekt. Der blev gået modeshow og Oline endte med en posefuld smukke trøjer, som AC ikke længere kan passe og som nu kan pynte sammen med den nyklippede hårpragt. Hun bliver topsmart, den unge dame.

Tiden løber altid ALT for stærkt, når vi er sammen og således også i dag, hvor vi lige nåede at hilse på Ole, inden vi hastede op forbi mormor, som skulle se det nye hår og derfra gik det i hast til Netto for at handle og nu hjem, for at spise. Vi er helt forpustede, men tilfredse med vores nye manker.

Sikke en dejlig dag vi har haft.

Du vil sikkert også kunne lide